Antal indlæg: 139 Tilmeldt: 07.02.17 Status: Offline
Efter nye regler: 'Mint er endegyldigt landsforvist'
Der er ingen vej tilbage for den thailandske pige Mint, efter regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne er blevet enige om række nye regler for familiesammenføring.
Det mener Radikale Venstres udlændingeordfører, Andreas Steenberg.
»Mint er nu endegyldigt landsforvist,« fortæller han til B.T. umiddelbart efter, at Integrationsministeriet udsendte en pressemeddelelse om de nye regler.
13-årige Mint kommer formentlig aldrig til at bo i Danmark.
Det frygter den thailandske piges stedfar, Frank Thøgersen, efter at regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne tirsdag blev enige om et sæt nye regler for familiesammenføring med børn.
»Det er jo godt for de familier, der får brug for det i fremtiden, hvis man er oplyst og ikke fejlinformeret, men for vores vedkommende føler jeg, at det er det sidste søm i kisten.«
Antal indlæg: 898 Tilmeldt: 14.01.15 Status: Offline
Mints far fik uventet opkald: 'YES! Nu er der måske et håb
Hvorfor har ingen fortalt mig det før? Tanken fløj gennem hovedet på Mints far, da han lige havde talt med Udlændingestyrelsens kontorchef.
»Men samtidig tænkte jeg 'YES! Nu er der måske et håb',« siger Frank Thøgersen om følelsen, der et øjeblik fik lov at forplante sig, inden han lagde mobilen fra sig og kørte videre på arbejde.
Få dage før havde han skrevet et brev til Udlændingestyrelsen, hvor han på diplomatisk vis luftede sin frustration over, at det virkede, som om 'Mint har fået livsvarig karantæne fra Danmark', og at han rigtig gerne ville vide, hvad han kunne gøre, for at familien kan bo sammen i Danmark.
Frank Thøgersen blev alligevel noget paf, da han en mandag på vej til arbejde pludselig havde kontorchef i Udlændingestyrelsen Lone Zeuner i røret.
Frank Thøgersen talte bl.a. med kontorchefen om nogle misforståelser i forbindelse med en visumansøgning. Derudover fortalte han, at Mints mor nu siden oktober havde boet i Thailand sammen med Mint, fordi ingen andre kunne tage sig af datteren i hendes hjemland.
Mints biologiske far har, siden Mint landede i Bangkok, frabedt sig al kontakt, og ingen ved, hvor han opholder sig
»Det mente, Lone (kontorchefen, red.) kunne være nye oplysninger i sagen, da de jo netop havde vægtet, at Mint kunne bo hos ham i Thailand,« siger Frank Thøgersen.
Antal indlæg: 454 Tilmeldt: 28.05.11 Status: Offline
De Radikale vil kræve redningskrans til Mint: 'Alle – uanset parti – havde ondt i maven over den sag'
Radikale Venstre lægger ikke mandater til en regering, der ikke tager hånd om Mint-sagen. En sag, der gav alle politikere, uanset parti, 'ondt i maven'.
»Vi får ikke en ny regering med vores opbakning i Danmark, før vi er enige om, hvordan vi håndterer hele det her område, der handler om danskere med udenlandske ægtefæller, deres børn og stedbørn,« siger Morten Østergaard.
Hans kampagnebus er onsdag aften parkeret foran Herfølge Boldklub. Og selv om Morten Østergaard vist nok holder med AGF, er den radikale formand kommet på hjemmebane.
Radikale Venstre har nemlig været en tydelig stemme i debatten om Mint, som betyder særlig meget for manden, der til daglig bestyrer cafeteriet, serverer slush ice og giver skulderklap til de unge spillere i klubben.
Antal indlæg: 454 Tilmeldt: 28.05.11 Status: Offline
Danskerne til Mette og Lars: Få nu Mint hjem
Folketingspolitikerne skal finde en løsning, så Mint kan vende hjem til sin papfar og lillebror.
I en ny måling erklærer 70 pct. af danskerne sig enige i, at politikerne skal finde en løsning for de 70 børn, som siden januar 2017 er udvist efter en integrationsvurdering, så de kan få mulighed for at vende tilbage til Danmark.
Antal indlæg: 454 Tilmeldt: 28.05.11 Status: Offline
Socialdemokratiet skærer igennem: Mint skal hjem til Danmark
70 udviste børn – heriblandt Mint – får en ny chance, hvis Mette Frederiksen (S) bliver statsminister. Det melder Socialdemokratiet torsdag efter en syv måneder lang B.T.-serie.
»Den aftale, vi har lavet med regeringen, er god nok fremadrettet, men der er nogle børn, der er kommet i klemme mellem den gamle lovgivning og den nye,« siger udlændingeordfører Mattias Tesfaye (S).
I et interview med B.T. torsdag uddyber han, hvordan Socialdemokratiet, hvis de får regeringsmagten, vil gribe en lovændring i forhold til Mint-sagen an.
»Hvis Mette Frederiksen bliver statsminister, så bliver det i vores regering, at denne lov skal fremlægges. Der, mener vi så, at når den lov bliver vedtaget, så skal alle dem, der er kommet i klemme mellem den gamle lov fra 2016 og den nye lov, have et vindue på tre måneder, hvor de kan søge om familiesammenføring – også selvom deres forældre har været her længere,« siger han.
Mints papfar jubler: 'Det er jo… for fanden! Det betyder alt'
»Det er ligesom at blive far igen. Man får at vide, at konen er gravid. Barnet kommer på en eller anden given dato. Der er termin engang i efteråret. Det er vanvittigt.«
Frank Thøgersen har netop fået at vide, at hvis Mette Frederiksen bliver statsminister, får hans papdatter, Mint, mulighed for at vende hjem til Danmark.
Det er syv måneder siden, at hun blev udvist af Danmark efter en integrationsvurdering. Siden har Mint og hendes mor boet i Bangkok, mens lillebror Malick og Frank Thøgersen har boet i Køge.
Men står det til Socialdemokratiet, skal loven ikke bare laves om fremadrettet, sådan som regeringen DF og S i februar lavede en politisk aftale om. Der skal også findes en løsning for de børn, der, siden loven trådte i kraft, er blevet udvist, lød meldingen fra udlændingeordfører Mattias Tesfaye (S) onsdag.
Antal indlæg: 121 Tilmeldt: 30.08.16 Status: Offline
SF tager Mints sag med til regeringsforhandlinger
Når forhandlingerne om at danne en ny regering fortsætter tirsdag, kommer SF med et krav om hurtig handling.
»Vi vil have en ny regering til at handle hurtigt på at hjælpe Mint og de andre børn hjem til Danmark igen,« siger SF's gruppeformand, Jacob Mark.
Efter en dags pause i regeringsforhandlingerne er han, SF's formand, Pia Olsen Dyhr, og næstformand Lise Müller indbudt til et nyt møde på Christiansborg tirsdag formiddag, hvor udlændingepolitikken er på bordet.
Og her er det magtpåliggende for venstrefløjspartiet at redde Mint og de 70 andre børn, de er kommet i klemme i reglerne.
»Den måde, Mint og de andre børn er blevet behandlet på, har ikke været i orden. Nu skal vi sørge for, at de kan komme hjem og se deres venner og familie igen og starte på en frisk.«
Antal indlæg: 3857 Tilmeldt: 08.05.09 Status: Offline
Ja, de små børn har meget at takke Dansk Folkeparti for, lad os så håbe der sniger sig lidt mere menneskelighed ind i samfundet nu da DF er ved at være nede på det niveau hvor de hører hjemme.
Og lad os nu slippe for at alle udlændinge, og danskere, behandles som om de var islamister
Anarki eller Kaos.
Antal indlæg: 174 Tilmeldt: 19.02.14 Status: Offline
Fastholder jeg Mint i noget, som aldrig bliver?« Tanken har strejf Marie Hvidtfeldt Bedsted, men alligevel sender hun og Mints gamle
klasse stadig ugentlig snapchats til Thailand.
»Jeg har haft mine professionelle overvejelser. Men fordi sagen er så grotesk, har jeg også hele tiden haft en ret stærk tro på, at hun nok
skulle komme hjem igen,« siger klasselæreren.
På tavlen i klassen står en påmindelse om, at klassen hver fredag skal sende en snapchat til Mint.
»Vi viser noget fra vores hverdag og fortæller hende, at vi stadigvæk er nogen, der tænker på hende,« siger Marie Hvidtfeldt Bedsted.
Og Mint sender søde hilsner med hjerter retur.
Klassekammeraterne tror og håber nu på, at Mint snart kan få lov at komme tilbage til Danmark og bo i Køge.
Antal indlæg: 454 Tilmeldt: 28.05.11 Status: Offline
Ny regering på plads: Nu skal Mint hjem
Radikale Venstre vil have thailandske Mint, som B.T. har skrevet en række artikler om, og 69 andre udviste børn hjem til Danmark.
Det fortæller Sofie Carsten Nielsen til B.T. på Christiansborg.
Det er en del af aftalen om ny regering, fortæller Sofie Carsten Nielsen fra De Radikale.
»Ja, og det er jeg rigtig, rigtig glad for. Vi har forpligtet os til, at de 70 børn, der er i den knibe, kommer hjem. Der bliver lavet en opsamlingslov, som sikrer, at de kommer til Danmark,« fortæller Sofie Carsten Nielsen om de udviste børn.
I aftalen mellem de fire partier, som blev indgået tirsdag aften, kan man læse, at:
'De cirka 70 børn, der er kommet i klemme på grund af integrationsvurderingen fra 2016 og til nu hjælpes ved, at de får tre måneder til at søge om familiesammenføring ud fra kriterierne i den nye lovgivning, selvom deres forældre har væert her længere,' står der i aftalen.
Antal indlæg: 174 Tilmeldt: 19.02.14 Status: Offline
Ministeriet arbejder på ny Mint-lov: Bliver præsenteret efter sommerferien
Drømmen er, at han i august kan vende hjem til Danmark med hele sin familie – også Mint og hans kone, Ratree.
Men helt så stærkt ser det ikke ud til at gå.
For selvom ministeriet allerede er i gang med det lovforberedende arbejde, bliver det først fremsat på den anden side af Folketingets sommerferie.
»Denne sag står øverst på min liste. Nogle børn er kommet i klemme, fordi Folketinget har vedtaget nogle regler, som hverken kan forklares eller forsvares. Derfor er vi også allerede gået i gang med at forberede en løsning. Den vil blive præsenteret for partierne hurtigt efter sommerferien,« lyder det fra den nye udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye (S).
Lige før sommerferien kunne Mint, familien og klassekammeraterne ellers juble over, at politikerne i regeringsforhandlingerne var blevet enige om en redningsplanke for de cirka 70 børn, der siden 2016 er blevet udvist på baggrund af en integrationsvurdering.
Det fik straks de mange familier, der i kortere eller længere tid har været splittet over flere kontinenter, til at stille spørgsmålet: 'Hvornår?'
Mints papfar, Frank Thøgersen, begyndte allerede på den nye regerings første dag at drømme om, at Mint kunne flyve med sin mor, når Ratree den 5. august har en flybillet hjem.
Antal indlæg: 114 Tilmeldt: 20.07.16 Status: Offline
Minister tror på ny Mint-lov 1. januar: 'Det er lidt stramt, men det kan godt lade sig gøre'
I snart 11 måneder har Mint ventet på en chance for at kunne vende tilbage til Danmark. Fredag sendte udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye, hendes redningskrans i høring.
»Vi har allesammen travlt. Vi har allesammen læst de artikler. Men det skal være i orden, det vi laver,« siger den nye minister og tilføjer:
»Hvis vi skal være helt ærlige, så var det jo det, der gik galt sidste gang. Det gik for stærkt. Så jeg vil gerne have en process, hvor vi følger alle tidsfrister.«
Det 'lovsjusk', som ministeren selv kalder det, er nemlig skyld i, at bl.a. 14-årige Mint nu i snart et år har været i Thailand – mange tusinde kilometer væk fra sin lillebror og papfar – fordi hun ud fra loven vurderes 'ikke integrerbar' i Danmark.
En lov, som Mattias Tesfaye flere gange har slået fast, hverken kan forklares eller forsvares.
»Derfor har det stået øverst på min liste som minister at finde ud af, hvordan vi får det her håndteret,« siger han.
Fredag eftermiddag er et nyt lovforslag, som helt skal erstatte den gamle lov om integrationsvurdering af børn, derfor sendt i høring.
»Jeg er tilhænger af, at vi har nogle stramme regler i lovgivningen, men det skal ikke være skørt,« siger han og fortsætter:
»Nu har jeg jo læst de artikler, der har været i B.T., og jeg tror, vi er mange politikere, der har taget os til hovedet og spekuleret over, hvem det er af os, der synes, det her er fornuftigt.«
Behandles inden jul
Den uigennemskuelige integrationsvudering bliver nu skrottet og erstattet med én klar regel:
»Man kan sagtens kan få sit barn til Danmark. Man skal bare søge senest tre måneder efter, man selv er kommet til Danmark,« siger han.
Det er første punkt i loven, som Socialdemokratiet allerede i februar lavede en aftale med den daværende VLAK-regering og DF om.
Punkt to i loven, som den socialdemokratiske minister siden har tilføjet, er rettet mod de nu 83 børn, der er kommet i klemme i mellemtiden. De får en ny chance – nemlig et tre måneders vindue til at søge påny, hvor de ikke som tidligere skal igennem en integrationsvurdering.
»Hvis alt går efter planen, træder den nye lov i kraft den 1. januar 2020, og så har de familier, der allerede har fået afslag, et vindue indtil 1. april, hvor de kan søge igen,« siger ministeren og tilføjer i forhold til sin tidsplan:
»Det er lidt stramt, men det kan godt lade sig gøre at behandle loven inden jul, så den kan træde i kraft 1. januar,« siger han.
Mattias Tesfaye har som en del af lovforslaget bedt om, at de sager bliver lagt øverst i bunken hos myndighederne.
De her familier har ventet lang tid nok,« siger han.
En af dem, der venter, er Frank Thøgersen.
Fredag eftermiddag er han taget på stranden med sin lille søn, Malik. Den i Køge, ikke i Thailand, vel at mærke. Resten af familien, mor og storesøster Mint, er på vej i seng i Bangkok. Frank Thøgersen har nu alligevel tænkt sig lige at overbringe dem den gode nyhed inden sengetid.
»Nu har vi noget at gå ud fra. Vi havde i forvejen planlagt at søge turistvisum, så Mint kunne komme til Danmark i sin ferie her i oktober. Måske kan hun faktisk blive her, hvis vi søger for tre måneder (som er maksimum, red.),« siger han
Skal tælle til 90
Intet er dog sikkert endnu.
»Som alle andre ministre skal jeg kunne tælle til 90 mandater,« siger Mattias Tesfaye, som dog er fortrøstningsfuld.
For godt nok er det hans navn, der står på lovforslaget.
»Sandheden er, at det kun kan lade sig gøre at lave det her lovforslag, fordi vi har lavet ret gode aftaler med, synes jeg selv, nogle konstruktive partier, som ret ekstraordinært både tæller de borgerlige partier og vores støttepartier til venstre,« siger han og fortsætter:
»Men du har ret i én ting. Socialdemokratiet har kun 50 mandater i Folketinget. Og der er ikke nogen partier, der har lovet mig 110 pct., at de stemmer for det her.«
Ministeren vil nu give partierne ro til at læse både lovforslag og høringssvar igennem, før han i slutningen af september vil indkalde til nogle møder, hvor der eventuelt kan justeres på loven, før den sendes til afstemning.
Når Folketinget så åbner 1. oktober, håber Mattias Tesfaye på, at han kan tælle til langt mere end 90, så loven ikke bliver ændret lige med det samme igen.
»Der er nogle familier, for hvem det er afgørende, at der er ro omkring de her regler, så man kan navigere og planlægge efter dem,« siger han.
Ny Mint-lov: Sådan ser ministerens lovforslag ud
Første del:
Udlændingeloven bliver ændret således, at børn, der har en forælder i udlandet og er over 8 år ikke længere skal integrationsvurderes.
I stedet indfører man en regel om, at den forælder, som kommer til Danmark, skal søge om ophold til sit barn senest tre måneder efter, han eller hun selv har fået sin opholdstilladelse.
Anden del:
De personer, som siden 10. juni 2016 er kommet i klemme i den gamle lovgivning, vil få et vindue på tre måneder (fra 1. januar til 1. april) til at søge igen uden at blive integrationsvurderet - uanset, at forælderen allerede har været mere end tre måneder i Danmark.
Det gælder:
Børn, hvis sag er under behandling i Udlændingestyrelsen på det tidspunkt, hvor loven træder i kraft.
Børn, som siden 10. juni 2016 haft fået afslag på ophold efter en integrationsvurdering.
Børn, som siden 10. juni 2016 haft fået afslag på ophold efter en integrationsvurdering og hvis klagesag behandles i nævnet på det tidspunkt, loven træder i kraft.
Børn over 8 år, hvis forælder har fået ophold siden 10. juni 2016, men som endnu ikke selv har søgt ophold.
Børn under 8 år,hvis forælder har fået ophold siden 10. juni 2016, men som endnu ikke selv har søgt ophold.
Lovforslaget er fredag sendt i høring i fire uger, så organisationer mv. har mulighed for mulighed for at stille spørgsmål eller komme med bemærkninger, inden loven skal til afstemning.
Herefter vil politikerne få mulighed for at læse høringssvarene igennem, og ministeren har mulighed for at lave småjusteringer i loven.
Den 1. oktober åbner folketinget efter sommerferien, og lovforslaget kan derefter komme til afstemning.
Et lovforslag skal behandles tre gange.
Ministerens ambition er, at loven kan færdigbehandles i folketinget inden jul, så loven kan træde i kraft 1. januar 2020.
Antal indlæg: 114 Tilmeldt: 20.07.16 Status: Offline
Mints papfar til Mette Frederiksen: Hvornår kan min datter komme hjem?
»Det er som en kæmpe rutsjebanetur. Hver gang tror man, at nu sker der noget, og så bliver man alligevel skuffet.«
Sådan siger Frank Thøgersen efter, at han i weekenden hørte statsminister Mette Frederiksen sige, at hans thailandske papdatter Mint og andre børn som hende skal have lov at vende tilbage til Danmark.
»Nu hjælper vi børn som Mint hjem til Danmark,« sagde statsministeren til sine partifæller fra talerstolen i Aalborg under socialdemokraternes kongres.
Det glæder Frank Thøgersen, som gennem de seneste 11 måneder har kæmpet for at få sin thailandske papdatter Mint tilbage til Danmark.
Antal indlæg: 3349 Tilmeldt: 03.07.09 Status: Offline
Statsministeren til Mint: Hjælpen er på vej
»Det er ikke at lempe udlændingepolitikken, at Mint kan få en chance til.«
Statsminister Mette Frederiksen gjorde det under sin åbningstale - endnu en gang - klart, at hun vil føre en stram udlændingepolitik. Men den skal ramme de rigtige.
Og det er altså ikke 14-årige Mint fra Køge, forståes.
Mette Frederiksen ser det nemlig ikke 'i modstrid med håndfaste krav til integrationen at anerkende dem, der gør det godt,' lyder det i talen.
»Tværtimod. Tusindvis af mennesker er kommet hertil udefra. Har lært dansk, gået i skole, uddannet sig, er i arbejde og deler vores værdier,« siger hun og fortsætter i sin tale:
»Jeg vil sige til alle jer: I indgår i samfundet. I bidrager til fællesskabet.«
Lige nu indgår Mint dog mere i det thailandske end danske samfund. På mandag er det et år siden, at hun sammen med sin mor fløj til Bangkok, fordi hun blev vurderet ikke integrerbar i Danmark.
I snart 12 måneder har familien været splittet i to: far og Malick i Køge, mor og Mint i Bangkok.
Og selvom Mints papfar, Frank Thøgersen, sammen med en feberramt Malick følger med i statsministerens tale hjemme i Køge, ser han mere frem til handling fremfor flere ord.
»Jeg håber bare, at hun holder, hvad hun lover,« siger han.
Derfor er det »lovprogram, som regeringen i dag har sendt ud, langt mere interessant. Her kan han nemlig blive klogere på det store spørgsmål: »Hvornår?«
Antal indlæg: 174 Tilmeldt: 19.02.14 Status: Offline
Mint kommer hjem i næste uge
Endelig. Det har Frank Thøgersen efterhånden tænkt mange gange. Men i næste uge sker det.
Hans papdatter Mint kommer hjem til Køge.
»Malick har talt ned til den her dag i flere uger,« siger Frank Thøgersen.
I et år har Mint sammen med sin mor boet i Bangkok, mens lillebror Malick og Frank Thøgersen har passet skolegang og børnehave i Danmark.
Men nu kan familien altså være sammen igen - foreløbigt i 90 dage.
Mint har nemlig kun fået et turistvisum, og hun skal altså rejse tilbage til Thailand senest i midten af januar, som tingene ser ud nu.
I slutningen af oktober fremsætter regeringen dog et lovforslag, der skal træde i kraft 1. januar, såfremt det bliver behandlet og vedtaget inden jul.
Og som lovforslaget så ud, da det blev i sendt i høring, indeholder det også en redningsplanke, som giver Mint og 82 andre børn, der siden juni 2017 er blevet udvist på baggrund af en integrationsvurdering, en ny chance for at få en opholdstilladelse.
Familien håber selvfølgelig, at lovforslaget når at falde på plads, inden Mints turistvisum udløber i midten af januar.
Mints hjemrejse til Danmark har dog været planlagt i længere tid, da hun netop nu har lang ferie fra sin skole i Thailand.
Samtidig var hendes mor, Ratree, nødt til at rejse hjem senest den 8. oktober, hvis hun ikke skulle miste sin opholdstilladelse i Danmark.
Hun landede derfor i Danmark tidligere i denne uge.
Antal indlæg: 3349 Tilmeldt: 03.07.09 Status: Offline
For første gang - siden hun i oktober sidste år blev udvist - kan 14-årige Mint nu sætte sine fødder på dansk jord og kramme sin mor, papfar og lillebror Malick.
Antal indlæg: 898 Tilmeldt: 14.01.15 Status: Offline
Torsdag førstebehandlende Folketinget den lov som skal afskaffe integrationsvurderingerne af børn og kan give Mint og 82 andre børn en ny
chance for at bo i Danmark med deres familier.
Lovforslaget har bred opbakning fra Folketinget. Det går på at erstatte kravet om integrationsvurdering i sager om familiesammenføring med børn med en ansøgningsfrist på tre måneder, efter barnets forælder har fået opholdstilladelse.
Desuden skal ansøgningsfristen gælde med tilbagevirkende kraft, så børn, der er blevet udvist efter lovens seneste ændring i 2016, kan ansøge igen efter de nye regler.
Det betyder, at det vil være muligt for familierne til Mint og en række andre børn at ansøge om familiesammenføring på ny, når loven efter forventning træder i kraft 1. januar.
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) udtaler at han har sagt fra start, at vi skal have en stram udlændingepolitik, men den skal jo ikke være skør.
1. behandlingen af lovforslaget er afsluttet. Nu skal lovforslaget tilbage til udvalget og behandles ydereligere to gange i Folketinget. Lovforslaget skal efter planen til afstemning inden jul, så det kan træde i kraft 1. januar 2020.
I forbindelse med dagens førstebehandling af lovforslaget k P1 Morgen her til morgen snakket lidt med Frank Thøgersen som er Mints stedfar.
Antal indlæg: 898 Tilmeldt: 14.01.15 Status: Offline
Lov er vedtaget: Nu kan Mint blive i Danmark
Folketinget vedtager lovændring, så den thailandske pige Mint og 82 andre børn kan få familiesammenføring.
Et enigt Folketinget har stemt for at ændre udlændingeloven, så det bliver lettere for børn af udlændinge, hvis ene forælder bor i Danmark, at opnå familiesammenføring.
Det betyder, at mindst 83 udenlandske, som alle har fået nej til at blive familiesammenført med deres mor eller far i Danmark, med ændringen kan få de lov at ansøge igen.
Loven kommer til at virke med tilbagevirkende kraft, så den også omfatter den thailandske pige Atcharapan " Mint " Yuangyai, som for godt et år siden blev tvunget til at forlade Danmark.
Alex på vej hjem til Danmark efter lang tids uvished og ventetid
Alex har i 17 måneder set frem til at komme hjem til Danmark og til hans familie. Og nu – selv om coronaen spænder lidt ben – ser det ud til, at det snart kommer til at ske.
Ligesom Mint i Køge var Alex et af de børn, som efter en integrationsvurdering blev udvist af landet.
I november 2018 måtte han som 15-årig derfor tage afsked med sin mor og papfar i Københavns Lufthavn. Siden har han boet i Thailand, mens hans mor Aoy har boet i Danmark og passet sin nyåbnede frisørbutik her.
Men 1. januar i år trådte en ny lov i kraft, som gav familien en ny mulighed for at bo sammen i Danmark. Alex fik ligesom de 82 andre børn, der var fanget i en uforklarlig lovgivning, muligheden for at søge igen.
»Jeg har hele tiden haft troen på, at det nok skulle lykkes til sidst, men vi har været ret nervøse, for man hører jo kun om alle dem, der får afslag,« siger Thomas Rasmussen, der er papfar til Alex.
Selv om loven nu er på plads, var den nyopståede coronakrise dog lige ved at spænde ben for det hele.
Alex' nye ansøgning om ophold skulle nemlig indleveres i Thailand, og da han er mindreårig, var Alex' mor Aoy nødt til at rejse derned for at aflevere den for ham.
I slutningen af sidste uge dumpede opholdstilladelsen så endelig ned i e-Boks.
»Og her til morgen har han været forbi visumkontoret og har fået sat det ind i sit pas. Han kan slet ikke vente,« siger Thomas Rasmussen, der er imponeret over, hvordan Alex har tacklet hele situationen:
»Han har bare været så sej og holdt modet oppe. Jeg ved sgu ikke, om jeg kunne have gjort det samme, hvis jeg var på hans alder.«