Antal indlæg: 1146 Tilmeldt: 24.10.09 Status: Offline
26.04.2011 Nakhon Si Thammarat.
Godmorgen Dagbog.
Puha det er hårdt at være mig
Endnu en nat med adskillige lynbesøg på potten, hvor Bjarne Riis ville være stolt som en pave hvis en af hans ryttere havde samme styrke som de her udbrudsforsøg har. Rytterens eneste opgave ville være at klamre sig fast til cyklen, bremse alt det han har lært, og så ellers trille over målstregen som en klar vinder, 1 ½ time før alle de andre
Så det var en kvæstet Pen der tjekkede ud fra Montien Hotel for at finde et andet, for det var slet ikke som beskrevet på nettet og grunden til at jeg valgte det. Beliggende klods op af stationen, så det indbydende ud med den flotte facade og ikke nogen stor udfordring for helbredet (læs frygten for Thai toiletter), og vi sjoskede glade ind i receptionen og betalte 350 for værelset. Aircon og varmt vand var standard, så en okay pris
Men efterhånden som vi kom længere og længere ind i skyggerne og op på 6 sal hvor vi skulle være, sank humøret hurtigt. For det er til dato det ringeste hotel jeg har boet på i Thailand, og som billederne viser var det i meget dårlig forfatning. Stinkende af fugt fra receptionen og hele vejen op var kun en lille del af kvaliteten, alt var brudt sammen eller virkede ikke. Brandslukkeren her fra 1984 er vel det bedste bevis på den påstand, alt var hullet og mørt, og bare en simpel ting som et dørgreb til toilettet var blevet erstattet med en sammenrullet avis. Så selv om jeg havde det skidt ad h…… til, var jeg glad for at kunne gå ud af døren og indånde noget frisk luft igen.
Jeg havde fundet og printet så godt som alt relativt om byen ud inden vi tog afsted, og havde der fundet Thaksin Hotel som er i den anden ende af skalaen. Godt nok koster det 550 Bht pr døgn, men alle pengene værd når man som jeg brugte et par dage der på det velfungerende toilet
Min gamle bekendt fra Koh Samui, Ali Baba har en del slægtninge her fandt jeg ud af på vejen til Thaksin Hotel. Cykel taxier, bike taxier og de privat bilister der åbenbart fungerer som taxi her, skimtede guld da de fik øje på falangen. Så det var det en skuffelse at blive afkrævet 100 Bht for 500 Meter af en taxi, og 40 Bht af cykeltaxien, og 40 Bht af bike taxien. Men stædig som jeg er men stadig meget svag, sagde jeg nej og gik i stedet. Og det blev sgu en lang lang tur, pauser for hver 100 meter for at få øjnene til at se i samme retning, og få pusten igen, fik turen til at tage en halv time. Men ikke på vilkår om jeg vil pelses bare fordi jeg er falang, koste hvad det koste vil (næsten!!).
Så det kostede mig 2 timer på ryggen for at komme nogenlunde til hægterne igen, Kat havde købt nogle små poser vitamin og energi pulver i anbefalede mig som blev slugt hurtigt, for jeg var meget svag. Og jeg fortrød allerede stuntet med at købe billet hjem næste dag som jeg i et svagt øjeblik havde besluttet at købe, for det er sgu vældigt spild af penge at betale 550 Bht for at være syg
Den rene dejlig bløde seng blev brugt flittigt, og det var en fryd ikke at skulle glo på de fugtplettede vægge og indånde en vammel sur luft. Og som om hotellet viste besked med mit helbred, havde de givet mig et værelse hvor et meget praktisk toilet i Europæisk standard, var placeret ret ud for håndvasken hvor jeg kunne lægge hovedet under de længerevarende besøg, meget meget praktisk
Næste morgen efter endnu en lang nat, ombestemte jeg mig omkring hjemturen. Ikke så meget fordi det var en 3 klasses sidde kupe, men fordi jeg ikke kunne overskue at sidde ude på potten hele vejen hjem. Så vi tøffede ned på stationen og fik pengene retur og købte så billetter tilbage den 28. Anden klasses sovevogn uden aircon
Og endelig anede jeg en lille fremgang og var så modig at vi tog en Songthaew ud til Wat Phra Mahathat som ligger små 2 kilometer uden for byen til 15 Bht hvor vi fik snakket med Buddha og fik set lidt af templet. Men selvfølgelig havde jeg været for hurtigt ude og blev hurtigt meget træt og ville bare tilbage til hotellet og ligge ned, 2 timers aktivitet kostede 3 timers søvn selv om klokken kun var 11 formiddag !!
Men det var et smukt tempel med mange smukke motiver og en kæmpe Chedi hvor man via nogle trapper kan gå rundt om den, og gudskelov var der ikke så mange mennesker endnu som gjorde det stille og roligt. Og som den ‘eneste’ ?? kan jeg vise jer billeder fra museet hvor fotografering er forbudt
Da Kat opdagede at jeg diskret tog billeder mens vi gik igennem museet, pegede hun op på de mange overvågningskameraer der sidder på spærene og blev meget nervøs og gal på mig Men nu vil jeg jo gerne være lidt anderledes, og lod som ingenting og fortsatte med at tage billeder som desværre ikke er så gode, men jeg gjorde det
Nå men, på grund min manglende energi, holdt vi mange pauser mens vi gik rundt inde i templet hvor vi sad i skyggen og pustede ud og snakkede lidt om hendes besøg her i byen, nu var hun endelig blevet skilt og var meget glad. Men desværre havde hun ikke fået lov at se sin datter hun ikke har set i 3 år tror jeg, faderen havde med sin nye dame travet rundt i periferien og uden for hørevidde og snakket i telefon konstant (Annie??) og havde ikke snakket med hende. Kun bedstefaderen som var med, snakkede med Kat og sagde ingenting selvfølgelig, udover at han var ked af al balladen. Jeg tror at Annie har snakket med Ohm (Datteren) eller faderen, sagde Kat og blev igen ked af det, og så overraskede hun mig lidt og sagde så.
Jeg sender ikke flere penge til hende, jeg opretter en ny bankbog i min nye bank og sætter 500 Bht ind hver måned sagde hun, og fortalte mig så lidt mere om hendes fortid !!
På et ikke nærmere angivet tidspunkt udover at hun var ung (Kat) og stadig ammede, rejste hun rundt og godkendte rejer fra rejefarme for et firma og tjente gode penge som hun kaldte det. For hver 100 Bht handlet, tjente hun 2 - 3 Bht og havde penge i banken sagde hun !!! Annie sagde til hende, Mor og Far (altså hendes) er nødt til at ha et nyt hus. Jeg betaler halvdelen, og du betaler den anden halvdel okay !!!
Jeg ved godt jeg har været dum og en Buffalo sagde hun og havde tårer i øjnene, men nu kan jeg glemme det hele nu jeg er helt færdig med familien, så lad være med at skælde mig ud ikk !!
Det havde jeg nu heller ikke energi til og nikkede bare mens jeg tænkte mit, for jeg tror aldrig i mit liv jeg har mødt et så grådigt menneske som Annie, og ønsker egentlig ikke at høre mere om hende, for jeg kan ikke tillade mig at blive gal, og det til trods for at hun har ikke har betalt de penge tilbage hun har lånt. Men hygge mig kan jeg godt tillade mig, for hun er gal over at Kat og jeg altid smiler og ser glade ud. En aften hos Pi Bao hvor hun spiller kort, havde hun vredt sagt at hun ikke kunne forstå hvordan vi kunne være så glade nu jeg havde så ondt i ryggen som alle i huset selvfølgelig ved alt om, og ikke snakkede dårligt om hende
Så det trøster jeg mig over selv om mit bekendtskab med hende har kostet mig penge
Desværre kan man vel sige, har jeg taget alt fra Kat selv om det ikke var så meget i vores vesterige øjne. Men hun havde dog et sted at sove selv om det var på gulvet hos Annie, hun havde lidt kontakt til datteren der ringede og tiggede penge en gang imellem, og havde som hun selv siger et liv !! Det gør så at hun i dag, og også før har luftet tanken om at hun bliver munk hvis det går galt med mig, så har jeg intet tilbage og vil være lykkelig hver dag med at gøre rent i templet siger hun !! Og jeg tror sgu hun gør det hvis det går galt, for hun er så fremmed for den verden jeg befinder mig så vel i, og ikke har problemer med at tumle, mens hun har store problemer med alt.
Jeg ved godt det er hårde ord, men jeg har ikke tålmodighed til den ‘dumhed’ der får hende til at gå helt i stå, og mig op igennem gennem loftet. Alt jeg planlægger bliver spoleret fordi hun er usikker og ikke har prøvet så meget før, og prøver at løse problemer eller opgaver på ægte snotforvirrende Thai facon og ved brug af Thai logik som minder meget om fodringstid i et hønsehus. Den fangede jeg hurtigt og forklarede hende at det havde jeg altså vældigt styr på, så det sku hun ikke tænke på, Okay sagde hun, og gjorde det stik modsatte 5 minutter efter
Inden togturen herned fandt jeg nogle stumper film på nettet så hun kunne få ind i sit lille hoved at der altså var senge i sådan et tog, med tilbageholdt åndedræt fulgte hun opbygningen af sengen som for stewarden tager 2 minutter, og endte med billedet af en tilsyneladende indbydende seng. Jeg kunne se på hende at hun slugte filmen råt, og tilsyneladende forstod !!
Men men, da vi så sad i toget og klokken nærmede sig otte, begyndte hun at gå i ægte panik. Pisse irriterende nu jeg ikke havde det for smart, og vanskeligt at forklare hende med min manglende energi. Så det blev til et herligt skænderi inden sengen dukkede ud af den blå luft, men da hun var gal som en tysker fordi jeg rent ud havde sagt at hun skulle holde sin kæft og vente et øjeblik. Altså havde hun ikke fattet en hylende fis af det jeg havde vist hende på billeder og film, den tilstand har varet indtil nu hvor jeg stadig er negativ over den ‘dumhed’ !!
Ups, igen…….
Som sagt røg viseren hurtigt ned på den røde linje og vi var nødt til at tage tilbage igen, og mens jeg sad på en bænk i et busskur over for templet for at få pusten, studerede jeg det gedemarked af blomstersælgere der stiller sig ud på vejen og anviser parkeringspladser. Som belønning når nogen gik i fælden, stiller de sig op i en kødring omkring bilen og stikker blomsterne op i snuden på folk så snart de åbner døren. Kat havde fortalt mig at der var et scam ved templet som jeg ikke helt forstod på grund af hendes dårlige Engelsk, men nu forstod jeg fidusen !!
For blomster sælgerne som stod uden for porten forlangte 30 Bht for de par blomster der er på én pind, og inden for porten koster samme portion blomster mellem 10 og 20 Bht, så de laver kassen udenfor !!
Nå, men der er gået et par dage igen med samme mønster, intet, og jeg mener intet bliver indenbords. 4 kilo er ifølge vægten forsvundet på 7dage selv om jeg prøver alt jeg kan at spise og selvfølgelig drikke en masse vand, så jeg er begyndt at tænke over at opsnuse en læge. For nu har det varet lidt for længe i mine øjne, og så sjovt er det altså heller ikke
Og som jeg lige fik indskudt i den forrige Dagbog har jeg været på sygehuset, men inden da forsøgte jeg lige en lille klinik først. Da han hørte om mit problem og hvor længe det havde stået på, eller måske retter stået ud afviste han mig og fortalte hvor Nakhon Christian Hospital lå. Mei Gai (ikke langt) sagde han og pegede ud i luften i en udefineret retning som gjorde mig så usikker at jeg for denne ene gangs skyld, satte mig op på en taxi bike til 40 Bht sammen med Kat som på en eller anden måde fik os derhen i live
Og tak skal du ha en service, da fætter Finn så falangen ankomme standsmæssigt, styrtløb han ud med en improviseret kørestol og inviterede mig på en gratis køretur. Næh tak sagde jeg høfligt, jeg er ikke syg. En sygeplejerske havde i mellemtiden overfaldet Kat med spørgsmål der fik hendes øjne til at ligne mine, altså rullende rundt i hovedet over mængden af spørgsmål Indskrivningen gik hurtigt og smertefrit hvor jeg dog måtte stikke en lille nødløgn og sige at jeg selvfølgelig bad til gud hver dag mens jeg diskret forsøgte at få min Buddha inden for blusen uden at det blev opdaget inden jeg blev ført hen til et lille bord for at få taget blodtryk og blive vejet, undskyld sagde den ældre lille mus fordi jeg ikke snakker Engelsk så flot at selv mig der er ordspasser, forstod hvert et ord. Så det roste jeg hende for og fik lige et ekstra kryds på den
Sæt dig venligst derhen og vent sagde hun meget høfligt og pegede på nogle stolerækker i kulørt plastik, Tv’et kørte som forventet for at berolige de nervøse patienter og der var hyggeligt. For der var ikke rigtig nogle vægge her, alt var åbent udad mod den flotte have der var velplejet og flot med mange blomster. Besøgende eller patienter sad eller lå i det grønne græs og hyggede sig gevaldigt, fuglene sang og alle blomsterne duftede om kap for at få mest opmærksomhed, se det er sgu beroligende omgivelser. Så glem den vanvittig dyre kunst der pryder væggene derhjemme, millioner af skattekroner bliver hældt ud på noget elendigt misk mask der hverken er hoved eller hale i, og det ligner sgu mere et museum end et sygehus !!!
Ups……
Som havde jeg en fjeder i røven, sprang jeg op af stolen i samme sekund bagdelen som ellers godt kunne bruge lidt fred, ramte plastikken. Det var allerede min tur selv om der sad andre patienter end mig, så der begyndte mine dydige tanker om et kristent hospital godt nok at falme lidt i hjørnerne. Men jeg siger jo ikke så gerne nej til et godt tilbud, og fulgte med en smilende sygeplejerske ind bag en matteret glasdør hvor synet af en hætteklædt bz’er mødte mig. Puha tænkte jeg, nu er det sgu slut
Men det var sømænd bare en anden flink sygeplejerske der så igen henviste mig til lægen, en gråhåret dims af en eller anden slags som var svær at kønsbestemme ved første øjekast på grund af støvmasken der var monteret. Det viste sig at være en meget ældre dame der gik til makronerne med det samme, uha sagde hun bekymret mens hun så på papirerne fra bord nummer et. Det er meget lang tid sagde hun bekymret, hvad vil du sige til at blive indlagt ???
Nej nej skyndte jeg mig at sige, hvad så med sædvanlige to aftens tænkte jeg, jeg er jo ikke syg og vil sandelig ikke tage pladsen fra en lidende. Den bemærkning gled hun let over og gik så til selve undersøgelsen, og den var lige så hurtig overstået som det andet jeg havde været igennem her. Så hun fik lyttet til lunger, lyst mig i munden (garanteret for at se om jeg havde gemt guld ) og sluttede så den grundige undersøgelse af med at lægge ansigtet i alvorlige folder. Kat fik en smøre så lang så lang at jeg begyndte at sidde at nikke diskret og langsomt glide ned af den træskammel jeg sad på, og sluttedes så underligt nok af med at på ganske godt Engelsk, at først vække mig, og så forklare mig at det var en afgørende faktor at jeg drak den ordinerede Kinesiske te omrørt i varmt vand
Der ku jeg godt se på Kat at jeg vist var kommet lidt over stregen, for jeg begyndte på trods af signalerne om et kommende toilet besøg, at smile bredt der som regel er begyndelsen til et grin. Så jeg spurgte lynhurtigt i et alvorligt toneleje om hvor jeg dog kunne købe denne her fantastiske te og virkede meget interesseret, jamen tøede hun op med udsigten til et par millioner falang penge i kassen, det kan du da købe her. Glem nu ikke teen sagde jeg til Kat, den kan jeg altså ikke klare mig uden mens vi baglæns gik ud af døren og bukkede høfligt og var ved at skvatte i vores sandaler
Puha det var svært at holde masken, men det lykkedes da nogenlunde. Men desværre har Kat allerede lært når jeg tar pis på folk, og havde givet mig et diskret mørkt mærke da hun mens vi retirerede, nev mig gevaldigt i overarmen
Nå nu skal det ikke være sjov det hele, det er jo en alvorlig sag at komme på sygehus, så jeg vil bestræbe mig på at holde masken når jeg fortæller om oplevelsen, og ikke latterliggøre den…
Måske havde jeg været lidt hård ved lægen, for denne gang fik jeg lov at vente i hele 5 minutter inden medicinen var blevet skudt, tørret, pakket og sendt til Thailand, og jeg blev kaldt op. 4 forskellige piller og den uundværlige te blev forklaret grundigt af damen i sygehusets apotek til Kat, stakkels mig blev der ikke tænkt på selv om jeg stod klar med en munter bemærkning omkring teen
Og så var det hele overstået, regningen for det cirkus her blev den nette sum af 195.00 Bht alt inklusiv, den største post var lægens andel på horrible 100 Bht, men beløbet skal måske ses i forhold til de relativt dyre støvmasker
Atter blev jeg tilbudt en gratis køretur i den vakkelvorne kørestol som jeg helt bestemt mener er modificeret som knallerterne her i landet, ud af ‘skadestuen’. Men nu var jeg jo en anelse mere hoven end før udstyret med en pose te der ville helbrede mig, så igen sagde jeg pænt nej tak og nikkede smilende til de søde men ikke helt unge sygeplejersker der kun ville mig det så godt. Mange tak sagde jeg mens jeg gjorde alt for ikke at ryge på røven igen så de havde chancen for at kidnappe mig, og tvangsindlægge mig, den ville jeg sgu ikke gi dem
For det er det værste ved den omgang her, jeg er svimmel så godt som hele tiden, og går som en fuld mand, nok på grund af den manglende power som jeg jo har svært ved at opbygge med alle de angreb. 10 meters gang er rigelig til at Kat bekymret spørger om jeg vil sidde ned, nej nej siger jeg, W.C. Fields ku klare at stå op i en tolv hestes brandert, så kan jeg sgu også klare den detalje her
Nå, nu gnaver jeg og drikker under stor nydelse og til stor irritation nu jeg under så skarp overvågning af Kat, lægens ordinerede medikamenter, teen bliver nydt ekstra meget nu jeg har haft lidt tid til at tænke. For hvis den er så fantastisk som lægen påstod, tager jeg et lån i risbanken og start et verdensomspændende firma. Kat har endnu ikke regnet ud at jeg tager pis på hende når jeg spørger hende hvem hun tror der kan stå for salget i Japan, måske min søster sagde hun og kiggede underligt på mig, okay mei ???
Det har givet lidt gnidninger med al den omsorg jeg ikke kender eller er vant til, tæppet jeg ryster af mig når jeg sveder, bliver lige så hurtigt lagt på igen som irriterer mig grænseløst. Hendes ulidelige snak om den forbandede hvide drik i Nonthaburi ‘ doktoren ‘ anbefalede, og som jeg selvfølgelig ikke faldt for, gør det noget anstrengt. Den mærkelige tankegang og den underlige til tider idiotiske logik har jeg meget svært ved at acceptere. Kat tror fuldt og fast på at jeg ville være rask hvis jeg havde drukket den, og er ikke til at hugge eller stikke i som gir endnu nogle ting at snakke højt om, så det går vældigt !! Hjemme i DK var jeg vant til at blive blev jeg spurgt, om hun skulle ringe efter en pizza nu det var min tur til at lave mad
Jeg håber sgu her 7 dage efter starten på det hele, at det snart slutter, for muntert har det ikke været. Heller ikke for Kat som selvfølgelig gerne ville ud at se sig omkring nu hun var her som turist, hun har kun været her i byen én gang sammen med Annie hvor de besøgte Wat Phra Mahathat som vi også så.
Og ærligt tror jeg ikke jeg har lyst til at komme tilbage igen !!
Som den første by i Thailand jeg har besøgt, er Nakhon Si Thammarat den by der har givet mig det dårligste førstehånds indtryk. Nedslidte bygninger der ser forfærdelige ud og burde ryddes fra jordens overflade præger billedet når man kommer med toget, fattigdom kender jeg og har oplevet og set før. Men slet ikke i den størrelsesorden som her hvor bybilledet tegner et billede af ekstrem fattigdom hvor folk uden tøven dukker ned i den nærmeste skraldespand, og lystigt guffer mad i sig der er kasseret af andre. Tiggere sidder alle vegne og i hobetal og er sgu et sørgeligt syn når de prøver at tjene en skærv ved at banke på bunden af en tom malerbøtte med en pind, sådan kunne jeg blive ved med at tegne et dystert billede af byen. Men det er min opfattelse efter en uge her hvor det meste af tiden er brugt indendørs, små ture i sikker afstand fra hotellet (lokummet !!) gav det samme indtryk. En ufattelig stank af urin og andre spændende ting hænger som en dyne der hvor vi gik, affald flyder voldsomt over det hele, og det var slet ikke hyggeligt at se og opleve når elendigheden er så stor !!!
Så med det her vil jeg slutte Dagbogen for denne gang, Nonthaburi bliver atter indtaget og en genoptræning venter mig. Selv om jeg ‘kun’ har tabt 4 kilo ser det værre ud, muskelmassen er væk i arme og ben for ikke at tale om overkroppen, så jeg håber meteorologerne har ret i at de 23 grader og regn der hærger nu forsvinder, så jeg kan komme i gang. Jeg får besøg fra Tyskland og Danmark i næste måned, en tur for at kigge hus i Kanchanaburi venter osse inden mine venner fra Japan kommer, så jeg er nødt til at være stærk hurtig.
Tak Buddha fordi du holdt hånden over mig denne gang, det skal jeg ikke glemme………
Antal indlæg: 1828 Tilmeldt: 05.10.09 Status: Offline
Ja det er da trist med den By ? sådan husker jeg den ikke for vel 5 - 6 år siden ? mener vi boede på et ok hotel ( Thai ) mener jeg det hed. og der lå et markedet tæt på med flere god spisesteder. Og så var der Dukketeateret og jo det flotte Tempel. Og det virkede ikke som folk var fattige ? Men det har så åbenbart forandret sig på de år ? trist. og det er da noget være noget med dig din skrælling Det kan være du skal overveje din nærighed og gå på et rigtigt Hospital ? men her koster lægen 500 for at se på dig og 100 for at blive vejet men det kan være de kan finde ud af hvad du fejler ?
Antal indlæg: 1146 Tilmeldt: 24.10.09 Status: Offline
He He Jack, der var jeg kommet til at bagtale de lokale falanger. Da det gik op for mig at jeg var sunket så dybt i ren kedsomhed, begyndte tankerne om flugten fra øen
Men ja jeg oplever meget, men jeg ber jo osse selv om det og er glad for det selv om ikke alt er rosenrødt, men det tynde øl som det tykke Na ??
Er til trods for den fantastiske te, ikke færdig med mine lynvisit endnu, så jeg tager på hospitalet når jeg er kommet ovenpå turen hjem som starter her klokken 13. Og de forbudte billeder kommer op når jeg kommer hjem
Antal indlæg: 247 Tilmeldt: 09.11.09 Status: Offline
hej Pen
prøv at bruge lidt flere penge på hoteller når du rejser rund
verden er ikke fattig Nakhon Si Thammarat er ikke fattig
men en pæn by hvis du kommer de rigtig steder
Men nu vil jeg jo gerne være lidt anderledes, og lod som ingenting og fortsatte med at tage billeder som desværre ikke er så gode, men jeg gjorde det 
inden jeg blev ført hen til et lille bord for at få taget blodtryk og blive vejet, undskyld sagde den ældre lille mus fordi jeg ikke snakker Engelsk så flot at selv mig der er ordspasser, forstod hvert et ord. Så det roste jeg hende for og fik lige et ekstra kryds på den 
tænkte jeg, jeg er jo ikke syg og vil sandelig ikke tage pladsen fra en lidende. Den bemærkning gled hun let over og gik så til selve undersøgelsen, og den var lige så hurtig overstået som det andet jeg havde været igennem her. Så hun fik lyttet til lunger, lyst mig i munden (garanteret for at se om jeg havde gemt guld 
Lignende tråde