Tempelstriden

Hvem skal man tro, Thailand eller Cambodja, når de gensidigt beskylder hinanden for at være årsag til de blodige grænsestridigheder ved Preah Vihear-templet på grænsen mellem de to nationer? Og hvem har egentlig retten til templet? Cambodja holder sig naturligvis til den internationale domstols afgørelse om, at templet tilhører Cambodja.

Thailand fastholder, at det ikke er templet som sådan, der er anledning til striden, men at det handler om, at der aldrig er lavet en reel grænsedragning i området omkring templet, som Thailand gør krav på.

Men uanset hvad svaret er, truer denne konflikt, som ikke har religiøse årsager, men i høj grad nationalistiske, med at udvikle sig til en egentlig krig mellem de to nationer, og den påkalder sig nu international opmærksomhed, for ingen har brug for flere konfrontationer i Asien.

Den aktuelle strid om adgang til templet begyndte for tre år siden, men den er i virkeligheden en århundredlang konflikt, for siden slutningen af det 19. århundrede har Thailand og Cambodja højlydt og flere gange med våben søgt at dokumentere deres ret til det område, hvor templet ligger.

Man troede, at afgørelsen var fundet, da Den Internationale Domstol i Haag i 1962 med ni stemmer mod tre og med udgangspunkt i et kort fra 1907, som viser, at templet ligger i Cambodja, fastslog dette som en kendsgerning. Men domstolen gjorde ikke sit arbejde færdigt, for der kom ingen afgørelse om ejerskabet til områderne omkring templet, og siden er problemerne vokset og er nu kulmineret i blodige militære sammenstød.

Nok gav Thailand modvilligt templet tilbage til Cambodja, men hævdede fortsat at have retten til områderne omkring det, og i juni 2008 fulgte så den thailandske militærintervention i en pagode, som ligger tæt på templet. Siden har der været syv militære konfrontationer i denne strid, som ikke mindst nationalister i begge lande gør, hvad de kan, for at puste til.

I det seneste sammenstød, som sluttede med en våbenhvile for et par dage siden, blev ti soldater dræbt, og de fortsatte gensidige beskyldninger understreger, hvor farlig situationen er, og hvor nemt den kan udvikle sig. 

Der er stadig et spinkelt håb om, at Thailand og Cambodja finder et kompromis, når de to landes premierministre i næste måned mødes. Hidtil har ingen af de to nationer villet bøje af. Men en ting burde begge parter kunne forstå: At jo længere denne konflikt trækker ud, des større er risikoen for, at de for alvor kommer på kant med hinanden. For Thailands vedkommende handler det også om, at dets internationale omdømme lider skade, for uanset hvor ansvaret skal placeres, er det det store Thailand, der i stigende grad betragtes som den stygge ulv, og det lille Cambodja, der har Rødhættes rolle.

Thailand kan gøre en ende på striden, hvis det thailandske parlament viser vilje til at lægge nationalistiske og indenrigspolitiske spørgsmål til side og til at overtrumfe militærets modstand mod at give indonesiske fredsmæglere adgang til det omstridte område.

Men sandsynligheden taler for, at hverken Thailand eller Cambodja vil bøje sig, og at striden fortsætter med de konsekvenser, den har for de civile i området. Det er som altid i disse ulykkelige grænsestridigheder dem, der må betale prisen for politikernes manglende evne og vilje til at finde en løsning.

kilde