Debatemne: Thai-Dk Din debat side :: Danske familier flygter til Flensborg

Oprettet af eneber d. 23-10-2018 06:04
#3

www.thai-dk.dk/uploads/leif2.jpg


Leif hjælper familier med at flytte fra Danmark til Flensborg

Optiker Leif Havshøj Larsen bor i Flensborg, og hjælper danskere, der ikke kan få opholdstilladelse til deres udenlandske partner eller familiemedlem i Danmark. For tiden arbejder han med 38 familier i Flensborg.

Der kører jævnligt en bil med trailer og flyttegods op foran Leif Havshøj Larsens bopæl i Flensborg. Det betyder, at endnu en familie er ankommet til Tyskland, fordi ikke alle familiemedlemmer har kunnet få opholdstilladelse nord for grænsen.

– Det er blevet umuligt for danskere med udenlandsk hustru eller partner at få opholdstilladelse i Danmark, fordi udlændingeloven er blevet strammet snesevis af gange, siger Leif Havshøj Larsen, der hjælper disse personer.

Stramningerne er sket siden 2002 i et forsøg på at bremse flygtninge- og indvandrerstrømmen til Danmark, og det rammer også danskere med en udenlandsk partner.

– Lige nu arbejder jeg med 38 familier, og der kommer hele tiden flere. Jeg er sikker på, at der er mange andre familier i byen, som jeg ikke har kontakt til, siger Leif Havshøj Larsen.

Han er selv flyttet til Flensborg, fordi han er gift med sin filippinske hustru, Edelyn. De flyttede til Flensborg for seks et halvt år siden, fordi det var besværligt og til tider ubehageligt at bo i Danmark.

– Jeg oplevede, det danske system og den danske befolknings tilgang til min kone som racistisk. Sagsbehandlerne prikkede hele tiden en på skulderen, og lovgivningen blev ændret stort set hver uge. Ofte spurgte danskere, hvor længe hun skulle opholde sig i landet, og hvornår hun skulle rejse hjem til Filippinerne. Det var, som om der i deres tankegang ikke var plads til hende som borger i Danmark, siger Leif Havshøj Larsen.

Han mener, at mange andre danskere med en udenlandsk partner bliver behandlet på samme vis.

– Jeg arbejder med en familie her i Flensborg, hvor den mindreårige datter blev udvist. Hun taler både thai, engelsk, dansk og kan allerede udtrykke sig rimelig godt på tysk. For mig viser det en pige, der har vilje, er velintegreret og gør de danske regler til skamme, fordi hun blev vurderet til ikke at kunne blive integreret, siger Leif Havshøj Larsen.

Sammen med sin filippinske kone flyttede Leif Larsen for seks år siden til Flensborg, fordi det var for besværligt og til tider ubehageligt at bo i Danmark.

Hjælper fordi det nytter

Familier i sådanne problemer kontakter Leif Larsen, og så møder han dem dér, hvor de står. Han drikker en kop kaffe med dem og fortæller om reglerne og sin fremgangsmåde. Han oplever selv, at det får familierne til at slappe af, og så er det lettere for dem alle, når de bevæger sig ud i det tyske samfund for at etablere familien.

– Mange er fuldstændig frustrerede og utrygge ved at skulle flytte til et andet land, fordi de skal navigere med et andet sprog, en anden mentalitet og andre procedurer i hverdagen. Jeg hjælper ved at navigere dem gennem systemet, siger Leif Havshøj Larsen, der bruger sin egen erfaring, og viden om EU-loven og det tyske samfund til at støtte familierne.

Leif Havshøj Larsen har oplevet forskellene på det danske og det tyske system. Han har erfaret, at det danske system kun er papirbaseret, og at der ikke er nogen reel kontakt til dem, der behandler ansøgningen. Det er lige modsat i Tyskland, hvor der er personlig kontakt til en sagsbehandler, der giver direkte besked om mulighederne for opholdstilladelse. For ham giver det mere mening, fordi sagsbehandlerne og ansøgeren får bedre indsigt i sagen.

Leif Larsen benytter EU-reglerne til at støtte familierne, fordi danskere, der har opholdt sig i et EU-land i minimum 12 uger, får deres sag behandlet efter EU-reglerne i Danmark. Derfor kommer mange danskere med udenlandske ægtefæller til Flensborg i en kortere periode, så der viges uden om de danske regler. Det kræver dog en fuld integration i det nye EU-land.

Danskerne skal integrere sig
– Det fungerer ikke, hvis man ikke går helhjertet ind i projektet, for politiet og myndighederne kan tjekke, om ansøgeren reelt bor her. Hvis de finder ud af, at det ikke er tilfældet, kan ansøgeren blive stemplet som svindler, og så er der meget lille chance for at få opholdstilladelse. Det kræver altså, at familien skal bo her, købe dagligvarer, have mobiltelefon osv., siger Leif Havshøj Larsen.

Han hjælper med alt lige fra opholdstilladelse til leje af lejlighed og indkøb af opvaskemaskine, tandpasta og hvidkål.

Personlig historie
Leif Larsen mødte sin kone i Allerød nord for København. Hun arbejdede som au pair-pige, og han var venner med familiens fader.

– Det drejer sig om at finde den rigtige, og min hustru er den bedste kvinde, jeg har haft i mit liv, siger Leif Larsen, der har været sammen med konen i mere end ti år.

Parret har boet i Flensborg i seks år, og de vil blive boende.

– Her er der ro, og vi har ikke oplevet racisme. Der er ingen, der prikker os på skulderen eller overvåger vores liv, siger Leif Havshøj Larsen.

https://www.fla.d...i-danmark/

Redigeret af ADM d. 23-10-2018 07:51