Vejrforhold og oversvømmelser
Vejrudsigten for større byer i Thailand kan blandt andet findes på TheWeatherChannel. Oversvømmelser kan forekomme blandt andet i det nordvestlige Thailand inklusiv Chiang Mai-området i regntiden. Hvis man i denne periode påtænker at rejse i mere ufremkommelige områder - f.eks. i forbindelse med trekking eller flodsejlads - kan man med fordel forudgående konsultere sin rejseagent eller de lokale myndigheder. Ligeledes bør man være opmærksom på vejrliget i forbindelse med transport i navnlig mindre både til thailandske øer.
Børn indskrevet i forældrenes pas
Danske forældre kan godt rejse til Thailand med deres mindre børn indskrevet i passet. Dette er bekræftet af den thailandske ambassade i Hellerup og de thailandske immigrationsmyndigheder i Bangkok lufthavn. Dog ikke hvis opholdet overskrider 30 dage, idet der så er visumpligt.
Indførsel af medicin
Allergimedicin, hovedpinepiller og anden håndkøbsmedicin til eget forbrug kan medbringes til Thailand. Er der tale om stærkere medicin på recept bør en lægeerklæring på engelsk medbringes til dokumentation i tolden. I tvivlstilfælde bør man kontakte den Thailandske Ambassade i Danmark på telefon 39 62 55 75 eller Ministry of Public Health i Thailand på 0066 2 590 7348.
Mad og drikkevarer
Thaier er generelt gæstfrie og gavmilde, men man bør være varsom med at tage imod mad og drikkevarer, som tilbydes af ukendte personer på værtshuse, i busser, på markeder eller andre steder, da der har været tilfælde af tilsætning af bedøvelsesmidler.
Smykkekøb
Der bør udvises stor forsigtighed ved køb af ædelstene,
specielt safirer, indfattede og uindfattede, og specielt i tilfælde,
hvor man bliver kontaktet på gaden med tilbud om at se på safirer ved et specielt
"sidste-dags-udsalg”. Der findes ingen statsejede juvelbutikker.
Se også siden om Køb af Smykker i Thailand.
Valuta
Rejsende bør være opmærksomme på,
at der navnlig uden for Bangkok kan være vanskeligheder forbundet med veksling af dansk valuta.
Checks, såvel danske som internationale, kan ligeledes
kun meget vanskeligt veksles i Thailand.
Der kan uden problemer hæves kontanter på
VISA- og MasterCard i de lokale pengeautomater,
maksimalt dog ca. Baht 12.000 (ca. kr. 2000) dagligt,
ligesom man på de fleste bedre hoteller, restauranter
og hos rejseagenter kan betale med internationale kreditkort.
Svømning i Thailand
Rejsende til blandt andet Phuket, Koh Samui og andre ferieøer
bør være varsomme med svømning ud for kysten, da strømmen på visse tidspunkter af året
kan være meget stærk, og drukneulykker er forekommet.
Spørg hotellet eller andre lokalkendte om strømforhold med videre.