Antal indlæg: 247 Tilmeldt: 09.11.09 Status: Offline
I Manilas slum bor en mand med et hjerte af guld, der ser det som sin fornemmeste opgave at give de fattige børn den samme chance, han selv fik engang. Det eneste, han beder om, er lidt hjælp til at dele mad ud.
Solen bager nådesløst, og selv om det endnu er tidligt på dagen, får det subtropiske klima i Manila tøjet til at klæbe til huden, som vi bevæger os dybere ind i slummen i den filippinske hovedstad.
Under en motorvejsbro løber en ildelugtende å, der ligner en åben kloak. En brun klæbrig masse flyder dovent af sted, og den sødlige ramme lugt af rådnet affald stikker fælt i næseborene.
Høns og forpjuskede løse hunde løber rundt på de møgbeskidte flodbredder, hvor kvinder er ved at forberede mad over små bål. Her bor omkring hundrede mennesker, klinet op til broen i små celler lavet af træ og papkasser.
På trods af de kummerlige forhold bliver vi modtaget med smil og åbent sind og sågar inviteret med indenfor i den klaustrofobiske beboelseslabyrint.
Det myldrer med børn i alt fra babystørrelse til teenagealder, og de er særligt henrykte over at få besøg af Edwin Nombre Pamanian. De ved nemlig godt, at der er noget positivt i vente, når han kommer på besøg.
Edwin Nombre Pamanian har taget os med på tur til en af Manilas mindre kendte sider – i hvert fald for turister. Han er 37 år, gift og har to børn. Og så er han praktisk talt vokset op på gaden i ét af mega-byens fattigste slumkvarterer.
»Jeg er faktisk ikke tur-guide, for jeg aner intet om den filippinske historie. Lad os sige, at jeg er jeres ven, som vil tage jer med rundt og vise jer det ægte Manila,« introducerer Edwin Nombre Pamania