Bruger
Antal indlæg: 1146
Tilmeldt: 24.10.09
Status:
Offline
|
05.06.2011 Sangkhlaburi - Kanchanaburi
Godmorgen Dagbog.
De sidste oplevelser i Sangkhlaburi og omegn
Der blev taget en ordentlig slapper efter de strabadser vi havde udsat os selv for, så der skete ikke en dyt de følgende dage hvor vi blev i bungalowen og kun trissede ned til markedet om aftenen for at ose.
Den ellers planlagte og aftalte sejltur på floden blev osse aflyst på grund af vejret, det var overskyet hele dagen, og der kom en kraftig vind der ville have gjort turen mindre sjov. Så fætter Finn måtte kigge langt efter de lovede penge, skyerne der truede med regn fra morgenstunden og som havde givet vand hele natten, ville have ødelagt billederne og være spild af penge, så et no go.
Så jeg fik styr på billederne så de er lige til at uploade når den tid kommer, og ellers skrevet i Dagbogen og fik skrevet alt det jeg havde glemt. Kat som var helt smadret i benene, jamrede sig gevaldigt og opholdt sig på langs mens det uundgåelige Tv kørte med alle skandalerne, og nyheden om at Thaksin nu udtalte at ‘hans’ parti (som han ellers har undsagt !!) havde en 4 punkt plan klar hvor amnesti til ham selv, var det første på dagsordenen så han kunne komme tilbage og reddet landet
Men nyheden om at der var skyderi ved de 3 Pagoders Pas var nok det mest spændende den dag, Kat snakkede om at tage hjem til Nonthaburi og gemme sig under dynen. Fint nok sagde jeg, og stak hende 500 Bht til hjemturen. Den scorede jeg ikke på, og der var lidt mumlen og surhed de næste par timer
Men hun blev god igen, og resten af dagen gik godt og var en behagelig afveksling fra de travle dage vi havde haft. Ejeren kom ned og spurgte hvorfor vi ikke var ude i dag, og fik at vide at vi var trætte. Det var vi osse, så det var ingen løgn, men jeg måtte ikke fortælle hende sandheden, nemlig at madrassen var for hård til mig, med dertilhørende smerter. Jeg smilede bare bredt og blev belønnet med et mellemmåltid som igen smagte alt for godt, så skålene var slikket rene da hun fik dem tilbage igen, og jeg havde ondt i maven
Efter al den afslapning var vi klar til turen tilbage til Kanchanaburi der startede tidlig Tirsdag morgen, vi ville tage den lokale bus til 130 Bht pr snude for en 3 timers tur til Sai Yok Noi og ikke minivan. Så vi sjoskede de 2 kilometer ind til busstationen klokken 8 morgen i en lummerhed varme der fik svedperlerne frem mens vi fik set det sidste af ‘byen’. Synet af de utrolig beskidte og fattige mennesker der gik og samlede nedfaldne frugter op, sætte sig på hug hvor de end fandt dem for at spise dem, var ikke særligt opmuntrende at se på. Dem vi havde set før gøre det, bar på små børn i lige så beskidte klude og gjorde ondt at se på. For her gik der en i deres øjne, stinkende rig falang der ikke var nødt til at samle noget op fra gaden. Jeg bryder mig ikke om at se så meget elendighed i bevidstheden om at der findes millioner af den slags mennesker som jeg ene person ikke kan hjælpe eller gøre noget for, så jeg kigger altid den anden vej når jeg oplever det. Kat snakkede om her på vejen på vores sidste dag i byen, at hun havde kigget og kigget siden vi var kommet, og forstod ikke at der var så mange børn alle vegne og slet ikke så unge mødre som hun sagde ikke var mere end 12 - 14 år gamle. Hvorfor giver regeringen dem ikke medicin så de ikke kan få børn sagde hun og pegede på nogle små børn der legede ved et usselt skur af et hus. Uden tøj og siddende på jorden så det forfærdeligt ud selvom de tilsyneladende morede sig, en mærkelig verden !!!
Nå vi nåede endelig frem til en ventende bus halv fyldt med pludrende mennesker her 1 ½ time før afgang, Kat som selvfølgelig frygtede at der ikke ville være plads til os, og ville sætte sig op og vente, fik kun ét halv ondt blik før hun forstod at det vist var en dårlig ide. Så vi satte os og spiste morgenmad nu vi ikke havde fået noget om morgenen desværre, for samtlige måltider vi havde fået af ejeren af bungalowen, var en fantastisk oplevelse og kan kraftigt anbefales hvis man altså kan spise godt krydret Thaimad
Hun havde haft en restaurant sagde Kat, og hun lavede mad til lægerne på byen hospital som garanteret alle som én er overvægtige
Vi havde betalt aftenen inden efter at have hævet penge nede ved markedet hvor de 2 eneste ATM maskiner stod, 2.000 Bht betalte vi for alt inklusive, så et meget billigt ophold når man tænker på alle de måltider vi fik. Hun, fortalte Kat mig, kunne godt lide mig og hende selvfølgelig, på grund af vores stille måde at være på, og ville hellere end gerne have os på besøg igen til en meget billig penge. Så det må vi se på hvis vi tager derop igen en dag, for billederne af det halvt oversvømmede tempel mangler stadig i samlingen
70 Bht blev betalt for to portioner mad og 3 flasker vand inden vi satte os op i bussen hvor jeg havde udtænkt mig en plads hvor jeg ikke blev forstyrret af nogle vindueslister eller andet der kunne forstyrre udsynet. Det fik desværre chaufføren til at tro at jeg ikke kunne leve uden musik, så det store anlæg med en dyb rumlende bas nede fra bagagerummet, blev sat på høj styrke inden han gik tilbage til restauranten igen den skurk og lod mig i stikken
Jeg havde rigelig tid til at tænke over de dage vi havde brugt deroppe mens vi sad og ventede på at bussen skulle køre. Det havde været en speciel oplevelse at se noget af det som Thailand også indeholder, nemlig ekstrem fattigdom og forskelligheder !! Men bortset fra alt det negative og sørgelige vi så, havde det været en pragtfuld tur ud i naturen langt væk fra det jeg kendte. Og på vores ture rundt på gåben og på knallert, så vi kun får turister. Men nede ved 7 og på P. Guesthouse hvor jeg lejede knallert så vi mange turister, så mine tanker blev bekræftet, turisterne vælger pakketurene frem for en tur på egen hånd !!
Jeg valgte bevidst at søge freden og roen og muligheden for at opleve naturen hvorimod turisterne valgte at blive der hvor de nu engang havde indlogeret sig. Sådan er vi forskellige, og det skal der også være plads til, hvis ikke havde jeg godt nok haft problemer med at nyde den ned ved broen alene !!
Men jeg havde nydt det big time uden dog at ville bo der, for jeg ville have begrænsede muligheder for at køre rundt og se noget andet på grund af den lille afstand til grænsen til Burma og de medfølgende problemer, hvor der til trods for hvad der bliver skrevet om sikkerheden, er lidt risikabelt at tage rundt på egen hånd som er mit foretrukne tidsfordriv, men igen, en fantastisk oplevelse
Nå, som næsten forventet, startet bussen op med et drøn et kvarter før den kridt skrevne afgang på tavlen og afsted det gik i den her forkromede bus i røg og damp. Op og ned af bjerge og bakker i et meget højt og lavt tempo der var en oplevelse uden lige og gjorde turen meget spændende. Mine forventninger om at tage en masse billeder af alt det jeg havde set på vej herop uden mulighed for at tage billeder, gik totalt i vasken på grund af chaufførens kendskab til ruten. For hulen det gik over stok og sten, hjørner blev skåret så sten og skidt stod ud til siden så voldsomt at jeg måtte opgive mine drømme om alle de fantastiske billeder. Jeg måtte uden at lyve, bruge alle mine kræfter på at holde fast. Kat fik en søforklaring om at kameraet var i stykker fordi jeg ikke kunne få et ordentligt billede, og ikke sandheden, at jeg ønskede at opleve i morgen, men sjovt var det nu alligevel
De første 30 kilometer blev klaret på rekordtid, 1 time og 5 minutter tog det kun og var en oplevelse for livet. Så allerede der forstod jeg hvorfor turen var fastsat til at tage 3 timer, der var trods alt 91 kilometer til målet !!! Folk holdt af en eller anden grund kaje på turen og gav mig en mistanke om køresyge, men jeg er ikke sikker
På grund af urolighederne var der mange flere kontrolposter end på udturen hvor alle pas grundigt blev studeret, selv mit måtte jeg vise som jeg kunne se de ikke fattede en hylene fis af. Et af stederne blev det endda læst og studeret på hovedet
Pludselig holdt vi en halv times pause i Daichong Hong hvor folk selvfølgelig skulle spise og besørge, vi holdt på et lille marked hvor der var et liv og leben uden lige. Som mange andre steder jeg har været her i Thailand, stank der gevaldigt af toilet alle vegne som dog ikke så ud til at genere folk, de gnavede på liv og løs og hyggede sig. Kat vrængede på næsen og sagde sokkapok (beskidt !!!) og nægtede at spise overhovedet, så vi stod bare der i solen og ventede på at turen fortsatte mens duftene af alle de herlige retter der bølgede gennem luften, pirrede næsen og maven. En herlig oplevelse ude midt i ingenting som jeg var glad for at opleve, for alt er sgu så forbandet strømlinet i vores liv efterhånden at vi ikke tør træde ved siden af og tage en chance !!!
Endelig passede det chaufføren at sætte sig bag rattet igen, hornet som han var gift med tror jeg, fik igen noget at lave. For hver 100 meter tjekkede han lige om det virkede til stor irritation for mig der lige havde brugt næsten en uge på at komme væk fra præcist det samme, hovedpinen begyndte igen at banke mens jeg prøvede at regne ud hvor langt der var endnu til Sai Yok Noi. Bussen kører hele vejen til Kanchanaburi og ingen problemer i det, men jeg ville gøre noget skævt, og valgte at stå af i Sai Yok og tage toget fra Nam Tok til Kanchanaburi. Så billetmanden som Kat i øvrigt var gal på fordi han ikke gav hende en billet som hun var vant til, og beskyldte ham og chaufføren for at være banditter og bus pirater og stikke pengene i egen lomme, stoppede bussen på hovedvejen ved Sai Yok og smed os af.
Og der kom Kat godt nok på prøve skal jeg love for, for vi havde haft en snak om at jeg meget gerne ville have at hun begyndte at tænke og ikke som før stå med et tomt udtryk i øjnene når jeg bad hende om noget. Hun blev sendt over på den anden side af vejen hvor der lå en 7 biks for at spørge hvilken vej vi skulle gå for at komme til stationen, der var ifølge Internettet kun 2 kilometer væk, og altså ingen stor udfordring på gåben. Hun kom tilbage og fortalte at hende hun havde snakket med ikke vidste noget, og her stod forståelsen af, for hun tænkte ikke så langt at spørge en anden i stedet. Så der stod vi så og stod, mig gal i skralden fordi vi jo lige var blevet enige om at hun skulle prøve at tænke, og hende fordi det gik op for hende at hun ikke viste hvad så !!
Jeg er ikke sindssyg eller vanvittig, men hvor svært kan det være at spørge om hvad vej man skal gå ??
Det fik jeg vist nok fortalt hende et par gange samtidig med at jeg var tålmodig på grund af hendes ‘fangenskab’ i restauranten, så jeg overtalte hende til at gå over at snakke med en ældre dame og spørge om hvordan vi kom til Nam Tok. Og endelig lykkedes det hende at give mig et svar på mine spørgsmål, vi skulle vente på en songthaew som kørte til stationen og som kørte med jævne mellemrum fik jeg at vide
Jeg fik stadig ikke noget svar på hvilken vej vi skulle gå og var irriteret over det, men nu var vi da kommet til at hun vidste nogenlunde hvad der skulle ske, al begyndelser er svær
Og som ud af ingenting kom der dælme en songthaew efter at vi havde siddet og ventet en halv times tid der kørte os til stationen på 2 minutter, æv hvor jeg ærgrede mig over ikke at have gået den bid vej, men nu kom vi da så langt, så det var okay.
Lidt mad blev gnavet inden det larmende tog endelig begyndte den 2 timer lange tur til Kanchanaburi hvor jeg koblede hjernen fra og nød udsigten, vi skulle efter planen ankomme til broen over Kwai klokken 17.45 som de små 60 kilometer tog. Rumlen og skramlen fra de gamle og meget brugte togvogne var sgu ved at få mig til at dratte ned af sædet af den hypnoseagtige dunken fra hjulene selv om der var hårde træsæder og meget lidt komfortabelt, men det var meget søvndyssende samtidig med at det var meget larmende og meget primitivt. En lystig tur hvor Kat fik set noget af det land hun er født i, og ikke kender overhovedet, så nysgerrige spørgsmål kom som pistolskud konstant når vi så noget der var nyt for hende. Rustrød frugtbar jord man kunne skimte mellem de meget lysegrønne skud af grøntsager af enhver slags var et fantastisk syn, om som selvfølgelig blev navngivet af mesterkokken som blev sulten af at kigge på alle de her forskellige slags grøntsager, så det var en underholdende tur
For at overholde køreplanen ankom vi til broen et kvarter for tidligt klokken halv seks, trætte og beskidte efter en lang dag i bus og tog hankede vi op i vores respektive rygsække og stod af og mig som eneste falang. Det undrer mig gevaldigt at ingen tager på egen hånd og oplever, alle som én tager en komfortabel hurtig bus eller minivan og ser ikke en skid som for mig er uforståeligt !!!
Nå, jeg havde besluttet ikke at sove på Blue Star som før, madrassen der som jeg har prøvet et par gange nu, er ikke særlig god for min gamle ryg. Så jeg ville gå et andet sted hen denne gang som jeg havde set før, Sam’s House hedder det og ligger som næsten nabo til Blue Star. Men vi fik ikke lov at gå særligt langt før vi blev standset af nogle høje hyl fra Pi Duck min gamle taxi ven som genkendte os, så selv om jeg egentlig hellere ville have gået de par kilometer efter at have siddet ned hele dagen, endte det med at han kørte os til det nye sted hvor jeg besluttede mig for at blive til trods for at prisen på 500 Bht var lidt høj. Men jeg var brugt og træt og gad sgu ikke rejse mere den dag, så her bor vi nu
Det var en lang og farefyldt dag Buddha, men du passede på os som du skal have tak for….…
Hav en god dag.
Med Venlig Hilsen.
Pen. |