I Thailand spiser de danske so-yvere
Skrevet af ADM d. 27/01/2013 23:37:15

Udvidet nyhedstekst
DC får mangedobling af priserne, når so-yvere med mælk eksporteres til Thailand.

»Et nyt specialmarked«.

Sådan betegner Danish Crown sin nyeste eksport-opgave tli Thailand. For varen er so-yvere - vel at mærke med mælk i kirtlerne.

I Thailand regnes det for en delikatesse, og det har nu ført til en større eksportordre for den danske slagterikoncern.

»Tidligere var so-yvere et lavpris-produkt for os. Men nu er det gået hen og blevet et attraktivt produkt,« forklarer underdirektør i eksportafdelingen Søren Tinggaard.

Hidtil er so-yverne blevet brugt til dyrefoder til blandt andet mink, og til lave priser.

Men den nye eksportordre, der blev startet for få måneder siden, har nu vendt op og ned på det.

»Vi har fået en markant prisstigning, en mangedobling af prisen,« fortæller Søren Tinggaard, der dog af konkurrenceårsager ikke vil ud med nøjagtige priser.

Der skal være mælk

I Thailand koges yveret, hvorefter det skæres i skiver og grilles, før det serveres på middagsbordet. Det afgørende for thaierne er, at der er mælk i kirtlerne, for at smagen er i orden.

»Mælken må ikke være sur, og det kan den hurtigt blive. Derfor kræver det, at vi fryser yveret ned straks efter slagtning,« fortæller underdirektøren.

Specialproduktionen af yvere er derfor placeret på slagteriet i Skærbæk, hvor der er kortest afstand fra slagtelinje til frysehus.

Slagteriet ønsker ikke at oplyse de præcise mængder, man sender til Asien, men Søren Tinggaard oplyser, at det drejer sig om »en pæn del« af so-yverne fra Skærbæk, der eksporteres.

Aftalen med importøren fra Thailand er forhandlet hjem af Danish Crowns afdeling for biprodukter, der arbejder for at afsætte lavprisprodukter på nye og mere lukrative måder rundt om i verden. Andre varer, som afdelingen tidligere har arbejdet med, er for eksempel grisetæer og knyster, der er populære i blandt andet Kina,

kilde landbrugsavisen.dk

Læs mere