Slave-relateret Thai-selskab beskyldes for at bestikke journalister
Skrevet af ADM d. 17/07/2014 05:20:17

Udvidet nyhedstekst
Fødevarekonglomeratet Charoen Pokphand Foods, der i sidste måned blev linket til organiseret slaveri, rammes nu af ny skandale. Det thailandske presseforbund efterforsker, hvorvidt selskabet har bestukket i underkanten af 20 journalister og medier for at opnå positiv omtale

Simon Spies-citatet »Dårlig omtale er bedre end ingen omtale« kan sikkert have en vis gyldighed, men for den thailandske fødevaregigant Charoen Pokphand Foods er negativ journalistik åbenbart værd at betale sig fra. I hvert fald er virksomheden, der driver storproduktion af blandt andet fjerkræ og tigerrejer, nu centrum for en efterforskning om bestikkelse af den thailandske presse.

Det skriver de nationale aviser Bangkok Post og The National.

 

Læs også: Slaveri sikrer billige rejer i vestens kølediske

 

Skandalen er rullet, efter at en rapport fra Det Thailandske Informationscenter for Borgerrettigheder og Undersøgende Journalistik (TCIJ) tirsdag afslørede, at et fødevarekonglomerat har givet månedlig betaling for styrke dets image. Charoen Pokphand Foods (CP Foods) indrømmede efterfølgende, at rapporten refererede til selskabets PR-afdeling, men kaldte indholdet forvrænget.

»Vi kan på det kraftigste afvise, at vi nogensinde har betalt medierne til at blokere for rapporter eller fordreje fakta i nyhedshistorier,« sagde CP Foods' vice president for kommunikation og PR, Punninee Nanthapanich, for eksempel i en erklæring. Ikke desto mindre har det thailandske presseforbund nu igangsat en undersøgelse af sagen.

 

Læs også: Nordisk detailkæmpe trækker rejer tilbage efter slave-afsløring

 

Ifølge The Nation skal 19 journalister have modtaget månedlige overførsler, ifølge Bangkok Post er der tale om 18 medier og officials. Beløbene, der er blevet bogført som »specialbudget til støtte af medier«, har svinget mellem 10.000 thailandske bath, svarende til godt 1700 kroner, og 250.000 bath, svarende til godt 43.000 kroner.

 

CP Foods er et af Thailands største virksomheder. Et konglomerat med 250.000 ansatte og en årlig omsætning på over 165 milliarder kroner, hvilket i en dansk sammenligning kun overgås af A.P. Møller - Mærsk. Selskabet er repræsenteret i store dele af verden, også herhjemme, hvor CP Foods Denmarks kyllingekød forhandles hos både Dansk Supermarked og Coop. Skandalen omhandler dog alene selskabets thailandske aktiviteter, men rammer blot en måned efter den seneste afsløring om etisk tvivlsomme affærer i megaselskabet.

 

Læs også: Danske pensionspenge i slave-relateret Thai-selskab

 

Her løftede den britiske avis The Guardian nemlig sløret for, at CP Foods til sine rejefarme i Thailand benytter underleverandører, der gør brug af organiseret menneskehandel og slaveri. Berlingske Business har i den forbindelse beskrevet, hvordan særligt immigranter fra Myanmar og Cambodja bliver solgt fra den ene thailandske bådkaptajn til den anden. På bådene, hvis skidtfisk bruges til bl.a. CP Foods rejeproduktion, tvinges de til at arbejde op til 20 timer i døgnet, bliver fodret med metamfetamin og udsat for vold og tortur. Et faktum, virksomheden efterfølgende har indrømmet forudgående kendskab til.

»Vi er overbevist om, at det er bedre at arbejde inden for systemet for at arbejde for forandring frem for at gå sin vej,« forsvarede CP Foods sig den gang med. Nu skal selskabet igen forsvare sig.

 

kilde