Billige begravelser får nyt liv i USA |
Billige begravelser får nyt liv i USA
10. mar. 2009 07.57 Udland Opdat.: 10. mar. 2009 07.59
Det koster at leve, men også døden har sin pris. Men for flere amerikanere koster døden nu lidt mindre
I en tid med dyb økonomisk krise går de efterladte, som står tilbage med byrden, til lavpris-bedemandsfirmaer.
Det amerikanske nyhedsmagasin Newsweek beretter, at nye firmaer, som gør en forretning ud af at tilbyde den mest nødtørftige service ved begravelsen, kræver en tilsvarende lav betaling, der ligger på mellem en ottendedel og en tredjedel af de etablerede virksomheders pris.
Patent på bedemandsfirma Branchen har længe været betragtet som upåvirkelig over for økonomiske udsving. Folk lever og dør i nogenlunde samme tal, uanset om økonomien sprudler af vitalitet eller sygner hen. Men nye firmaer såsom Enkle Begravelser udnytter, at kriseplagede amerikanere efterhånden er tilbøjelige til at ophæve lighedstegnet mellem en økonomisk storladen begravelse og en værdig sidste ære for den afdøde.
Bedemandsfirmaet, der bisætter fra 835 dollar, knap 5.000 kroner, har endda taget patent på sit navn.
Priser eksploderet på 15 år Det er blevet muligt at konkurrere på pris, fordi mange traditionelle bedemandsfirmaer i løbet af 1990'erne i stort tal blev opslugt af børsnoterede koncerner. Resultatet har været en gennemsnitspris på bisættelser, som er næsten fordoblet i løbet af 15 år.
Den hastigt voksende pris har desuden ført til en forskydning i USA over mod kremering, som er et langt billigere alternativ.
Der er ingen kiste, istandsættelse af liget og gravplads at skulle betale. Kremering er derfor på få årtier steget fra næsten et nulpunkt til over en tredjedel af samtlige bisættelser.
kilde http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2009/03/10/074505.htm |
Webmaster d. 10/03/2009 10:21:29
0 Kommentarer ·
7955 Fremvisninger ·
|
|
|
Brians barske pakke |
Justitsminister Brian Mikkelsen har netop præsenteret sin bandepakke på et pressemøde i justitsministeriet.
Pakken indeholder en række tiltag, der skal sætte en stopper for den igangværende bandekrig mellem Hells Angels og indvandrerbander i København.
- Det er en helt uholdbar og uacceptabel situationen. Vi vil derfor sætte en stopper for det med en hård og kontant plan. Rockere og indvandrere skal ikke have et eneste minuts ro, sagde Brian Mikkelsen.
Regeringen vil fordoble straffen for banderelateret kriminalitet som drab og vold.
Stramningen betyder, at en dom for drab, der tidligere gav 12 års fængsel, nu kan give livstid.
Regeringen vil også fordoble straffen for at påvirke vidner og tredoble straffen til halvandet års fængsel for at hindre ambulancefolk eller redningsfolk i arbejde.
Pakken betyder også, at udlændinge, der bliver idømt en ubetinget fængselsstraf, kan udvises.
Det bliver også lettere at lave telefonaflytning af kriminelle ved bandekriminalitet.
Justitsministeren forventer, at pakken kan vedtages i Folketinget i løbet af foråret.
kilde http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/article1135104.ece |
ad d. 04/03/2009 16:30:01
0 Kommentarer ·
8147 Fremvisninger ·
|
En bajer til 2.000 kr. ? |
Kan en øl koste 2.000 kr.? Ja, åbenbart, det er i hvert fald, hvad Carlsberg tager for deres Vintage 2, en fadlagret baltic stout – eller 2009 kr. for at være helt præcis.
Hvordan finder man på sådan et beløb ? Man kigger såmænd på vinens verden, hvor det langt fra usædvanligt, at en flaske kan koste 2.000 – bordeaux 1. cru koster faktisk mere end det dobbelte i en god årgang.
Hvis en flaske vin kan koste 2.000, så kan en øl også, lyder logikken fra Carlsbergs side. Det store bryggeri forsøger nemlig på at gå infight med vinen, der foreløbig ser ud til helt at have vundet kampen om det danske middagsbord – der sælges i dag ligeså meget vin som øl herhjemme, også set på volumen, og ølsalget er vel og mærke stadig faldende.
I Carlsbergs markedsføringsafdeling mener man, at slaget skal slås på vinens højborge, som er byens Michelinbestjernede restauranter. Problemet for disse er, mener man i Carlsberg, at det er svær at tage den samme mark up på øl som det er for vin, og her mener man så at komme restauratørerne i møde med den kanondyre øl.
Med til at skabe den uhørt høje pris er, at man har ladet provokunstneren Marco Evaristti lave fire forskellige etiketter med lyserøde elefanter som motiv. Det er vel det niveau man kan forvente fra en mand, som er blevet kendt på at putte en guldfisk i en blender. ”By Appointment to the Court and people of the Pink State” står der på etiketten. Pink State er et af Evaristtis koncepter om en anderledes human stat.
Sammenhængen mellem Pink State og Carlsberg forekommer kommer noget søgt, ganske som prisen på Vintage 2. Man skal tænke på, at når adskillige vine koster 2.000 kr. og derover, så er det fordi, at markedet har skabt den pris over tiden på grund af høj efterspørgsel.
I Vintage 2’s tilfælde er der tale om en pris frit udtænkt af Carlsbergs marketingsafdeling med det formål at skabe et statement – prisen er med andre ord et postulat. Det er muligt, at det er god markedsføring, men god ølkultur er det ikke i mine øjne.
Og selve øllet: Hvordan smager så det? Godt, skal jeg hilse og sige, brygget som det er på blandt andet skotsk tørvemalt med en meget høj indbrygningsgrad, som en giver en meget tæt og sødmefuld øl, og derefter lagret i tre måneder på nye franske vinfade (barriques), hvilket bidrager yderligere til bryggets ristede aroma.
Både duft og smag og smag er næsten røget hen af spegepølse, på den gode måde. Men i dette tilfælde er det vel ikke smagen, det drejer sig om?
kilde.. http://www.fri.dk/node/42293
|
ad d. 03/03/2009 15:14:19
0 Kommentarer ·
8275 Fremvisninger ·
|
Igen Igen i DK blev dræbt i en byge af skud |
En time efter, at Københavns Politi i aften klokken 20.38 fik anmeldelse om skyderi i Mjølnerparken på Nørrebro, bekræftede Tommy Keil, medlem af politiets efterforskningsledelse, over for ekstrabladet.dk, at den mand, som lå tilbage mellem husblokkene i det uroplagede boligområde, er død. Det var ambulancefolkene, som allerede ved ders ankomst til stedet kunne konstatere, at skuddene havde været dræbende.
Retsmedicinere har nu foretaget ligsyn på stedet, hvor et rødt telt har været rejst over den dræbte. Ritzau oplyste ved 23-tiden, at manden er identificeret som en 25-årig mand af udenlandsk herkomst.
Formentlig 10-12 skud Pårørende til offeret var efter drabet i chok i det nu totalt lukkede område, som var lagt i en jernring af politiet. Det var i første omgang en af de grædende pårørende, som fortalte ekstrabladet.dk's medarbejder, at manden i det røde telt var død af de skud, som har ramt ham.
Vidner kunne kort tid efter skyderiet oplyse til ekstrabladet.dk, at der formentlig var faldet 10-12 skud. Den dræbte er formentlig blevet ramt i maven af flere af skuddene med så katastrofalt resultat, at vidnerne ikke var i tvivl om, at manden ikke stod til at redde.
Senere på aftenen har politiet bekræftet, at der er fundet beviser på 10-12 skud. Den dræbte blev, efter hvad ekstrabladet.dk har fået oplyst, skudt, mens han sad i en bil. Denne bil er totalt gennemhullet af projektiler.
Der er ikke fundet noget gerningsvåben.
Særlig indsats i Mjølnerparken Politiets efterforskningsleder, som siden ganske kort tid efter anmeldelsen har opholdt sig i Mjølnerparken, oplyser ifølge Ritzau, at vidner har set en sølvfarvet kassevogn køre væk fra fra Mjølnerpaken ad Tagensvej mod Bispebjerg. Ifølge efterforskningslederen var der tre-fire personer i bilen.
Mjølnerparken er et af de områder i København, hvor politiets skærpede indsats fra denne uge har skullet skabe ro og tryghed og forhindre, at de seneste ugers voldsomt eskalerede brug af skydevåben i København fortsatte.
Kilde..http://ekstrabladet.dk/112/article1132756.ece |
ad d. 28/02/2009 04:52:17
0 Kommentarer ·
7893 Fremvisninger ·
|
|