---

To prinser
Af Wivian Juulsgaard

I et lille land langt mod nord, boede to unge prinser. Den gamle konge var død for længe siden og havde givet tronen til sin ældste datter, da han ikke havde nogen sønner. Hun havde regeret landet med en klog prins ved sin side. Da hun i sin tid arvede tronen, havde der været røster fremme, at kongen i stedet burde have overgivet den til sin bror eller hans børn. Man mente ikke, at en kvinde, hvor meget prinsesse hun end var, og hvor meget dronning hun end blev, kunne regere et land. Snakken var gjort til skamme gennem årene, hvor dronningen og hendes prins havde vist, at den gamle konge havde valgt klogt. De havde fået to sønner, der var vokset op og var blevet til flotte unge prinser.

Den ældste søn skulle være konge, og havde brug for en prinsesse, der kunne blive hans dronning, når hans moder gav ham tronen. Den yngste søn skulle være parat til at træde i en konges sted, og havde derfor brug for en prinsesse, der kunne træde i en dronnings sted. At finde en prinsesse var ikke så nemt, at finde to virkede umuligt. Men prinserne var opdraget til deres roller og gav ikke op.

De unge prinser rejste land og rige rundt flere gange, men som i de rigtige eventyr, altid var der et eller andet galt med de prinsesser, de fandt. Prinserne blev ældre og ældre, og i landet langt mod nord begyndte man at blive oprigtigt bekymrede for, om bare en af dem mon nåede at finde en prinsesse, inden den nu gamle dronning ville gå af.

Opmærksomheden rettede sig mest mod den ældste prins, det var trods alt ham der skulle være konge, og det gav den yngste prins mere ro til at søge. Faktisk glemte folk at interessere sig for, om han fandt en prinsesse. Stor var overraskelsen og opstandelsen derfor, da han kom hjem fra en rejse i Østen og havde en henrivende sød, køn og klog prinsesse med sig. De blev gift og fik to sønner. Den unge prinsesse tog hele landet med storm, hun var en rigtig prinsesse og alt burde være godt.

Det gav dog den ældste prins endnu større problemer, at finde en prinsesse, og så oven i købet en, der kunne leve op til den yngstes. Kunne det i det hele taget lade sig gøre? Han ledte videre, lod sig nogle gange vildlede, andre gange vejlede, alt imens han uddannede sig og lærte om livet og menneskene.

Han tog endnu længere mod nord, han tog vest på, han rejste mod øst og han rejste mod syd, men ingen af de prinsesser, han mødte, var rigtige prinsesser. I det lille land begyndte man at snakke om, at det måske alligevel skulle være den yngre prins, der skulle være konge? Det var dog ikke noget man snakkede højt om, men i det stille gik snakken. Folkene elskede deres lille kongedømme, og den yngre prins havde jo sikret arvefølgen.

Den ældste prins gav dog ikke op, og en dag rejste han helt om på den anden side af jordkloden. Præcis så lang væk han kunne komme, uden at begynde at rejse hjemad igen. Og der mødte han en prinsesse. Belært af tidligere fejltagelser holdt han det dog for sig selv. Han ville være sikker på, at hun nu også var en rigtig prinsesse, og han ville være sikker på, at hun ville have ham.

Prinsen rejste hjem igen, men kun for endnu en gang at rejse helt om på den anden side af jordkloden. I al hemmelighed rejste prinsessen op til det lille land, for at lære landet at kende og lidt om landets mennesker. En gang lykkedes det prinsen at være i syd, mens prinsessen var i nord, men som tiden gik, fandt han ud af, at det var hende, han ville giftes med. Og han fandt ud af, at han ville giftes med hende, uanset om hun var en rigtig prinsesse eller ej. Heldig var han, for hun ville også gerne giftes med ham.

Folket i det lille land langt mod nord var lykkelige, for de kunne se, at de to prinser havde lært livets vigtigste lektie: At der ikke findes rigtige og forkerte mennesker, rigtige eller forkerte prinser og prinsesser. At det er kærligheden, der afgør, om en mand bliver en prins, og en kvinde prinsesse. Prinser og prinsesser, folk og fæ, og den gamle dronning og hendes prins. Alle så nu fremtiden i møde med tro og fortrøstning. I den ældste af prinserne så man den kommende konge, og hans prinsesse ville blive en god dronning. Og den yngste prins kunne sammen med sin prinsesse være behjælpelig.


* * *

"Er du som kvinde prinsessen i din mands liv, eller er du som mand prinsen i din kones liv, og er I så heldige at bo i det lille land langt mod nord, så lever I i et rigtigt eventyr, som de to prinser og deres prinsesser i historien, og så kan alle leve lykkeligt til deres dages ende."

kilde http://www.fyldep...ster/27398