Antal indlæg: 204 Tilmeldt: 23.09.10 Status: Offline
en fascinerede historie, hvem har flere oplysninger om damen
Hun færdes blandt konger og bønder
Senator, ulandsarbejder, dansk ambassadørfrue og arkæolog. 71-årige Pensak Howitz fra Thailand kan se tilbage på et liv med eventyr og dramatik - men også på et hjemland i krise.
Pensak Howitz' villa nord for København er ikke som de fleste danske hjem. Man bliver hurtigt klar over, at her bor et menneske, der har oplevet mere end de fleste, og som er splittet mellem to verdener.
I dagligstuen står en gruppe smukt håndskårede mahognimøbler fra Thailand.
Her er også en meterhøj statue og andre orientalske figurer. Men sofabordet prydes af et musselmalet fad fra Den Kongelige Porcelænsfabrik, og i et hjørne af det store rum, dukker en af Wegners sorte Y-stole op.
Vi sætter os under to fotografier. Det ene af Pensak Howitz foran Thailands konge og dronning. Det andet viser husets frue i selskab med dronning Margrethe - begge kvinder med slør - under regentens statsbesøg i Saudi-Arabien i 1984.
»Man skulle nok tro, jeg tilhører overklassen«, siger hun : »Men det gør jeg ikke.
Hvis man endelig vil dele samfundet op i klasser, så tilhører jeg dem alle sammen.
Jeg kommer på kongeslottet i Bangkok.
Jeg har min gang på ambassaderne. Men jeg kommer også ude i landsbyerne og skovene. Jeg spiser sammen med de fattige bønder og sover blandt dem. På en måde er jeg to personer«. Pensak Chagsuchinda Howitz blev født ind i en kendt familie. Moderens slægt var adelig - oldefaderen havde været hertug i sit eget lille fyrstendømme omkring byen Sakon Nakhon i det nordøstlige Thailand.
Han lod senere sit land indlemme i kongeriget Thailand. Faderen kom ud af en intellektuel Bangkok-familie og var uddannet advokat fra Thammasart Political University. Alligevel var han ikke helt fin nok for den tidligere fyrstefamilie, og som i et andet eventyr endte han med at bortføre sin unge elskede.
»Det lyder måske som guld og grønne skove - og skove var der også mange af, men min familie var ikke specielt optaget af guld. Min far arbejdede som dommer, og vi flyttede rundt fra egn til egn hele min barndom. Der blev kimen til den nomadetilværelse, jeg har levet lige siden, lagt«, fortæller Pensak Howitz.
Pensak Howitz' forældre var ikke som de andre overklassefamilier i Thailand.
Hendes far tog mange af de dømte forbrydere under sine vinger og lod dem arbejde for sig i stedet for at sende dem i fængsel.
»Han mente ikke, de blev bedre mennesker af at være spærret inde i en celle«, siger hun . I stedet satte han dem til at vogte bøfler, passe høns og udføre praktisk arbejde - og hans egne børn var med.
»Det var den smukkeste tid i mit liv. Vi tilbragte det meste af tiden blandt fattige bønder Jeg lærte at leve nede på jorden.
Eller kort sagt - jeg lærte at leve«.
Døde for demokratiet
Fundamentet for den sociale bevidsthed blev støbt i området omkring Sakon Nakhon, hvor hendes forfædre engang havde været fyrster. Selv om det på mange måder var en sorgløs tid, var Thailand også underlagt et militærregime. Landet var præget af stor uro, der kulminerede med den japanske invasion i 1941.
Onklen Tiang Sirikhanth var en berømt frihedskæmper, der brændte for et frit og demokratisk Thailand. Han havde studeret på Sorbonne, oversat flere af Rousseaus værker til thai og var medstifter af bevægelsen Free Thai Movement.
»Under krigen kom han af og til forbi mit barndomshjem. Udsultet, mudret, beskidt og træt«, fortæller Pensak Howitz.
Efter Anden Verdenskrig blæste der nye vinde ind over Thailand. Regimet faldt, og landet fik en demokratisk valgt regering.
Onklen var med helt fremme og fungerede bl. a. som indenrigsminister i efterkrigsårene.
Men det var en ustabil periode, og i 1952, efter endnu et kup, blev han myrdet.
»Det var et stort tab for mig og min familie, men også for Thailand og for det spæde demokrati«, siger Pensak Howitz og får tårer i øjnene: »Min onkel var en martyr«. Pensak Howitz tog som ung til Bangkok for at studere arkæologi - en videnskab, hun i dag har en doktorgrad i. Men undervejs i studierne mente hendes forældre, at det var på tide at blive gift. De stod klar med et godt parti - en giftemoden general fra hæren.
»Jeg var indstillet på, at jeg skulle giftes, men ikke med den mand. Der var ingen følelser i det for mig, og jeg bad mine forældre forstå, at det ikke ville blive et lykkeligt ægteskab«.
I mellemtiden dukkede der et tilbud op, som den unge studerende ikke kunne sige nej til. Hun havde modtaget et stipendium fra det danske Udenrigsministerium om at komme til Danmark og studere. Forældrene gav sig, og i 1963 rejste hun til København.
Det stod hurtigt klart, at kemien mellem Danmark og den unge kvinde fra Thailand var rigtig god.
»Det endte med, at jeg boede her i 14 år«, siger Pensak Howitz.
Efter uddannelsen i arkæologi var der bud efter hende på universitetets Asienstudier.
På det tidspunkt var der ingen mulighed for at studere thai på KU, men Pensak Howitz tog del i oprettelsen af en thai-sektion og underviste selv i flere fag, bl. a. buddhisme.
En af de studerende var den danske diplomat Frantz B. Howitz, der skulle klædes kulturelt på til sin udstationering i Bangkok.
»Det var ikke kærlighed ved første blik, men efter et år var vi uadskillelige«, fortæller Pensak Howitz, der i første omgang måtte blive i Danmark og gøre sin gerning på universitetet færdig, før hun sluttede sig permanent til sin mand i Bangkok et par år senere.
Taget som gidsel
Som thai havde Pensak Howitz forudsætninger, de andre ambassadørfruer ikke havde: »De forlod stort set ikke Bangkok.
Det var for usikkert. Men jeg kunne færdes overalt«. Frantz Howitz havde en fortid som kontorchef i Danida og var optaget af ulandsstøtte.
Han så det som en af sine fremmeligste opgaver at igangsætte hjælpeprojekter i det dengang meget fattige Thailand. Han rejste med sin kone op til hendes hjemegn Isaan ved byen Sakon Nakhon. Isaan udgør det nordøstlige hjørne af Thailand og er også i dag den fattigste og mest tilbagestående del af landet.
»Vi tog ud inkognito i hele Isaan og undersøgte, hvad vi kunne gøre for at hjælpe«, fortæller Penzak Howitz.
Men parret kæmpede mod tiden. Partisaner inspireret af de kommunistiske guerillaer i nabolandet Laos stod stærkere og stærkere for hver dag, der gik.
»Det var en farlig tid. I Bangkok ønskede man at bekæmpe partisanerne med militær magt, men hvad skulle det hjælpe? De havde folkets opbakning, fordi folk oppe i Isaan sultede og ingen uddannelse havde. Det var dét, min mand og jeg ønskede at give dem«. Partisanerne fik færden af ambassadørparrets tilstedeværelse i området. De bad Frantz og Pensak Howitz om at holde sig væk, men parret blev i Sakon Nakhon. En dag gik det galt. Pludselig var de to mennesker omringet af mere end 800 desperate landsbyboere: »De ville have skoler.
De ville have kvæg. Med ét var vi hovedpersoner i et gidseldrama«.
Hjælp fra kongen og danskerne
Frantz og Pensak Howitz blev nu holdt tilbage, men valgte at gå i dialog med de fattige lokale.
»Vi blev hurtigt klar over, at det var mennesker, der bare gerne ville sikre et bedre liv for deres børn. De fleste af dem havde aldrig læst Marx og Engells, for de kunne ikke læse«. Ambassadørparret kørte nu et højt spil og lovede, at de ville få bygget skoler til de lokale børn. Problemet var, at parret slet ikke havde de penge, der skulle til for at opbygge og drive sådan et skoleprojekt.
»Landsbyboerne stolede på os og løslod os. Straks efter tog vi til Bangkok i forsøget på at rejse midler«, fortæller hun .
Danida stod klar til at donere penge, men slet ikke nok. Det endte med, at et netværk af danskere i Bangkok gik ind i projektet og hjalp til på forskellig vis. Også regeringen og kong Bhumibol bakkede op med hjælp via sociale fonde.
Parret var nu pludselig dybt involveret i ulandsarbejde, og det blev grundlaget for at starte den private hjælpeorganisation Raindrop Foundation. Flere projekter blev sat i gang. Der blev bygget skoler og sat fokus på kvinders rettigheder. Daglejere fik husdyr at leve af, og der blev opført et center med et børnehjem, der hvor Pensak Howitz' familie havde haft sin bolig gennem flere generationer. Med denne strategi kunne ægteparret tage en del af æren for, at partisanerne i Isaan til sidst forsvandt som en trussel.
Samarbejdet med Thaksin
Efter en længere periode som dansk ambassadørfrue i først Saudi-Arabien og derefter to år i Japan mistede Pensak Howitz i 1986 sin mand. Hun besluttede at vende hjem til Thailand og genoptog her arbejdet med Raindrop Foundation. Samtidig blev hun mere og mere optaget af politik.
I 2000 stillede hun op til valget som senator for Sakon Nakhon. Hun blev valgt ind i senatet for en syvårig periode og arbejdede de følgende år tæt sammen med bl. a. Thailands nye premierminister, Thaksin Shinawatra.
Som senator var hun ikke medlem af hverken hans eller noget andet parti. Senatorer må gerne være politiske, men forfatningen forbyder dem at være medlem af et parti. Pensak Howitz fik bl. a. påvirket Thaksin til at droppe et stort vejprojekt tværs gennem landet. Her går allerede en sti, der bliver brugt til smugling af illegale varer, ja selv mennesker.
»En asfalteret vej her ville have intensiveret den ulovlige trafik, men Thaksin lyttede og handlede«. Desværre skuffede den kendte premierminister også mange med sin lånepolitik over for de fattige bønder . Udadtil så det lovende ud, men faktum var, at han sendte landbefolkningen ud i stor gæld ved at lade dem bruge løs af penge, de slet ikke havde.
Thaksin betalte lokale politikere for at tale hans sag blandt de uoplyste bønder .
»Folk uden uddannelse er nemme at forføre. Mange af dem tror, at demokrati handler om at tilfredsstille parlamentet«, siger Pensak Howitz, der fandt Thaksin mere og mere grådig og ikke kunne stå inde for hans politik.
»Men jeg har på en måde også ondt af ham«, afslører hun med henvisning til, at han i dag lever i eksil og er gået mere eller mindre under jorden.
Hvorvidt Thaksin har chance for at komme tilbage til thailandsk politik, tør Pensak Howitz ikke svare på: »Han er jo dømt for korruption, men han har store formuer og stadig mange venner i Thailand«. Det har bl. a. været fremme, at Thaksins familie hævede store pengebeløb i maj og juni - penge, der formentlig er gået til at støtte den bevægelse, der ønsker Thaksin tilbage som regeringsleder i Thailand, rødskjorterne.
»De store grupper kan jo ikke mobiliseres uden fyldte maver«, siger Pensak Howitz.
»Det er fattige bønder , så nogen giver dem mad. Hvem?«.
De mystiske sorte krigere
Da urolighederne mellem Thaksins tilhængere og regeringens gule sympatisører blussede op i foråret, lagde Bangkok kulisse til nogle af de blodigste scener i Thailands moderne historie.
Midt under gadekampene dukkede der pludselig nogle mystiske, sortklædte partisansoldater op. Deres ansigter var tildækkede, og de håndterede professionelle våben. De kæmpede på den røde side mod hæren, og deres tilstedeværelse fik konflikten til at eskalere. Frygten for en regulær borgerkrig blussede op, for her var en professionel garde, der udgjorde en reel trussel mod militæret.
Hvor kommer disse mystiske krigere fra? Hvad vil de opnå? Det spørgsmål står endnu hen i det uvisse. Hvem der har trænet dem, og hvor træningen har fundet sted, er en del af mysteriet.
»Jeg tror ikke, Thailand er på kanten af en borgerkrig lige nu. Men det er klart, at faren er der, og vi må tage situationen alvorligt«, siger Pensak Howitz.
For få dage siden valgte regeringen at forlænge undtagelsestilstanden i Bangkok.
Officielt for at sikre, at rødskjorterne ikke forsamler sig til nye demonstrationer, men det forlyder, at angsten for de sorte krigere er den egentlige årsag.
Regeringen har samtidig nedsat en kommission, der forsøger at nå til bunds i sagen. Noget tyder på, at der er mere end én hemmelig milits, og pilene peger i forskellige retninger, bl. a. mod det muslimske Sydthailand.
»Jeg håber ikke, der er en forbindelse til de muslimske provinser eller til muslimske samfund uden for Thailand, men hvorfor vil de ikke vise deres ansigter? Hvem er de«, spørger Pensak Howitz.
Det blå parti stormer frem
I de fleste vestlige medier har fokus været på de røde Thaksin-tilhængere versus de gule, der støtter den nuværende regering.
»Så simpelt er det ikke«, påpeger Pensak Howitz. Der er mange flere grupperinger, og især én af dem vokser næsten dagligt i styrke: Blåskjorterne, ledet af rigmanden Newin Chidchob.
De blå har formået at sno sig fra en alliance med Thaksin til nu at støtte regeringen.
Under urolighederne i både 2009 og i foråret 2010 så man de blå kæmpe imod de røde, men flere iagttagere peger på, at barometeret hurtigt kan svinge igen, hvis det viser sig mere belejligt at gå i alliance med de røde endnu en gang.
Newin har brugt nogle af de samme kneb som Thaksin over for landbefolkningen.
Flere har peget på hans lyssky forretningsmetoder og sat spørgsmålstegn ved, hvordan hans rigdom er vokset eksplosivt, mens Thailand har oplevet økonomisk afmatning. Også Newin kædes sammen med de sortklædte partisaner.
Er det i virkeligheden ham, der har organiseret militsen for at sætte lus i skindpelsen og selv vinde på det i sidste ende? Newin har gode kontakter langt ind i militæret - et ikke uvæsentligt parameter for Thailands kommende regeringsleder.
»Han kan vinde det næste valg i Thailand«, mener Pensak Howitz. »Men det bliver formentlig i en koalition med det nuværende regeringsparti, det konservative Democrat Party«. Ved siden af de gule, røde og blå er andre mindre grupperinger, der har antaget en mere neutral linje. Her er de multifarvede den mest fremtrædende stemme.
Hvor de gule har stor opbakning i Bangkoks jævne middelklasse, tæller denne gruppering især intellektuelle og fritænkere i hovedstaden, der er blevet trætte af skænderierne og gadevolden.
De multifarvede står tæt på to mindre grupperinger, de hvide og de sorte ( ikke at forveksle med de sorte krigere). Disse to små grupper står for en neutral og pragmatisk linje og har ikke på noget tidspunkt ønsket at gå ind på nogen af siderne eller at bekæmpe dem.
»Disse to grupper har min største sympati«, fortæller Pensak Howitz. »De hvides slogan Clean & Clear er et skridt i den rigtige retning«.
Kernen i Thailands krise
Pensak Howitz peger på, at forholdet mellem Bangkok og resten af landet er et kardinalpunkt i forståelsen af den verserende uro. På den lange bane er det formentlig Thailands største udfordring, at landet er delt i to: den glitrende, rige hovedstad og de langt mindre udviklede landdistrikter.
»Det er en gammel sang. I Bangkok opfattes min families hjemegn, Isaan, stadig ikke som en rigtig del af Thailand, fordi det i fordums tid hørte under Laos. Men 60 procent af landets befolkning bor altså der, og jeg vil snarere mene, at det er Bangkok, der ikke er det rigtige Thailand«. Den tidligere senator lægger ikke skjul på, at hendes hjerte ligger ude på landet.
»Det er her, vi skal løfte. De store skel i Thailand handler ikke om fattigdom versus rigdom. De handler om, at folk i Bangkok er uddannede, mens folk på landet er uoplyste og uvidende. En radikal reformering af vores uddannelsessystem er alfa og omega«. Pensak Howitz tror på en lysere fremtid for Thailand, men understreger, at der skal reformer til, og at alle må være tålmodige.
»Ulighederne i samfundet skal udjævnes.
Undervisningssektoren skal forbedres kraftigt. Og så skal lovene og domstolene fungere ordentligt«, understreger hun : »De, der ikke har rent mel i posen, skal straffes. Ellers bliver Thailand ikke fredeligt«. Noget tyder på, at regeringen har hørt efter i timen her. For nogle dage siden nedsatte man en kommission, der skal undersøge 154 firmaer og 83 enkeltpersoners økonomi. Disse aktører er alle under mistanke for hvidvaskning af store pengebeløb - som også Thaksin er dømt for.
»Det er et tegn på, at lovene fungerer.
Sådan skal det være«, siger hun tilfreds.
Om hun vender tilbage til politik på topplan, ved hun ikke endnu. Raindrop Foundation tager fortsat meget af hendes tid, men når det kommer til demokratiet, er hun fortrøstningsfuld: »Politiske konflikter er jo aldrig positive som sådan, men se på, hvad det er, der rent faktisk sker lige nu. Folk ytrer sig. De går på gaden. De protesterer, og de skændes om politiske agendaer. Tidligere var befolkningen ligeglad. Statskup kom og gik, mens livet gik videre. Sådan er det ikke mere, og det ser jeg som et tegn på, at demokratiet på den lange bane har gode kår i Thailand«.
De, der ikke har rent mel i posen, skal straffes. Ellers bliver Thailand ikke fredeligt.
Fakta: blå bog Pensak Chagsuchinda Howitz
Født i Sakon Nakhon, Thailand, 1939.
Dr. phil. i arkæologi. Medstifter af thaistudierne på Københavns Universitet og mangeårig underviser både her og på det prestigefyldte Chulalongkorn Universitet i Bangkok.
Gift med ambassadør Frantz Bonaventura Howitz 1974 til hans død i 1986.
Senator i hjemlandet 2000-2007.
Stifter og leder af hjælpeorganisationen Raindrop Foundation.
Bor på skift i Danmark og i flere hjem i Thailand.
Antal indlæg: 1750 Tilmeldt: 11.09.09 Status: Offline
en udsendelse fra the Danish Raindrop Foundation Handicap Project in Sakon Nakhon in the Northeast of Thailand. som blev grundlagt af Pensak Chagsuchinda Howitz
Danish physiotherapists Mie Jensen and Nanna Riis Madsen have spent the past three months doing what many of their colleagues back home in Denmark may dream of, but few actually do. They volunteered to work and live at the Danish Raindrop Foundation Handicap Project in Sakon Nakhon in the Northeast of Thailand.
Friday the 8 April 2017 was their last on the project. The next couple of weeks they will spent on a well-deserved vacation on the beaches of Krabi and Koh Lanta before going back home to Denmark. It has cost them some money and time but they go home richer than when they arrived.
For Nanna Riis Madsen, the adventure started with an article in her trade publication. For her friend Mie it was a request from Nanna to join her.
The first week in Thailand, the two young professionals spent in Bangkok getting over the jet-lag and meeting the founder of Raindrop Foundation, former Thai Senator Dr. Pensak Chagsuchinda Howitz, who in the 1970's lived 14 years in Denmark before she moved to Thailand as the wife of former Danish Ambassdor to Thailand, Franz Howitz.
The first week in Sakon Nakhon they were lucky to overlap with departing physiotherapist Louise Juul Saaby who had spent her time at the Raindrop Center with her friend Anna-Sophie Mikkelsen.
Now, at the end of their term, Mie Jensen and Nanna Madsen look back at three months working with handicapped children at Thai health centers and in private Thai homes in the area around Sakon Nakhon and reflect on what this experience has meant for them.
Isan is the poorest region of Thailand: in 2002 average wages were the ... Isan (Isan/Thai: อีสาน; also written as Isaan, Isarn, Issan, ...
Antal indlæg: 204 Tilmeldt: 23.09.10 Status: Offline
Dr. Pensak Chagsuchinda Howitz, the Danish-Thai archaeologist, ambassador’s wife and Thai senator, was awarded Best International Woman of Thailand on International Women’s Day, Friday, 8 March 2019.
Dr. Pensak was given the prestigious award for establishing her charity organization, Raindrop Foundation and was the first recipient to receive the award.
The awards were handed by General Chatchai Sarikulya, Thailand’s Deputy Prime Minister to 6 organizations and 39 outstanding women who came from all walks of life and professions.
The event was held at IMPACT Forum Building, Nonthaburi by Ministry of Social Development and Human Security to acknowledge and celebrate achievements of women and organizations that have been contributing improvements for women’s status, equality and justice in Thailand.
Dr. Pensak expressed her pleasure that she felt very honored to be presented as the Best International Woman of Thailand for the International Women year 2019 and that this award also is a great honor for Raindrop Foundation.
Antal indlæg: 204 Tilmeldt: 23.09.10 Status: Offline
Danish Physiotherapists Volunteer at Raindrop Foundation in Sakon Nakhon
The first week in Thailand, the two young professionals spent in Bangkok getting over the jet-lag and meeting the founder of Raindrop Foundation, former Thai Senator Dr. Pensak Chagsuchinda Howitz, who in the 1970’s lived 14 years in Denmark before she moved to Thailand as the wife of former Danish Ambassdor to Thailand, Franz Howitz.
The first week in Sakon Nakhon they were lucky to overlap with departing physiotherapist Louise Juul Saaby who had spent her time at the Raindrop Center with her friend Anna-Sophie Mikkelsen.
Now, at the end of their term, Mie Jensen and Nanna Madsen look back at three months working with handicapped children at Thai health centers and in private Thai homes in the area around Sakon Nakhon and reflect on what this experience has meant for them.
Antal indlæg: 3431 Tilmeldt: 03.07.09 Status: Offline
Pensak Howitz: Scener fra et thai ægteskab
Mange har meninger om vestlige mænd med thailandske koner. Men hvordan ser sådan et forhold ud i den ypperste overklasse?
79-årige Pensak Howitz var i mange år gift med den danske ambassadør i Thailand og fortæller her om et til tider problematisk ægteskab, om at blive set ned på i begge lande og om forskellen på prostitution og sexturisme i et moderne Thailand med succesrige ladyboys.
Pensak Howitz, 1962.
En dampende varm sommerdag i 1975 kørte Pensak Howitz gennem porten til den danske i Bangkok. Hun havde været der før som gæst og kendte de præsentable bygninger, søerne med de lilla lotusblomster og den frodige have fuld af sjældne orkideer. Men nu var hun ikke længere den danskuddannede cand.phil. i arkæologi, som skiftende ambassadører gennem årene havde indbudt til selskaber.
Nu var hun ambassadørfrue, og et helt nyt liv med privatchauffør, tjenestefolk og hundredvis af selskaber, middage og receptioner med hende som værtinde ventede. Den spinkle 36-årige kvinde med det nye efternavn rystede ved tanken. Havde hun truffet den rigtige beslutning? Var det klogt at forlade Danmark og en fast stilling på Københavns Universitet, hvor hun havde studeret og arbejdet i 14 år?
Et halvt år tidligere var der gået chokbølger gennem de diplomatiske kredse, da det kom frem, at den nyudnævnte ambassadør i Thailand, 52-årige Frantz Bonaventura Howitz, var blevet skilt fra sin danske kone og havde indledt en romance med en 17 år yngre thai-kvinde. Og der blev ikke bare hvisket forarget om den velrenommerede diplomats valg af partner. Den thailandske ambassadør i Danmark sendte ligefrem et brev til sin fætter, kong Bhumibol, hvori han opfordrede majestæten til at afvise ambassadør Howitz, forbi han var blevet kæreste med en thailandsk kvinde. Det var simpelthen for nedværdigende.
Kongen svarede kortfattet og overraskende tilbage, at hvis Dronning Margrethe mente, at hun havde sendt den rette mand til Bangkok, hvorfor skulle han som Thailands konge så ikke modtage hendes gesandt med åbne arme?
Kongens svar blev Pensak Howitz’ redning. Ikke bare når der blev set ned på hendes ægteskab, og hun blev opfattet som en billig thai-pige, der havde giftet sig for at opnå social status og velstand, men også når folk troede, at hun var stuepige på ambassaden – eller ligefrem en prostitueret.
Ægteparret Pensak og Franz Howitz.
Taxachafføren har problemer med at finde adressen, men til sidst når vi ned ad den rigtige sidevej. Vi forlader den tunge trafik og det travle gadeliv med små madboder på hovedåren Nawamin. På begge sider af den smalle sidevej er gamle huse pakket ind i tropiske haver. Et af dem tilhører Pensak Howitz, og foran ejendommen er storbyens støj forsvundet, her er kun fuglekvidder og en hushjælp, der går og fejer blade sammen med en stiv kost.
“Jeg beklager meget,” siger 79-årige Pensak Howitz, da hun kommer ud og viser gennem forhavnen og hen til en overdækket veranda.
“Mit hus har lige været oversvømmet igen, så det hele er lidt kaotisk. Før i tiden skete det måske en gang hvert 10. år, at der kom en mindre oversvømmelse i regntiden. Nu trænger der vand ind i huset flere gange i løbet af august og september hvert eneste år. Regntiden er blevet længere. Vi mærker også klimaforandringerne her i Bangkok.”
I husets stuer står møbler, kunstgenstande og arkæologiske fund stablet på paller og kasser. Huset er fuld af antikviteter og bogreoler, og bag et sofaarrangement hænger et malet portræt af hendes afdøde mand Frantz Howitz.
“Vi havde et godt ægteskab,” siger den aldrende thailandske arkæolog, der foruden dansk ambassadørfrue har været thailandsk senator, universitetslektor og leder af store udviklingsprojekter.
“Men det var ikke kun en dans på roser. Vi havde forskellig kulturbaggrund, og selvom jeg havde boet mange år i Danmark og kendte til jeres kultur, forfulgte det os gennem alle årene.”
Vi sætter os ned i to kurvestole på verandaen. Ude i forhaven er det begyndt at smådryppe på trækroner og palmeblade. Luften er tyk og varm, og over os roterer en loftsvifte som i svundne kolonitider.
“Det var alt fra små detaljer til de overordnede linjer, der gjorde det svært for os, ” forklarer hun og fremhæver en simpel ting som bestik ved middagsbordet.
“I Thailand spiser man med ske og gaffel, og det syntes jeg jo var naturligt, at vi også gjorde, men Frantz insisterede på at spise med kniv og gaffel. Faktisk lærte min mand aldrig at sætte pris på thailandsk mad. Det var jeg ret såret over. Jeg følte ved, det var at vende min kultur ryggen.”
79-årige Pensak Howitz færdes hjemmevant på både bonede gulve og i regnskoven.
Pensak Chagsuchinda blev i 1939 født ind i en velhavende familie i det nordøstlige Thailand. Hendes mor var adelig, og slægten havde kontrolleret hele egnen omkring byen Sakon Nakhon i generationer. Hendes far var dommer og ud af en veluddannet købmandsfamilie. Mens jævne folk på egnen sultede og måtte spise tudser, larver og biller for at overleve, havde hun selv en ganske sorgløs barndom – i hvert fald efter anden verdenskrig, hvor freden vendte tilbage til Thailand efter hårde år med japansk besættelse og intense kampe mellem modstandshæren og japanerne.
Forældrene mente, at dommerbørnene skulle lære om livets alvorligheder, og hverdagen for den lille pige blev derfor tilbragt blandt fattige bønder, røgtere og daglejere. Og her, i det tørre, ubemidlede land tæt på grænsen til Laos, blev kimen lagt til en livslang kamp for fattiges rettigheder og en stor social forståelse.
“Jeg har set det som en livsudfordring at kæmpe for de fattige thailænderes muligheder. Da jeg lavede udviklingsarbejde i 70’erne, handlede det først og fremmest om at mætte munde, for mange sultede stadig. Senere gik vi i gang med at bygge skoler. Uddannelse og oplysning er vejen frem. Fattige på landet drømmer helt basalt om de samme vilkår som de rigere mennesker i byerne. De vil have en god uddannelse, der kan give dem et godt liv.”
En god uddannelse fik Pensak Howitz selv – ikke i Thailand, men i Danmark. I 1961 blev den da 22-årige thailandske kvinde tilbudt et dansk stipendium for at lære om turismefaget og arbejdede det efterfølgende år som trainee på SAS-hotellet midt i København. Året efter begyndte hun studier i arkæologi på Københavns Universitet.
“Jeg forelskede mig i Danmark. Jeg var vild med mentaliteten, friheden og årstiderne, der skiftede. Det var alt lige fra maden til lyset på en kort vinterdag – og en grundlæggende fascination af, at et så lille land kan fremelske en så solid økonomi og så mange dygtige forfattere, arkitekter og videnskabsmænd. Hvordan kunne det lade sig gøre? Danmark var et dragende mysterium for mig – og er det stadig.”
I løbet af efteråret 1974 stod hun ofte om morgenen i sin kvistlejlighed på Borups Allé i København og skævede til telefonen. Ville han ringe? Endnu en gang? Skulle hun tage den og snakke med ham eller lade telefonen kimefærdig? Manden i den anden ende af røret var hendes nye kursist på thai-studierne på Københavns Universitet, hvor den 35-årige arkæolog arbejdede som ekstern lektor. Diplomaten var med sin noble påklædning, sit tilbageredte, gråsprængte hår og sin aristokratiske attitude ikke som den thailandske kvindes andre kursister på universitetet. Nu var han begyndt at ringe hjem til hende hver morgen, og hun var dybt splittet. Hun var godt klar over, at han var ude på noget, men har var jo gift og i øvrigt 17 år ældre.
“Jeg havde det svært med Frantz’ sværmerier i begyndelsen. Jeg syntes ikke, har var så interessant endda, og jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at undgå ham. Det ville simpelthen være en katastrofe, hvis jeg blev gift med en hvid mand, en farang, som vi kalder det. Det gjorde man bare ikke.”
Faktisk havde hun givet sine forældre det klare løfte, at hun ikke ville forelske sig i en dansk mand, da hun rejste til Danmark for at studere.
“Dengang så man dybt og inderligt ned på kvinder, der giftede sig med udenlandske mænd. De blev stemplet som ludere.”
Men da begge hendes forældre døde med kort tids mellemrum i 1974, var hun frigjort af sit løfte.
“Det var en svær tid for mig, og jeg savnede en at snakke med – en, der kunne være der for mig. Det ville Frantz, og lidt efter lidt opstod der sød musik.”
I en lægeroman ville det sidste punktum måske blive sat her, men virkeligheden var en anden. På det tidspunkt sagde juraen, at Frantz Howirz ville overtage hele Pensak Howirz’ arvede formue fra de velhavende forældre – også efter en eventuel skilsmisse – hvis de to blev gift på thailandsk jord.
I 70’erne blev Pensak Howitz ikke kun dansk ambassadørfrue, men også berømt i sit hjemland for fundene af mystiske skibsvrag i Thailand-bugten.
“Efter et bryllup ville manden simpelthen eje kvinden og alt, hvad der tilhørte hende, for evig tid. Det kunne jeg ikke risikere.” Parret blev derfor viet uden for Thailand, på den danske ambassade i Tokyo.
I de højere kredse i Bangkok blev man efterhånden klar over, at den danske ambassadør var gift med en lokal kvinde, og accepten fra kongeslottet forgrenede sig til ministerier og diplomatiet.
“Men almindelige folk på gaden vidste jo ikke, hvem vi var, og jeg følte, at alle så ned på mig. Det var, som om jeg kunne høre, at de hviskede om os overalt, hvor vi gik.”
Frantz Howitz yndede at spadsere sammen med sin kone ned til det lokale søndagsmarked med duftende mad, spraglede teksttiler og friske grøntsager, gerne hånd i hånd.
“Men jeg kunne ikke udstå det. Jeg nægtede at holde ham i hånden og gik helst 10 skridt bag ham og lod, som om jeg ikke kendte ham. Så meget skammede jeg mig. Han blev sur på mig. Han syntes, at vi skulle være ligeglade med, hvad folk tænkte. Men det kunne jeg ikke. De troede jo, at jeg var hans luder.”
På verandaen serverer en ung, kvindelig assistent kaffe og thailandske kager. Pensak Howitz slår over i thai et øjeblik og dirigerer med sine smykkebesatte hænder, hvor kopper og fade skal placeres. Hun er tydeligvis vant til at instruere folk omkring sig.
“Sådan var det også med min mand i de første år i Thailand. Han var på udebane, og jeg måtte gang på gang korrekse ham, for eksempel når han hilste med det thailandske wai og sagde sawadee krap (goddag) til selv små børn. Det gør man ikke. Nogle gange blev ham irriteret, men i sidste ende kom det ham til gavn, at han havde mig som sin personlige lokale vejleder. Man endte med at sætte umådelig stor pris på Frantz her i Thailand, og han lærte at begå sig rigtig fint.”
Alligevel kunne det slå gnister mellem parret, for eksempel hvis Pensak Howitz oplevede, at hendes mand ikke behandlede de thailandske ansatte ordentligt.
“Jeg følte mig skyldig og splittet. Det var jo mit folk, min kultur, han skældte ud på.”
Navnlig én episode har været svær at glemme for Pensak Howitz, nemlig en middag på den danske ambassade, hvor Frantz Howitz over for de øvrige gæster lod vide, at man ikke kunne stole på thaier. “De stikker dig med en kniv, hvis du vender ryggen til,” sagde ambassadøren til sine gæster. Den udtalelse gjorde hende rasende. Der var måske noget om snakken i visse henseender, men i situationen var det, som om det var hende, han talte om, og hun var dybt såret i ugevis bagefter. Men på trods af kulturforskellene forblev parret sammen frem til Frantz Howitz’ død.
“Vi valgte ikke hinanden af økonomiske eller andre praktiske grunde. Der var kærlighed mellem os og i sidste ende en respekt for hinanden.”
Tre mænd, der på forskellig vis har fyldt meget i Pensak Howitz’ liv: Prins Henrik, ambassadør Frantz Howitz og Thailands kong Bhumibol.
Det samme kærlighedsbånd mener Pensak Howitz ikke findes hos flertallet af de titusindvis af vestlige-thailandske par, der siden er kommet til.
“For de thailandske kvinder er det cool business. De kommer fra fattige kår og har måske allerede en thailandsk mand og børn, der skal forsørges – for ikke at tale om svagelige forældre, der skal plejes. Det koster, og her kan et ægteskab med en vestlig mand være en udvej.”
Den 79-årige kvinde stopper op, bliver fjern i blikket og smager et øjeblik på den næste sætning.
“Jeg har egentlig sympati for de her kvinder, der gifter sig med vestlige mænd,” siger hun. “Jeg synes ikke, nej… man kan ikke stemple det som prostitution, selvom de gør det for pengenes skyld. De kvinder er desperate. Vi har ikke det samme gode velfærdssystem her som i Danmark. Mange af de unge kvinder, der vælger at gifte sig med en farang, befinder sig i en virkelig kritisk situation, men de sælger altså ikke deres krop til syv-otte forskellige mænd hver dag, som en luder gør. Det synes jeg er en vigtig pointe.”
Pensak Howitz har til gengæld ikke meget tilovers for de firmaer, der tjener fedt på at være bindeled mellem vestlige mænd og thailandske kvinder. Hun fnyser.
“Dem skammer jeg mig over. Det er glubske pengemaskiner uden skyggen af empati. Jeg kan også godt blive bekymret for nogle af de thailandske kvinder i Danmark. Det er ingen hemmelighed, at flere af dem er endt i voldelige ægteskaber. Men de har deres thailandske opdragelse med sig, og derfor går de stille med dørene. De skal ikke risikere noget,” siger Pensak Howitz, der i en periode forsøgte at rejse midlet til et dansk kriscenter for thai-kvinder.
“Men vi løb hele tiden panden mod en mur med det projekt. Det ærgrer jeg mig stadig over. Vi har en pligt til at hjælpe de kvinder, der strander i et kynisk ægteskab langt væk hjemmefra. De har måske nok selv valgt at blive gift med en dansk mand, men har de også valgt en voldelig partner? Selvfølgelig ikke.”
Bhutans sidste enevældige konge, Jigme V, blev en nær ven af Pensak Howitz. Deres første møde i 2002 skulle have varet et kvarter, men endte med at blive en times snak over kaffe og hjemmebag.
Vinteren var så småt på vej til Tokyo, da Frantz Howitz en eftermiddag i 1986 kort kiggede forbi ambassadørboligen, hvor parret havde boet i godt et år efter først seks år i Thailand og derefter fire år i Saudi-Arabien. Han havde travlt, han var ved at komme for sent til tennis med den hollandske ambassadør, og han bad derfor om lov til at låne nøglerne til sin kones lille, fikse sporgsvogn. To timer senere ringede telefonen. Pensak Howitz’ mand var faldet om med en hjerneblødning under første sæt og var på vej til de nærmeste hospital.
Tre uger senere åndede Danmarks 63-årige ambassadør i Japan ud. Tilbage ved sygesengen sad hans 47-årige enke og nægtede at give slip på sin mands slappe hånd. Til sidst måtte en sygeplejerske vikle de to hænder fra hinanden.
Efter begravelsen af Frantz Howitz i Danmark blev tankerne dystre. I mange måneder gik Pensak Howitz rundt i sit hus i Bangkok og følte ikke, hun havde noget tilbage at leve for. Hun havde mistet sin mand og sin identitet som dansk ambassadørfrue. Men mens selvmordstanker pressede sig på, kom der pludselig et langt, personligt brev fra Thailands dronning Sirikit.
Hun bad Pensak Howitz om at give hjælpeorganisationen Raindrop Foundation som hun og Frantz Howitz havde startet i tiden som ambassadørpar i Thailand, en ny chance. Det blev et mentalt vendepunkt, og de næste mange år viede Pensak Howitz sit liv til udviklingsarbejde i Thailand med hjælp fra Danida og private danske midler.
I 1986 kickstartede Pensak Howitz på kongehusets opfordring sin udviklingsorganisation Raindrop Foundation. Her ses hun i ærbødig audiens hos kong Bhumibol, dronning Sirikit og kronprinsesse Sirindhorn.
En ny mand kom der dog ikke ind i hendes liv.
“Hvis jeg havde valgt at bo permanent i Danmark efter min mands død, så måske, men nu blev Thailand min faste base, og jeg kunne aldrig drømme om at gifte mig med en thailandsk mand. De stiller krav til kvinder, som jeg aldrig har ønsket at stå model til. Da jeg var ung kvinde, blev vi alle opdraget til, at ægtemanden var vores gud. Det øjeblik, man blev gift, var man ikke længere et individ. Men var mandens ejendom. Det har jeg aldrig kunnet forlige mig med, ” siger Pensak Howitz, der mener, at det gamle thailandske kønsrollemønster i dag lever videre i stor udstrækning.
“De thailandske mænd har generelt ikke høje tanker om os kvinder. Nu er der sikkert nogle, der bliver vrede på mig, men det står jeg ved. I den thailandske kultur er manden en hankat, en strejfer, der kan tillade sig at gøre fuldstændig, hvad der passer ham – se elskerinder, smutte en tur på bordel. Selvom det officielt er ulovligt at gå til en prostitueret, er det accepteret i nærmest alle sociale lag. Min far var en typisk casanova, og han havde eskapader her, der og alle vegne. Jeg synes, han lod min mor i stikken, men hun tillod det, for hun vidste, at han altid kom hjem igen. Da hun døde, blev min far så knuget af sorg, at han selv døde få måneder efter.”
Pensak Howitz i selskab med Thailands kronprinsesse Sirindhorn. Hun var i en periode prinsessens underviser og fulgte prinsessens officielle besøg i Danmark i 2002.
Et par timer syd for Bangkok gennemvæder lilla og lyserøde neonskilte den varme tropenat i Pattaya. Fuglekvidderen fra Bangkoks stille sideveje er afløst af tunge technobeats, der dundrer ud fra barer og natklubber, hvor nedringede og lårkorte servitricer bringer fadøl og paraplydrinks rundt til det mandlige publikum.
Den tidligere ambassadørfrue er taget med denne skribent herned, og hun ryster på hovedet ad den tætpakkede gågade Walking Street, hvor letpåklædte massagepiger, ladyboys og gogopiger står udstillet i glasbure hævet over menneskemængden for at lokke mænd indenfor til det næste stripshow.
“Det her er ikke thailandsk kultur. Det er noget, der opstod under anden verdenskrig med de japanske soldater, Senere kom amerikanske soldater hertil under Vietnamkrigen, og til sidst charterturisterne. Udlændinge har i årtier udnyttet vores liberale forhold til prostitution og gjort det til en vulgær pengemaskine med pædofili og perverse shows. Det her sexcirkus skulle vi have kvalt for mange år siden,” lyder det kontant.
Men er den thailandske sexturisme ikke affødt af den i forvejen udbredte bordeltradition blandt thailandske mænd?
”Der er ingen tvivl om, at vi har en meget lang og integreret prostitutionskultur i Thailand. Mænd i det her land har siden tidernes morgen haft en stor trang til sex, og det har alle dage været stiltiende accepteret, at man både fik stillet det behov ude og hjemme. Thailandske mænd kan ikke nøjes med én kvinde. Min fars familie drev bordeller tæt på grænsen til Laos som en del af forretningsimperiet, og det var der ikke noget odiøst i. Men det foregik i diskretion. Det var en accepteret måde for ubemidlede
kvinder at tjene penge på. Det var først, da japanerne kom under krigen, at det ekspressive, vulgære sexmarked, som vi befinder os i her, opstod.”
Ifølge Pensak Howitz har skiftende thailandske regeringer set gennem fingre med udviklingen i håbet om at booste turismen.
”Intentionen om at gøre Thailand til en førende feriedestination er god – men op mod årtusindskiftet blev det mere og mere et spørgsmål om at jagte hurtige penge, og derfor har sexturismen desværre fået lov at blomstre. Men vores nuværende, ikkefolke-
valgte regering har sat hårdt mod hårdt i et forsøg på at komme sexturismen til livs, og der er indført en række ny love på området.”
Pensak Howitz har modtaget flere af de fineste ordner, man kan få i Thailand. Her er hun fotograferet i sit danske hjem i Hellerup på vej til aftenselskab på Thailands ambassade.
En af dem betyder blandt andet, at hoteller i feriebyerne ikke uden videre må lade enlige thailandske kvinder komme ind.
”Det oplevede jeg selv for nylig. Jeg ville ind og spise en god middag på et hotel, hvis restaurant jeg havde fået anbefalet. Nu er
jeg ikke just nogen vårhare og ligner ikke en typisk callgirl, men alligevel blev jeg i første omgang afvist, så lovgivningen virker – i hvert fald et stykke ad vejen, ” siger Pensak Howitz, der hylder de nye tiltag imod sexturismen, men ikke er tilhænger af at forbyde prostitution.
”Det ville ikke gavne. Jeg mener grundlæggende, at hvis en kvinde ønsker at tjene penge på at sælge sin krop, skal det stå hende frit for.”
Under besøget i Pattaya har vi base i Jomtien – en forstad nogle kilometer længere sydpå, hvor der er skruet ned for den potente bling-bling-stemning, ikke mindst i Soi Danmark – danskergaden, hvor bodegaer og spisesteder i årevis har været drevet og besøgt af danskere.
Der er frikadeller og flæskesteg med rødkål og brun sovs på menukortene, skummende Carlsberg i glassene, og rød-hvide dannebrogsflag pynter flere facader.
Men også i Jomtien er der stribevis af massagebarer for både heteroseksuelle og homoseksuelle mænd, og i nogle af sidegaderne flyver det med ‘Helooo, sexy man’ – tilråd og tilbud om enten happy massage eller sex fra de ventende massører, der sidder på små plastikstole og holder godt øje med især enlige mænd.
“Har du lagt mærke til, hvor mange hvide mænd med store, oppustede maver der er her?” spørger hun, mens vi går ned ad Jomtiens strandvej med barer, butikker og spisesteder på den ene side og stranden med rækker af kokospalmer på den anden.
“Og har du lagt mærke til, hvor mange af dem der kommer gående med en lille, slank thailandsk kvinde ved deres side? De kvinder er opdraget i en gammeldags kultur, hvor mandens frihed bliver tilgodeset på kvindens bekostning. Danske kvinder er selvstændige og stærke individer, der ikke så let lader sig føje. Det er anderledes her, og det er der nogle typer mænd, der falder for.”
I dag har kvinder og mænd på papiret samme rettigheder i Thailand, og kvinder har muligheder, de ikke havde for en generation eller to siden. Men Thailand er ikke i mål.
“Vi har ligestilling, ja. Men den gamle kultur lever videre, og den er ikke let at ændre på. Machokulturen er med til at spænde ben for udviklingen af Thailand.”
Pensak Howitz oplever dog spæde tegn på, at en ny æra er ved at tage form. “I gadebilledet ser man flere og flere kvinder, der kører på deres egen motorcykel. Vi har også fået kvindelige taxachauffører i Bangkok. Det var utænkeligt, da jeg var yngre.”
Den tidligere ambassadørfrue peger også på de ligestillingstiltag, som skiftende regeringer har gennemført senest med den officielleanerkendelse af transseksuelle som et køn på lige fod med mand og kvinde.
“Vi har tre køn i Thailand nu, og det er jeg stolt over. Vi har ikke en religion, der fordømmer homoseksuelle og transkønnede. Der står intet i nogen buddhistiske tekster om, at det er forkert eller amoralsk at have sex med en person af samme køn. Derfor har det været accepteret i vores kultur længe, modsat i Vesten og ikke mindst i Mellemøsten.”
Tidligere så man ned på decideret transkønnede og de såkaldte ladyboys, som er mænd, der bevarer deres genitalier, men ofte får indopereret kunstige kvindebryster og går klædt som kvinder.
“Forældrene skammede sig, hvis deres børn viste tegn på at være transseksuelle. Jeg har selv bekendte, der har skiftet køn i en sen alder. De er blevet langt lykkeligere mennesker af det, og det skal vi da hylde, ikke fordømme.”
Pensak Howitz glæder sig over, at ladyboys og transkønnede i dag er blandt Thailands bedst betalte filmstjerner. Det har været med til at blåstemple hele LGBT-universet yderligere.
“De ligner kvinder og føler sig som kvinder, men tænker nok som mænd. I hvert fald forstår de at udnytte et potentiale,” smiler Pensak Howitz og understreger dermed den livslektie, hun engang blev citeret for på forsiden af Bangkok Post:
Antal indlæg: 3431 Tilmeldt: 03.07.09 Status: Offline
Dr. Pensak Chagsuchinda Howitz, the Danish-Thai archaeologist, ambassador’s wife and Thai senator, was awarded Best International Woman of Thailand on International Women’s Day, Friday, 8 March 2019.
Dr. Pensak was given the prestigious award for establishing her charity organization, Raindrop Foundation and was the first recipient to receive the award.
The awards were handed by General Chatchai Sarikulya, Thailand’s Deputy Prime Minister to 6 organizations and 39 outstanding women who came from all walks of life and professions.
The event was held at IMPACT Forum Building, Nonthaburi by Ministry of Social Development and Human Security to acknowledge and celebrate achievements of women and organizations that have been contributing improvements for women’s status, equality and justice in Thailand.
Dr. Pensak expressed her pleasure that she felt very honored to be presented as the Best International Woman of Thailand for the International Women year 2019 and that this award also is a great honor for Raindrop Foundation.
God historie. 
Lignende tråde