Debatemne: Thai-Dk Din debat side :: Bangkok Christian Hospital

Oprettet af Bent d. 10-08-2009 15:11
#1

Det var i den varmeste årstid omkring april. Jeg havde ikke aircondition i min lille lejlighed. Det ville koste for meget i elektricitet, syntes jeg. Om natten sov jeg på et stort håndkæde på gulvet kun med at lændeklæde om livet og i luftstrømmen fra en elektrisk vifte. Det var for varmt at ligge i sengen. Men jeg havde ondt i det ene ben og et stykke op ad ryggen. Jeg kunne dårligt rejse mig op og bevæge mig. Jeg vidste ikke hvorfor. Da jeg skulle stige af motorcykeltaxien efter at være ankommet til Central Department Store i Soi Chidlom, havde jeg meget svært ved at svinge benet. Et medlem af et motorcykeltaxigang bemærkede det og sprang til for at hjælpe mig.

En morgen, da jeg vågnede, bemærkede jeg, at musklerne i mit ene ben sitrede. Jeg anede en sammenhæng mellem smerterne i mit ben og den konstante luftstrøm fra den elektriske vifte og besluttede mig for at gå til læge.

Flere år tidligere havde jeg været indlagt et par uger på Bangkok Christian Hospital, hvorfor det blev en læge på dette hospital, der undersøgte mig. Jeg led af tendonitis, sagde han og udskrev noget medicin. Det var ganske rigtigt luftstrømmen fra den elektriske vifte, der havde fremkaldt lidelsen. Den forsvandt ret hurtigt, efter at jeg havde taget medicinen og drejet viften lidt i en anden retning.

Undersøgelsen skete uden ventetid. Medicinen kunne købes på hospitalets apotek. Det hele kostede kun et mindre beløb.

Bangkok Christian Hospital, som ligger på hovedgaden Silom Road i Bangkok, udmærker sig i øvrigt ved, at det støttes af kristne i Thailand, således at mindrebemidlede kristne i nogle tilfælde kan få gratis behandling på hospitalet. Da hospitalets læger gennemgående er dygtige til at tale engelsk, er hospitalet velegnet som behandlingssted for turister.

Mvh
Bent Jensen