Antal indlæg: 3629 Tilmeldt: 20.02.09 Status: Offline
PASTOREN
For styrmanden var en dårlig start på dagen. Først blev han uvenner med kæresten fordi han først kom hjem hen på
morgenstunden med en tyve hestes brandert, efter at kæresten var gået på arbejde faldt han i søvn igen og vågnede
nu langt op af formiddagen. Han skulle møde på rederikontoret for at aftale ny udmønstring, dette kom han
selvfølgelig for sent til, og bjærgede sig nok en skideballe af rederen, den skibsreder havde nu heller ikke sans
for livets genvordigheder, og mente at et bedre liv uden sprut og i særdeleshed uden kvinder, måtte være det næste
store projekt hans stakkels styrmand passende kunne sætte i gang.
Dette blev nu indledningen til en halv times forelæsning, om et anstændigt forhold til sin reder, om hvor lidt
samme brød sig om, at blive forstyrret klokken elleve om aftenen af en meget beruset styrmand, der absolut
måtte have tusinde kroner på forskud, da han desværre var kommet til at lave en regning på værtshuset og nu var en
taxa så på vej efter pengene, det går kun denne ene gang min herre, en skibsreder har vel også krav på lidt frihed,
eller hvad? Eller styrmanden husker måske da skibet var på værft? Nu var det ikke just værftet der optog den herre,
eller husker jeg måske forkert, jeg er nu helt sikker på det var dig, min herre, jeg personligt måtte hente på værtshus
hvor jeg fandt den herre, sovende på en hylde i baglokalet og efter en længere diskussion måtte bringe ombord for
at starte hjælpemotor og fandeme også måtte bringe tilbage på værtshuset igen fordi herren trods alt havde fridag.
Nå, men efter omtalte halve time, tre kopper sur kontorkaffe, man turde sgu ikke spørge om rederen gav en
bajer, og lovning om at være klar til udmønstring om en uge, slap styrmanden endelig ud af rederens domæne. Nu
skulle det gøre godt med en bajer, til at dulme tømmermændene med, de havde rigtigt muntret sig under besøget
på kontoret, så styrmanden satte nu kursen mod stamværtshuset, og dette uden at deviere fra kursen.
Vel omsluttet af Rysborg´s, sikker favn, Rysborg var navnet på stamværtshuset, og den første bajer skyllet ned,
kunne styrmanden begynde at se alvorligt på den nye dag, et blik på servitricen sagde ham, han nok ikke var den
eneste der sloges med tømmermænd, men hun havde også været med på galejen sidste nat, så de blev enige om at et
par Gammel Dansk nok ville være på sin plads.
Efter endnu et par af disse, kom "snesejleren" ind, han havde været en tur på havnen for, som han sagde, man har
godt af lidt frisk luft, men han så nu ikke ud til det var det han fik mest af.
Senere kom Ernst og Per, så var ganget samlet igen, og snakken gik frem og tilbage. Per havde også været oppe på
rederikontoret, men da det nu var lidt op af dagen, havde skibsrederen været mere medgørlig, ja næsten i godt
humør.
Det tror da fanden, med den skideballe jeg fik tænkte styrmanden, men han skulle dog nok dy sig for at berette
nærmere, om hvad der var blevet talt om tidligere på dagen. Per fortalte nu, han skulle ud med samme skib som
styrmanden, så de måtte nok snart til at tænke på at slå proppen i for denne gang, men et par afsejlere skulle de da
nok kunne tillade sig.
Der blev nu drukket og fortalt historier en tid, alle havde lige en ren og skær sandhed som skulle fortælles, at det
med sandsynligheden i det fortalte, var så som så, gjorde det ikke mindre spændende, men efterhånden ebbede det
ud med nye historier, man havde gået på land for længe og havde ikke rigtigt oplevet noget, de andre ikke vidste på
forhånd, hvordan skulle det for resten kunne være anderledes, det eneste tidspunkt ganget ikke var samlet på, var når de en sjælden gang var hjemme og sove, og selv her skete det ikke så sjældent, når man vågnede op, sad tit en af
makkerne og sov i en stol, han var ikke nået ud af døren før trætheden overmandede ham.
I stedet gik man nu over til at rafle, der blev raflet "løgn", det var de alle gode til, og når servitricen havde tid,
deltog hun gerne.
Det var nu blevet et godt stykke op af dagen, raflingen gik lidt trægt og sulten begyndte at melde sig, man
kunne ikke rigtig tage sig sammen til at gå hjem og få noget at spise, det var også kedeligt at spise hjemme alene,
kun Ernst var gift, men han skulle afgjort ikke hjem til "madammen", så var der lukket for mere udgang i dag,
og det var en for ham ulidelig tanke, at skulle underholde hende resten af dagen, så hellere sulte.
Men så galt skulle det ikke gå, man blev enige om at rafle om, hvem der skulle gå efter smørrebrød, det blev
styrmanden der tabte. Lige inden han gik, kom der to fremmede ind og satte sig ved nabobordet, et par store
fyre, sikkert fiskere eller søfolk, ellers var der ikke andre i lokalet, det var midt på ugen og som sagt tidlig på
dagen endnu, så servitricen syntes det var en god ide med et stykke smørrebrød.
Da styrmanden kom tilbage med smørrebrødet, hilste de to fremmede meget venligt på ham og stak hovederne
sammen i hviskende samtale, det lagde styrmanden nu ikke så meget mærke til fordi Per forlangte en forklaring
på, hvorfor det skulle tage så lang tid at hente et par stykker smørrebrød?
Styrmanden forklarede at slagteren da skulle have tid til at smøre brødet, - ja, sagde Per, - og du skulle have tid
til et par bajere på beværtningen på hjørnet, men ok hvis selskabet keder dig kan du jo bare skifte værtshus.
Styrmanden måtte indrømme, at en enkelt bajer var det blevet til og slap for yderlig brokkeri ved at give en
omgang snaps til maden, som i mellemtiden var kommet på bordet.
Da maden var spist og skyllet behørigt ned med diverse snapse og øl, henvendte den ene af de fremmede sig og
undskyldte så mange gange, men han ville gerne have lov til at give en omgang. Det var der straks stemning
for, de fremmede blev inviteret hen til bordet, der var jo ingen grund til at de skulle sidde for sig selv, når der
nu ikke var flere gæster.
Styrmanden lagde godt mærke til at makkerne sad og grinte fjollet, men tog sig ikke nærmere af det, de
fremmede viste sig at være færinger, henholdsvis skipper og maskinmester fra en stor trawler der lå på værftet, de
hilste pænt og gav hånd hele vejen rundt bordet, særligt hilste de på styrmanden, og skipperen sagde, - at det var
dejligt at se en så menneskelig præst, en præst, der også turde vise sig blandt folket, andre steder end i kirken.
Styrmanden studsede godt nok lidt over den svada, men i sin lidt omtågede tilstand lagde han nu ikke mere i
det, færinger er jo et lidt mærkeligt folkefærd, sådan temmelig gudfrygtig, så det var nok et eller andet ritual de
havde, det kom ikke ham ved, han var mere interesseret i om de ville rafle, noget skulle de jo fordrive tiden
med.
Det ville færingerne godt, men de var lidt tilbageholdende, for var det nu også passende, når der nu var en præst til
stede? Hvad fanden mente styrmanden, her er sgu ingen præst, ej heller fanden, så lad os så komme til at rafle.
Begge færinger så meget betaget ud, som de sagde - forstod de godt at en præst også skulle slappe af fra den
gejstlige gerning en gang imellem - så kom bare frem med bægerne.
Der kom gang i bægerne, og der blev fyldt godt i glassene også, så stemningen blev hurtig lystig. På et tidspunkt
var styrmanden og Ernst på toilettet, og styrmanden sagde at han mente de to færinger var gode nok, men de
virkede nu lidt skinhellig med deres præstekævl, nu kunne Ernst ikke holde masken mere, men var ved at
omkomme af grin.
Han fik dog fortalt styrmanden at medens han havde været efter smørrebrød, havde den ene færing spurgt efter
hvor de kunne finde sømandskirken, de ville nemlig gerne veksle et par ord med præsten.
Per havde straks anet sjov i gaden, så han havde fortalt ham, at det var sømandspræsten der lige var gået, men de
kunne være helt rolige, han var bare gået efter smørrebrød og det var hans fridag, hvis de havde lidt tålmodighed,
kunne pastoren sikker overtales til at tale et par ord med dem senere, men de måtte endelig ikke presse for hårdt
på, for pastoren kunne godt blive lidt pirlig, når det nu var hans fridag.
Styrmanden syntes absolut ikke det var særligt sjovt, og ville fortælle færingerne at han sgu ikke var præst, men det
kun var noget de andre havde fundet på, sådan noget pjat. Her fik Ernst dog hurtig slået en klo i ham, han ville da
for fanden ikke ødelægge færingernes dag af, nu havde de endelig fundet en pastor, de kunne se op til, en som
åbenbart passede dem udmærket, nej, nu havde han sgu bare at spille rollen til ende, det kunne de jo få meget sjov
af, og færingerne så de nok ikke igen, og i styrmandens beduggede tilstand indvilligede han i at forsætte, men de
andre havde nu også bare at spille med.
Raflingen ved bordet forsatte, styrmanden opdagede på et tidspunkt at "snesejleren" snød, og nu mente han at
det var på tide at leve rigtig op til sin nye rolle. Han stoppede spillet, kiggede meget alvorligt på den stakkels
"snesejler", og spurgte om det var takken for, at han, en gejstlig præst, der tog sig af de arme søfolk når de var på
land, at de ikke faldt i fristelse til druk og andet djævelskab, at han, der for at kunne lede dem på rette vej selv
var nød til at opholde sig på steder som dette og deltage i spil og drikke sammen med dem om end han holdt
igen, netop for at kunne lede dem.
Her faldt der en bemærkning fra servitricen, hun mente sgu ikke der var nogen af de tre kumpaner der havde
noget at lade hinanden høre af, Ernst fik hende hurtigt stoppet, sæt hun gik hen og røbede det hele, nu det lige
gik så godt.
"Snesejleren" så meget brødebetynget ud, og forklarede at han sandelig ikke snød, men det var et uheld at
terningen blev vendt med tommelfingeren, og dette skulle aldrig ske igen. Styrmanden var nu ikke sikker på
hvordan man greb en sådan helligbrøde an, men lod sig dog forsone med at en omgang gammel dansk uden for
spillet nok kunne være bod for det skete, men han forlangte også, at den arme synder havde at indfinde sig i
sømandskirken for yderlig at vise sin anger.
Færingerne var meget betaget af optrinet, se her var en præst, der efter deres mening havde den rigtige indstilling
til sit kald, han kunne både være med ved bordet, og så sandelig både sætte en synder på plads, og også tilgive, det var
noget man kunne forstå. Deres egen præst hjemme i bygden kunne slet ikke hamle op med sømandspræsten, godt
nok kunne deres præst nok tage en snaps sammen med dem, men det skulle foregå meget diskret, og hvis det
endeligt lykkedes dem at drikke præsten fuld, skældte deres kvindfolk dem huden fuld og de havde en værre
ballade lang tid fremover.
Da alle ved bordet efterhånden var blevet temmelig bedugget, det kneb med at se terningerne, meldingerne var
mildest talt blevet lidt uklare, blev man enige om at indstille spillet midlertidigt. Færingerne ville gerne have deres nye venner med en tur ned ombord på deres skib, resten af besætningen kunne nok have godt af at møde
pastoren, som de nu kaldte styrmanden, og de tre venner skulle selvfølgelig også med, så alle blev enige om at
hvis et passende transportmiddel kunne fremskaffes ville det være fint.
Der blev arrangeret en taxa og alle seks drog nu til værftet, ved porten ville portneren vide hvad dette lystige
selskab skulle på værftet, men han opgav hurtigt at få noget fornuftigt ud af forsamlingen og da han havde fået
bekræftet, at færingerne hørte til på trawleren, fik de lov at komme ind på værftet.
Portneren havde dog lidt besvær med at forstå al den snak om sømandspræsten, men som han tænkte, færinger er
nogle løjerlige mennesker både temmelig tørstige, men også meget religiøse, så det skulle ikke undre ham at de
havde en sømandspræst ombord. Ham kunne de fire lokale søfolk nok have godt af at møde, dem kendte han
nemlig af omtale og det var ikke ligefrem skriftens ord der trykkede dem. Ombord på trawleren havde man nu
ikke siddet og kedet sig, da selskabet kom ned i messen var et større gilde i gang, og de ny ankomme faldt
hurtigt ind i rytmen, dog blev der lidt tavshed, da skipperen præsenterede besætningen for sømandspræsten, denne
tog det nu meget roligt og sagde, at der i hans store bog ikke stod noget om at menigheden ikke kunne more
sig, og når menigheden ikke kom til præsten, måtte præsten jo komme til menigheden.
Denne bemærkning fik alle til at mene, det var en af de rigtige præster de her var i selskab med og den lystige
stemning forsatte. Efterhånden som der kom flere flasker på bordet, blev stemningen derefter alle var for at sige
det mildt, ved at være godt visne og pastoren ikke mindst. Skibets kok havde fra starten været lidt skeptisk
overfor pastoren, han kunne ikke rigtig tro at styrmanden virkelig skulle være den sømandspræst han udgav sig
for og mente at han skulle bevise det.
Så han hentede nu sin bibel og forlangte at styrmanden skulle holde andagt, se nu var gode råd dyre både
styrmand og vennerne var klar over at hvis færingerne fandt ud af hvordan sagerne hang sammen ville der blive
ballade, det ville nok ende med en røvfuld og det var de absolut ikke interesseret i.
Men selv om styrmanden var fuld som en katolsk pater ved midnatstid, rejste han, sig greb bogen og påråbte sig
stilhed under andagten. Alle tav, dog var der en enkelt der var faldet i søvn, så en let snorken lød, dette var dog
ingen hindring for styrmanden, han begyndte nu at messe med høj stemme og på et sprog ingen forstod, men
alle lyttede. Efter nogen tid slog han over i forståelig dansk og til vennernes store forundring begyndte han at
citere noget, som de nok mente havde med Biblen at gøre, dog var de ikke sikker, det var længe siden de havde
hørt om Johannes der gik på vandet og som blev slugt af en hvalfisk, eller om Jesus der kom til fest, kun
medbringende en kande vand, men på en eller anden måde fik den byttet med en flaske gammel dansk.
Under denne seance var der et par stykker til der var faldet i søvn, der i blandt kokken, men en flad hånd i
bordet fik folket op på mærkerne igen og alle syntes at det var en fin prædiken og selv kokken måtte bøje sig, de
havde så sandelig fået besøg af en rigtig præst.
Styrmanden så helt saglig ud som han stod der i sin store brandert, han var helt svedig og meget tørstig og først
nu opdagede han, at Biblen han stadig stod med opslået i hånden, var skrevet på færøsk, han forstod ikke et kuk af
det der stod på siden. Han skyndte sig at ligge den væk før nogen opdagede den, og samtidig takke skipperen ham
så overstrømmende for den fine prædiken han havde holdt, han ville nu have kokken til at diske op med mad, og
der opstod en større diskussion og her så "snesejleren" en chance for at få hevet styrmanden med ud på gangen.
Herude sagde "snesejleren" at nu var det vist på tide de dampede af, godt nok havde de det sjovt, men det
kunne nemt vende og så var fanden løs i laksegade, så han ville mene det nu var tiden til at pastoren gav en sidste
nadver og de klogelig gik i land.
Den færøske skipper ville ikke høre tale om at slutte festen, nu var de lige kommet så godt i gang, men
styrmanden og vennerne fik ham ligegodt til at indse at i morgen er der atter en dag og de kunne jo ses igen.
Efter endnu et par genstande gik vennerne i land og fandt frem til porten, her fik styrmanden portneren til at
skaffe en taxa, for nu ville han sgu hjem, han skiltes med vennerne der ville videre i byen, han kom også hjem,
men så slukkede lampen og han huskede ikke mere.
Næste morgen var meget slem for styrmanden, han vågnede meget sent, tømmermændene var forfærdelige og han
huskede ikke ret meget fra aftenen før, men dog, at han og vennerne havde været ombord på et færøsk skib, men
hvordan han var kommet hjem og hvornår, det var der ingen erindring om. Efter en hurtig "liverpooler", en
halv liter mælk, der truede alvorligt med at komme tilbage som smør, var han klar til at se verdenen i øjnene,
selv om det var en pine bare at holde hovedet oppe, var han nød til at skulle på Ryesborg for at finde ud af hvad
de havde lavet i aftes. På vejen prøvede han at huske noget, han syntes at kunne erindre noget om en præst men
var ikke sikker på det ikke var noget han havde drømt.
Da han kom ind på værtshuset var vennerne der allerede, også de havde et hold tømmermænd der var stor nok til at
bemande hele handelsflåden med, men servitrice grinede som en flækket træsko og ønskede pastoren en rigtig god
morgen og spurgte til hans velbefindeenhed.
Han fandt dog ikke denne omsorg velplaceret, og bad hende i stedet sørge for at de alle fire fik noget at
reparere med, det kunne vennerne godt tilslutte sig. Efter nogle Gamle Danske og en bajer fik de igen talens
brug, og styrmanden begyndte langsom at fiske efter hvad de dog havde lavet i aftes, der kunne give dem en
sådan gang fuldesyge.
De andre huskede heller ikke helt klart alt hvad der var sket, men efter hånden fik de dog lidt styr på det, og
servitrice kunne også bidrage en del til sagens opklaring, for de tre venner var vendt tilbage til værtshuset, og
efter deres beretning havde de ikke kedet sig, og hun var ikke rigtig sikker på at det de havde fortalt var i
overensstemmelse med sandheden, for det lød mildest talt lidt utroligt. Efter nogen tid, og med indtagelse af
diverse midler mod fuldesyge, altså en flok bajere, suppleret med diverse Gamle Danske, begyndte
hukommelsen langsom at vende tilbage, jo mere der kom for dagens lys, jo mere morede vennerne sig og
styrmanden blev lidt tavs, han kunne ikke rigtig se det morsomme i det de havde lavet, sæt nu færingerne fandt
ud af sagens rette sammenhæng, så var det nok ikke så sjovt.
Medens vennerne døjede deres kvaler, ringede telefonen, da servitricen havde talt lidt, spurgte hun højt, om
sømandspræsten var tilstede. Styrmanden var nær faldet ned af barstolen, og alle vennerne gjorde tegn til hende,
at det var han absolut ikke. Da hun var kommet sig over det latteranfald hun fik, da hun havde lagt røret på,
kunne hun fortælle at det var skipperen nede fra den færøske trawler der havde spurgt efter sømandspræsten, men da
denne ikke var tilstede, ville han træffe ham i sømandskirken senere på dagen, og ville så samtidig bestille bord til
sin besætning og forhåbentlig også sømandspræsten og hans venner til om aftenen.
Der blev tavshed i den lille cafe, gode råd var dyre, og styrmanden tænkte så godt som hovedets tilstand nu tillod,
man blev enige om at det nok var nødvendigt at holde lav profil den sidste tid inden styrmanden og Per skulle rejse, så denne dag måtte så blive afslutningen for denne hjemme periode for vennerne, som Per så rigtig sagde -
der er jo ingen grund til at udfordre skæbnen og de færinger var nu temmelig store.
Der blev ønsket god tur og servitricen lovede at kontakte dem, hvis det skulle vise sig at færingerne tog af sted
først.
Da styrmanden kom hjem, var det helt uvant at være hjemme sådan midt på dagen, men han bestemte sig for at
overraske kæresten med kaffe, når hun kom hjem fra arbejde og han nåede det næsten. Da hun trådte ind af døren
stod han netop med kaffekanden i hånden, hun så meget forbavset ud og udbrød - sig mig, er du blevet hellig her
de sidste dage. Nu havde han ikke kanden i hånden mere, den lå på gulvet i tusinde stykker.
Forfatter: Poul Erik Larsen http://www.pelars...
Publiceret: September 2005
Kopiering og uddrag fra denne tekstudgivelse
må kun finde sted med forfatterens skriftlige tilladelse.
Teksten er ophavsretligt beskyttet ifølge lovgivningen.
Publiceret på http://www.fyldep... - Fyldepennen.
1127945018-26947
Antal indlæg: 3629 Tilmeldt: 20.02.09 Status: Offline
her kommer en ny novelle af Forfatteren: Poul Erik Larsen
LIVETS GANG PÅ HÅBET
Forfatter: Poul Erik Larsen
Publiceret: September 2005
"Volle dit store drog - kan du så komme ud af fjerene!" Marius var godt gnaven denne morgen, og det blev
ikke bedre af at han så Volle ligge og snue nede i lukafet.
"Jamen, Marius dog er det allerede morgen? Er du nu helt sikker på du ikke er kommet for tidligt op." Volle
vrider sig mageligt under de uldne tæpper.
Han har ikke meget lyst til at tørne ud, men et enkelt blik på Marius får ham hurtig til at skifte mening. Volle
mener, i det daglige, at Marius godt kan minde lidt om de der skovtrolde han fik fortalt om som barn.
Men om morgenen er ligheden med omtalte trolde yderst slående. Og når det så bliver krydret med en god gang
morgengnavhed, må man hellere makke ret. Thi en trold er et - en arrig trold noget andet, og absolut ikke til at
spøge med.
Volle og Marius er brødre, og har fisket sammen i mange år. De ejer kutteren 'Håbet' i fællesskab. Marius er
skipper og den ældste af dem. Marius har fisket hele sit liv. Først med deres fader og siden med 'Håbet'. Kutteren
blev købt da Volle vendte hjem til byen igen efter en del år på langfart.
Marius bor i deres barndomshjem sammen med søsteren Marie, en efter Volles mening, ualmindelig gnaven
gammeljomfru. Volle mener ikke hun er til at være i hus sammen med, derfor foretrækker han at bo ombord i
kutteren. Her er ingen kvindefolk til at koste rundt med ham, fortælle ham at han nok burde se at få sig vasket
inden de skal spise og lignende for livet uvæsenedelige ting, som Volle tager lidt let på.
For ham drejer det sig om at livet er så let som muligt. Så ting som at vaske sig hele tiden, huske at skifte tøj og
lignende det skændtes ham og Marie om de første par år, efter at Volle var vendt hjem.
En dag blev det for meget for Volle. Han meddelte Marie, at hun for hans skyld kunne skrubbe til huden faldt
af. Det blev bare ikke hans hud, for han kunne sagtens bo ombord i kutteren hvor der ikke var nogen, der
kunne kommandere med ham, og sådan blev det.
Han kom kun i hjemmet når der skulle spises, samt ved højtiderne, og det kun efter han nøje havde meddelt
Marie, at han ikke ville høre hende klage over hans udseende.
Omsider fik Volle viklet sig ud af tæpperne. Han fik sat vand over til kaffe, og kom så op på dækket for at slå en
streg. Marius havde i mellemtiden fået startet motoren, som nu kunne stå og blive varm medens de drak deres
kaffe. De andre kuttere i havnen var for længst sejlet. Men brødrene havde ikke så travlt. For som Volle sagde,
"hvorfor ha så travlt med at tjene alle de penge, det er da bare til besvær med at få skidtet brugt."
Der var ingen af brødrene, der stillede særlige store krav til livet. Bare de havde så de kunne klare dagen og
vejen, så var de tilfredse. De skyldte ikke nogen penge væk. Kutteren var for længst betalt - det samme var huset.
Penge i banken havde de ikke, de havde ikke tiltro til banker.
Men Marius havde et system de gik frem efter, så når de fik afregning for deres fisk som de landede til
fiskeaktionen, foregik det på følgende måde.
Købmanden bestred brødrenes regnskab. Her handlede søsteren også hvad hun brugte i husholdningen. Når
Marius havde hentet deres afregning på aktionskontoret, gik han til købmanden.
Her betalte han hvad der skyldes siden sidste afregning. Købmanden sørgede også for at deres skat og sygekasse
blev betalt, og som regel havde Volle en lille ekstra regning. Han kunne godt lide en øl og en dram, og havde
gerne et lille lager af disse varer gemt ombord. Man kunne jo gå hen og blive tørstig, også efter at kroen havde
lukket.
Så ville man være ilde stedt, om ikke man havde været forudseende som han gerne forsvarede sig med, når Marius
forelagde ham denne ekstra regning.
Når Marius så havde betalt enhver sit, blev det der var tilbage delt i tre lige store dele. En del til hver af brødrene,
og en del til Marie, som sørgede for de fik mad med på havet hver dag. Som regel spiste de også til aften
sammen alle tre. Hun sørgede for deres tøj, vaskede og reparerede, så de var ordentlige påklædte.
Volle havde en gang protesteret mod, at Marie skulle have lige så meget som han. Hun var dog kun kvinde,
tilmed arrig og umedgørlig, han syntes ikke det var rimeligt at hun skulle have det samme som ham. Så hermed
følger beretningen om Volles trængsler da han gjorde sig uvenner med Marie.
Næste dag, da de skulle til at spise ombord var Volles madkasse tom. Han kunne jo nok regne ud at Marie var
blevet temmelig knotten, men han sagde ingenting. Det gjorde Marius heller ikke. Da de kom i havn om
aftenen, gik han ikke som sædvanlig med Marius hjem for at spise.
Han gik derimod op på kroen, hvor han var gode venner med kromutter. Kroen var Volles tilholdssted når han
ikke var på havet. Når han havde spist sammen med Marie og Marius, gik han gerne på kroen. Her fordrev han
tiden med at fortælle historier fra sin tidligere tid til søs - hvis altså der var nogen der gad høre på - kroens faste
gæster gad som regel ikke. De ville hellere have ham med i et spil kort, noget Volle var helt vild med, men som
regel også noget der kostede ham en del penge. Især sidst på aftenen havde han lidt svært ved at koncentrere sig om
spillet.
Men denne aften havde han regnet med at kunne få sig et måltid mad. Kromutter måtte desværre meddele ham, at
køkkenet var lukket for kokken var syg.
Hvad Volle ikke vidste var, at Marie tidligere på dagen havde talt med kromutter og fortalt hende, at hun syntes
Volle blev mere og mere nærig, og burde have sig en lærestreg. Heri var kromutter helt enig, på kroen ville han
gerne modtage når nogen bød, men var ikke til at drive noget af når han selv skulle give ud, så de stak hovederne
sammen og lagde en plan.
Det så efterhånden ikke så godt ud for Volle. Maven rumlede efter en hel dag uden mad, og øllet smagte ikke
rigtig når man var sulten. Bedre blev det ikke af at kromutter spurgte, om han da ikke havde været hjemme hos
Marie for at spise. Volle ville ikke rigtig ud med hvad der var sket, så han slog det hen med, at man vel nok en
gang imellem kunne trænge til lidt andet mad.
Selv om hans kammesjukker ihærdigt prøvede at få ham med i et spil kort, sad Volle bare for sig selv og så meget
lidende ud. Han blev ikke længe på kroen, men gik lidt slukøret ombord. Sulten nagede ham nu for alvor. Da han
kom ombord gennemrodede han alle gemmer, men der var ikke noget spiseligt ombord på kutteren, de fik jo
altid maden med hjemme fra Marie.
Næste morgen da Marius som sædvanligt kom ombord, så han til sin forundring at Volles køje var tom. Det var
noget der sjældent skete, sidst han huskede, var længe siden.
Dengang var han gået op på kroen for at spørge efter Volle. Men kromutter vidste ikke hvor han var. Kun at det
havde været en meget våd aften og temmelig sent inden Volle var vaklet til havnen, fuld som en allike, han var
kommet med et for kromutter temmelig anstødeligt tilbud. Hvorefter hun havde bedt ham om at forlade
etablissementet, og ikke siden set noget til ham.
Nok var Marius vant til at Volle til tider kunne tage sig en tår over tørsten, men som regel var han altid at finde
i sin køje. Marius blev nu lidt nervøs, og på vej ned til havnen igen kiggede han indenfor hos havnefogeden.
Havnefogeden havde nu heller ikke set noget til Volle.
Medens havnefogeden og Marius således stod og snakkede, kom havnefogedens kone farende som havde hun
set et spøgelse.
"Der ligger en død mand ude i hønsehuset," gispede den skræmte kone, "hvad skal vi dog gøre?"
Havnefogeden og Marius skyndte sig ud i omtalte hønsehus. Og til deres store forundring lå Volle nok så
nydeligt på ryggen, midt i huset, medens de stakkels høns for forvildede rundt og sked så det var en ren lyst.
Havnefogeden brast i latter. Marius kunne nu ikke rigtig se det komiske i situationen. Han så sin bror ligge
fladt på ryggen, overbegjort i hønselort, men ellers så han ikke ud til have lidt synderlig skade. De fik ham nu i
fællesskab stablet på højkant, og han blev også til dels vågen, om end han var temmelig omtåget.
Havnefogeden grinede så han næsten ikke kunne tale, men fik dog beroliget sin kone med at der var lidt liv i
liget hun havde fundet, selv om det ikke var meget. Marius var nu flintrende arrig, men fik dog lodset Volle
med ned ombord på kutteren.
Her skældte han den stakkels Volle huden fuld, så Volle blev helt forskrækket og troede at den onde selv havde
besat Marius. Han kaldte Volle de værste ting, og ville slet ikke høre tale om at tage på havet med en sådan
fyldebøtte. Som tilmed stank som et helt værtshus, fyld med hønselort.
Volle mente nu nok, at hvis han bare fik et par dramme og en øl fra det skjulte lager, så kunne der ikke være de
store problemer i at sejle. Men Marius var ubøjelig, der blev ikke nogen sejlads, så kunne Volle gøre hvad han
ville. Men han skulle ikke vise sig hjemme i huset, før han var blevet vasket og ædru, og med denne salut forlod
han den lidt betuttede Volle.
Selv om Volle nok mente at Marius da var helt tovlig, kunne der måske nok være noget om at han ikke ligefrem
duftede af violer. Så en bedre afvaskning var måske nok på sin plads. Men en sådan større renselsesproces måtte nu
planlægges ordentligt mente Volle, så han fandt snapseflasken frem. Der var stadig en sjat kaffe på kanden fra
dagen i forvejen. Den skulle bare lige varmes så var den såmænd ikke at kimse af, når der kom en ordentlig dram i.
Efter et par velvoksne kaffepuncher syntes Volle at livet da nok var værd at leve igen. Godt nok bredte der sig
en lidt stram aroma i lukafet, men det lagde Volle nu ikke så meget mærke til. Her var jo varmt og godt.
Efterhånden sank det godt i både kaffekande og brændevinsflaske, og Volles humør steg i tilsvarende grad. Han
gjorde flere tiltag til at gå i gang med storvasken, men hver gang var der lige en lille detalje der skulle
gennemtænkes, og så kunne man da ligeså godt snuppe en lille en til halsen imedens.
Det var nu blevet et godt stykke op af dagen, Volle var stadig kun nået til den planlæggende side af sit
forehavende. Han var også blevet en del træt af al den planlægning, så han faldt i søvn midt i sit forehavende.
I mellemtiden var der kommet et par af de andre kuttere ind. Kollegaerne undrede sig over hvorfor Marius og
Volle ikke havde været på havet, så en af dem kiggede over ombord på 'Håbet'.
Her så han at kappen ned til lukafet stod åben, så han ville lige kigge ned og se om der var nogen ombord. Men
han var ikke ombord ret længe, før han for op på kajen igen og hen til sin egen kutter. Her fortalte han chokeret,
at Volle lå nede i lukafet og var død. De fulgtes nu nogle stykker tilbage for at se om det nu også kunne passe.
Efter lidt rådslagning på dækket blev man enige om at var rigtig nok. Ikke nok med han var død, men efter stanken
at dømme måtte han have været det nogen tid.
Man besluttede nu at gå hjem til Marius og give besked om den kedelige opdagelse. Her gik man lidt forsigtig
til værks, Marie var også hjemme, så man ville gerne have Marius med til havnen, der var lige noget han skulle se
på. Således fik Marie ikke noget at vide i første omgang.
På vej til havnen fik fiskerne nu fortalt Marius om hændelsen på en pæn måde. Men de undrede sig lidt over
Mariuses måde at tage beskeden på. Han blev meget ophidset og på det nærmeste løb det sidste stykke vej ned til
båden.
Og deres undren blev endnu større, da de hørte Marius råbe meget højt nede i lukafet og så Volle komme meget
hurtigt op af kappen, med Marius lige i hælene. De troede ikke deres egne øjne! Her kom liget de lige havde
fundet, farende op på dækket.
"Dit store fordrukne drog," råbte Marius. "Skal du gøre grin med mig, skal jeg dæleme hjælpe dig." Han tog Volle i
nakken og buksebagen, drev ham ud over siden lige ud i havnebassinet.
Volle forsvandt under overfladen. Men dukkede som en anden hvalros op, prustende og slående omkring sig,
men fik dog fat i en fender som hang på skibssiden. Her hang han nu og fik pusten igen, det var ikke rigtigt gået
op for ham hvad der var overgået ham.
Marius skældte stadig ud, og var helt ude af den. Mon en sådan drukmås skulle drive gæk med ham, og gøre ham til
grin i hele havnen?. Et par af fiskerne oppe fra kajen, var nu kommet ned på dækket og prøvede at berolige
Marius. Som den ene sagde, "nu er han jo blevet erklæret død to gange i dag, så er der vel egentlig ingen grund til
at drukne ham også."
Så de fik i fællesskab den rystende, men nu ædru Volle hevet op af bassinet. Volle var ikke rigtig klar over hvad
der var gået forud, og kunne ikke rigtig forstå Mariuses arrigskab og sagde derfor.
"Men bette Marius, hvad går der da af dig? Jeg kunne jo være druknet og død af sådan en tur i baljen, tænker du slet
ikke på det?"
Marius blev helt balstyrisk og de andre fiskere havde deres største besvær med at holde ham, medens Volle
hurtig forsvandt uden for rækkevidde.
Med denne episode i erindringen viste Marius ikke rigtig hvad han skulle gøre. Han var ikke meget for at blive
til grin igen. Medens han sådan sad og filosoferede dukkede Volle op, medbringende en stor pose. Marius
kiggede lidt og spurgte til, hvad der var i posen.
Volle svarede noget muggent. "En skal vel have føden, selv om ens søster nok er af en anden mening."
Dette svar var alt hvad Marius fik ud af Volle, så han gik agter og startede maskinen. Da dette var gjort, gik
han forud for at drikke kaffe. Volle lod sig ikke mærke med noget, de drak deres kaffe i vanlig tavshed, indtil
Marius sagde, at nu måtte de vel hellere komme på havet!
Dagen på kutteren gik som sædvanlig. Efter de havde fået trækket kørt i havet, og var begyndt at hive hjem, sagde
Marius at han ville gå ned og få sig en bid mad. Men han viste ikke rigtig med Volle, Marie havde kun givet
ham en madkasse med? Volle svarede, at det skulle han sandelig ikke tænke på, han kunne bare spise sin mad og
så afløse ham som de plejede.
Da Marius noget senere stod og passede fiskeriet, medens Volle var nedenunder, tænkte han ikke videre over
hvad Volle ville spise. Brødrene kunne ikke beskyldes for at snage i hinandens gøremål, Volle havde jo sagt
inden de forlod havnen; at han vel skulle have føden. Hvordan dette skulle ske i praktisk var således ikke
Mariuses problem, det blandede han sig ikke i.
Volle havde travlt i lukafet. Indholdet af posen han havde medbragt om morgenen, så nu dagens lys.
Den indeholdt en stegepande, en pakke margarine, et stykke flæsk, nogle æg samt et rugbrød.
Nu skal der dæleme kokkereres, tænkte Volle, han var efterhånden så sulten at han kunne sætte hvad det skulle være til
livs.
Køkkengrejer var ikke det der var mest af ombord. Men Volle havde da fundet en rensekniv og med den havde
han fået filet et par store lunser af flæsket. Ligeledes blev der filet et par humpler brød. Der blev fyret op under
primussen, panden kom på, og snart spruttede flæsket lystigt herpå.
Volle gumlede på brødet med margarine så det var en ren lyst, og han tænkte. Ha! de troede nok ikke en kunne
skaffe føden selv, men jeg skal vise dem, sådan en smule kogekunst er vel ikke noget at regne for en rask karl,
og stegt flæsk fik man nu ikke hver dag.
I mellemtiden var fiskegrejerne gået fast i et hold på bunden. Marius råbte på Volle, at han skulle komme op.
Brødrene fik nu travlt. Voddet sad uhjælpeligt fast. De måtte gå fra bøjen og ud og samle op. Marius styrede, og
Volle svedte med at slæbe tovene fra. Det gik stærkt og han havde glemt alt om stegt flæsk. På et tidspunkt bredte
der sig en underlig lugt nede fra lukafet. Marius råbte til Volle, hvad han havde gang i. Volle var nu rigtig godt
arrig og snerrede, " en skal vel for fanden have noget mad, selv om ens familie ikke er af samme mening."
Nu var voddet kommet op, Volle var helt balstyrisk og råbte til Marius.
"Nu kan du fanden galeme godt stoppe skuden, for nu skal jeg have mad."
Med den salut gik han forud mod lukafet. Han nåede dog ikke helt derned. Der lød et ordentlig brag, og røgen
væltede nu op fra kappen til lukafet.
Volle for derned med Marius i hælene, der var røg overalt og det stank forfærdeligt. Volle fik dog åbnet skylightet
og efterhånden fandt de ud af hvad der var sket. Primussen var simpelthen blevet så varm at den var eksploderet.
Der var stegefedt og flæskestykker overalt i lukafet, men der var heldigvis ikke gået ild i noget. Volle var
grædefærdig. Hans dejlige frokost var nu jævnt fordelt ud over hele lukafet, samtidig var alting fedtet ind i
stegefedt. Da han satte sig ned på kistebænken, lød der en mærkelig knækkende lyd, han havde sat sig på posen med
æggene.
Marius som også var kommet til. Han gloede, som var det verdens skabelse han var vidne til, og sagde sagte.
"Hvad dælen er det du har lavet, er du da gået helt fra forstanden?"
Volle sad helt modløs på sin pose med æg. Var verden da gået helt af lave, tænkte han. Men samtidig blussede
vreden også op i ham.
"Skal du bare stå der og glo dumt," snerrede han til Marius, som endnu ikke var kommet sig over
forskrækkelsen. "En ville jo bare have lidt mad i livet, men det kan sådan et drog som dig vel ikke forstå," forsatte
han. Han rejste sig hidsigt og forsatte. " Du har jo ikke problemer med mad, du kan bare proppe i dig, mens en
anden selv må sørge for sig."
"Ja, jeg skal sku love for du sørger for dig," sagde Marius, han havde svært ved at være alvorlig, medens Volle
efterhånden havde hidset sig gevaldigt op.
"Din dumme stud," råbte Volle, meget hidsigt. "Du kan sagtens spille klog, men du kan sku ikke unde din bror
en bid af din egen madkasse, bare du selv får vommen fuld er alting godt."
Nu kunne Marius ikke holde latteren tilbage, han lo så tårerne trillede ned af kinderne.
"Jamen, bette Volle dog, det er da ikke mig der har gjort mig utilbens hos Marie, det klarer du da selv næsten
ligeså godt , som du klarer at kokkerere." Han kunne næsten ikke få det sagt for latter.
Volle stod midt i lukafet, han var så arrig han ikke kunne tale, der kom kun nogle uforståelige brokker fra hans
mund.
Det blev for meget for Marius, han satte sig på den anden kistebænk og holdt sig på maven af bare grin. Det
gjorde han nu ikke længe. Pludselig for han op med et ordentligt brøl og så helt vild ud i hovedet.
Dette gjorde Volle så forskrækket, at han sprang op af lejderen til dækket. Heroppe fra så han gennem skylightet, at
Marius hoppede rundt i lukafet som en gal. Han for op af lejderen, slyngede om sig med eder og forbandelser.
Volle havde skyndsomt taget flugten hen bag styrehuset. Herfra så han Marius tage spuleslangen, og overdænge
sin buksebag med vand.
Volle holdt sig i behørig afstand fra Marius, og heri gjorde han sikkert klogt. Det viste sig at, da Marius havde
sat sig på kistebænken, satte han sig lige på den glohede stegepande. Da primussen var eksploderet, var
stegepanden landet på kistebænken med bunden i vejret. Nu satte Marius sig på den og brændte dermed bagdelen
ganske alvorligt.
Efter at have sundet sig en tid, havde Marius fået nok. Han beordrede ankeret hevet op, der skulle ikke fiskes
mere denne dag. Nu kunne de sejle ind, og så havde Volle bare at få det svineri, han havde lavet i lukafet, bragt i
orden. En ny primus skulle han også købe. Og hvis han ellers skulle eksperimentere med mere kogekunst,
kunne han finde en anden kutter at udøve dette på, det blev ikke ombord på "Håbet."
Mod denne salut havde Volle ikke meget at sige. Han viste af erfaring, at når Marius først havde sat sig noget i
hovedet, så var det ikke nemt at argumentere imod dette.
Så da de var kommet i havn var der ikke andet at gøre end at gå i gang med rengøringen, og dette alene, Marius
var gået i land så snart de havde tørnet kajen.
Under rengøringen meldte sulten sig igen hos Volle. Han spekulerede meget på hvad han skulle gøre, og
besluttede sig til at gå hjem til Marie og bede om undskyld, selv om han ikke var meget for det. Lukafet så igen
ud som det plejede, Volle slog en pøs vand ind og vaskede sig nødtørftigt. Han skiftede også klæder, og var nu
klar til sin bodsgang til Marie.
På vejen plukkede han en buket tulipaner i købmandens have og nærmede sig nu huset i langsom gang, man
havde vel ikke hastværk. Som han nærmede sig hjemmet, bredte en duft af gule ærter sig, og det blev for meget for
Volle. Han skyndte sig ind til Marie, som mødte ham med et hvast blik og følgende kommentar.
"Jamen bette Volle da, har du sådan tænkt dig at aflægge os besøg i dag." Hun stod bred i døren, og gjorde ikke
tegn til at flytte sig men forsatte. "Det er nu godt nok et skidt tidspunkt, Marius og jeg skal lige til at spise, og
da du jo har skiftet madsted vil du vel nok være så god at komme igen om en times tid, så er Marius færdig med sin
mad."
Volle viste ikke hvad han skulle sige, så han tav og rakte Marie buketten han havde gemt på ryggen.
"Herre milde! kommer han med blomster," udbrød hun. "I hvilken anledning, om man må være så fri?" Volle
virrede lidt med hovedet. Ordene ville ikke rigtig komme over hans læber, men til sidst fik han dog
fremstammet en undskyldning. Og sagt, "at søsters gule ærter var der nu ingen der kunne lave bedre."
Nok anede Marie, hvad Volles ærinde var. Men så let skulle han nu ikke slippe.
"Jamen det er jeg da glad for at høre, bette Volle," sagde Marie. "Men da jeg ikke viste du kom til mad, ved
jeg ikke om der er nok til os alle."
Nu var Volle for alvor i knibe. Han havde aldrig været udsat for at der manglede mad hos Marie, tvært imod
plejede hun da at lave gule ærter til flere dage, og hans sult var nu helt forfærdelig.
Volle trippede helt ulykkeligt på trappen og viste ikke hvor han skulle gøre af sig selv.
Marie godtede sig, og tænkte det har han godt af, den nærige rad.
"Jamen Marie, jeg har jo sagt undskyld," jamrede Volle. "Kan du ikke se jeg angre og jeg har endda blomster
med til dig, bette Marie."
Volle var nu helt i Maries vold, eller nok nærmere næsten i ekstase på grund af den herlige duft fra køkkenet. Han
havde svært ved at tale for mundvand.
Men Marie var ikke så nem at overtale. Hun stod stadig i døren, og lige meget hvad Volle gjorde af tiltag for at
komme ind, gav hun sig ikke en tomme.
"Ja, nu du snakker om blomster, så ligner de til forveksling dem købmandens har i deres have, men du har måske
købt dem der ?"
Volle var nu klar over at Marie havde luret ham, og turde ikke stikke hende en løgn.
"Nej, købt dem har jeg nu ikke, men jeg har nu tænkt mig at betale for dem når jeg kommer forbi igen," sagde
Volle, og håbede det lød rigtigt selv om tanken først lige var faldet ham ind.
"Nå så du har nolet dem din slyngel, og så regner du med at jeg vil modtage dine tyvekoster," Marie gjorde nu
tegn til at lukke døren.
Volle var helt desperat, og udbrød, " nej, nej, du må forstå jeg havde så travlt med at komme hjem til dig, at jeg
rent glemte at betale for dem."
Det morede Marie at se Volle i en for ham så pinlig situation, og hun tænkte, dette har han rigtig godt af og
sagde derfor.
"Volle, nu kan du gå hen til købmandens og betale for dine blomster. Samtidig kan du tage en pakke med hjem
til mig, som jeg har bestilt, den kan du så betale samtidig, og når du kommer tilbage skal jeg se om ikke der kan
blive en portion ærter til dig."
Volle nærmest løb hen af vejen, næsten før Marie havde talt færdigt. Sulten og hans nederlag overfor Marie, havde
gjort ham blid som et lam.
Købmanden blev ikke så lidt forbavset, da Volle kom anstigende og ville betale for blomsterne, det havde han
dog aldrig oplevet før. Han havde før set folk nappe et par blomster i hans have, men havde aldrig oplevet at de
også ville betale. Men nu insisterede Volle, og det var også helt fint. Købmanden kunne dog ikke vare sig for at
spørge om Volle var gået på frieri, siden han skulle bruge blomster?.
Volle valgte at overhøre denne bemærkning, og sagde i stedet at han også skulle have en pakke hans søster havde
bestilt.
Købmanden fandt pakken, og om muligt blev hans forbavselse endnu større, da Volle også ville betale den,
købmanden var jo ikke ukendt med Volles uvilje mod at bruge penge.
Resultatet blev, at inden Volle forlod købmanden havde han betalt for blomster, Maries pakke samt det han
havde købt i morges. Et efter Volles mening ret så betragtelig beløb. Men med udsigt til Maries gule ærter, måtte
det nu være sådan og han skyndte sig hjem, for som han tænkte på vejen. "Jeg tror nu bette Marie ville lure mig, da
hun sagde at hun ikke viste om der var mad nok."
Således blev freden igen genoprettet i det lille fiskeleje, og dagligdagen på "Håbet" gik sin vante gang.
Antal indlæg: 1814 Tilmeldt: 17.03.11 Status: Offline
He-he, fin fortælling. Man skulle tro forfatteren havde haft sin gang på fiskerihavnen i Århus. -Der havde vi også et par "makkere" der levede på næsten samme måde. De var dog ikke brødre.
-Bedstemanden blev kaldet "gig-giggén", uvist af hvilken årsag.
Han var forhenværende "nimbusbud" i Århus.- Temmelig dygtig endda.
Hvis det en dag regnede for meget kunne man se ham drøne over Bruunsbro, siddende godt beskyttet i sidevognen
Han blev dog fyret fordi han også var temmelig glad for både øl og snaps.-Og ikke altid efter fyraften
Dengang kørte "nimbusbudene" også med brevduer, når der blev afholdt løb.
"Gig-giggén" havde derfor læsset sidevognen godt til med brevduer, som på et bestemt tidspunkt skulle lukkes ud i Vejle for så at flyve til Århus.
Men der er sgu langt til Vejle,-og der lå mange kroer langs den gamle landevej. Lige efter Horsens blev han gevaldig tørstig af den lange tur. Stoppede nimbussen ved en kro og gik ind for lige at vederkvæge ganen med godt jysk øl.
Uheldigvis faldt han i "dårligt selskab", og den ene øl blev til flere Han forglemte både tid og sted.
Pludselig var der en i kredsen af "rafle-vennerne" der spurgte om det ikke var ham der havde et læs duer i sidevognen?
-Da gik der et lys op for "Gig-giggén". Han kiggede på uret over baren, og fés ud til MC´en og duerne. Tiden var nået til de skulle lukkes ud i Vejle
-Op røg lemmene til duerne, for afsted til tiden skulle de jo. (Han havde måské også selv spillet?)
-Tidtagerne i Århus undrede sig i flere dage over hvad de duer monstro havde spist.-Aldrig før havde de fløjet på denne "turbo-tid".
Da blev "Gig-giggén" så fyret, da sandheden kom frem
Som sagt blev han så "bedstemand" på en fiskerbåd i Århus. Ham og skipper (Gudmund) levede også som hund og kat ombord. Om aftenen kunne man opleve dem tæt omslyngede rulle hen over gulvet på varmestuen. Begge to for fulde til at kunne gøre den anden væsentlig fortræd.
Så blev "Gig-giggén" altid fyret efter sådan en "rulletur", og fik besked på at gå ned og pakke køjesækken.-Færdig
Næste morgen kunne man alligevel se dem stævne ud af havnen sammen. Glemt var gårsdagens fortrædeligheder
De boede hos en damefrisør ude i Riisskov, som også styrede skibets regnskab med indhandling , betaling af regninger osv..
Hos provianthandleren på havnen havde de kun tilladelse til atkøbe det fornødne til skibet, samt noget kost til at tage med på havet. Ingen øl eller brændevin
-Til gengæld var det nok det skib i hele havnen der havde størst forbrug af ost (ifølge regningerne).
Om aftenen når de skulle hjem til Riisskov kunne man se makkerparret cykle ud langs stien ved "Den Permanente" (Badeanstalten).-Altid med skipper forrest
Han forglemte både tid og sted.
Lignende tråde