Chiang Mai
Skrevet af ad d. 17/05/2009 08:28:39



De fleste tænker Bangkok, når ordene Thailand og storby skal sættes sammen, men udvalget er større end som så.
Lillebror i nord, Chiang Mai, er mindst lige så interessant.

Byen i den tidligere så berygtede gyldne opiumstrekant kan snildt udgøre et fremragende alternativ til turisternes mest besøgte storbyer, Bangkok og Pattaya.

Opiumshandlen er ikke længere altdominerende, og denne skulle gerne blive endnu mindre. Selveste kongen har gjort forsøg på at få omlagt valmuedyrkningen til produktion af ris eller andre afgrøder.

I stedet for lyssky transporter op og ned ad de uvejsomme bjerge mellem Chiang Mai og Chiang Rai, I Burma og Laos har turisterne gjort deres indtog, og byens gamle håndværk i form af smedearbejde og hånddekorerede parasoller har fået en genkomst.

Et nyt Chiang Mai
Ud af opiumstågerne er vokset et nyt Chiang Mai fyldt med buddhistiske templer, smukke alleer og velholdte sideveje i et logisk vejsystem, grønne lunger omkring de mange historiske levn fra det mytiske Lanna-kongerige og et natmarked, der er berømt verden rundt.

I området mellem Chiang Mai og Chiang Rai kan man riverrafte, gynge gennem junglen på elefant og besøge de sky bjergstammer, som dog ikke altid er så sky, når først pengepungen bliver åbnet.

Chiang Mai bærer præg af at være kongernes by. Da den er grundlagt for over 700 år siden, har der været god tid til at opføre det ene storslåede byggeri efter det andet med bymur og krummelurer. Byen har f.eks. landets største tempeltæthed.

De efter sigende 300 templer er unikke på flere måder. Nogle kan prale med høj alder, andre er en fryd for det æstetiske øje, og enkelte kan bryste sig af at huse asken fra en berømt munk.

Den døde elefant
Det mest berømte hedder Wat Phra That Doi Suthep, og det siges, at byggestedet blev fundet af en albinoelefant. Der, hvor den faldt og døde, byggede man templet.

Hvordan elefanten nogensinde er kommet op ad Suthep-bjerget melder historien ikke noget om, men udsigten ud over Chiang Mai er velvalgt.

I den moderne afdeling har Chiang Mai eget universitet, teknisk skole og lufthavn i topklasse, hvortil man flyver fra Bangkok for en tusindlap.

Det er let at komme rundt i de thailandske byer og Chiang Mai er ikke en undtagelse. Det letteste er at hoppe på en af de lokale taxier, forhandle en god pris og så ellers bare læne sig tilbage.

Barer, butikker og markeder ligger overalt, men mest klumpet sammen i og omkring centrum, så ingen skal hverken sulte, tørste eller lade betalingskortet blive i tasken.

Chiang Mai synes at have alt det, som Bangkok også kan tilbyde, indpakningen er bare mere lækker, mere overskuelig og meget grønnere.

Fakta
Byen Chiang Mai blev grundlagt i 1296. Navnet betyder ny by. Der bor 150.000 i bykernen, og tager man forstæderne med vokser det til 1 million. Alligevel føles byen hverken hektisk eller kaotisk. Faktisk er vejene, fortovene og byens generelle tilstand præget af renlighed, nul affald og graffiti samt velsignede store, grønne alleer og parker.

Rejsetips
Chiang Mai findes i udbuddet hos flere rejsebureauer. F.eks. en 14-dages rundrejse hos Spies for 15.199 kroner. Rundrejsen kommer også forbi Bangkok og ferieøen Phuket.

FDM travel og Nyhavn Rejser har også ture til Thailand, hvor Chiang Mai er med i oplevelsespakken. Hos Wasteels Rejser kan man få turen for omkring 6000 kroner, men så kommer flybilletten oveni.

DET KORRUPTE BYSBARN
I nyere tid har Chiang Mai også fået en gevaldig indsprøjtning takket være den noget anløbne tidligere premierminister Thaksin Shinawatra, som nu henslæber tilværelsen i eksil. Thaksin er nemlig fra Chaing Mai, og det kan ses.

Byen har i hans tid fået et spritnyt havecenter med eksotiske planter, enorme omfartsveje og hele boulevarder med træer og blomsterkummer.

Byens borgere udtrykker også gerne deres støtte til den detroniserede premierminister, der trods anklagerne for korruption, er voldsomt populær i det nordlige Thailand. Som thaierne selv siger: korrupt? Det er alle politikere.

Tre gode steder
Der er parasol-kunstnere, elefantridning og den store botaniske have i Chiang Mai, men skal jeg vælge tre gode oplevelser, bliver det:

Natmarkedet: Åbner omkring klokken 17-18 og lukker omkring midnat. Her er alt, og jeg mener alt, hvad en Thailandsrejsende kan begære: skjorter med etniske mønstre og farver, træfigurer, skåle, ure, kjoler, klædestoffer, musik og dvd'er samt smykker og metalarbejde, som Chiang Mai er kendt for.

Markedet dækker et enormt område i hjertet af byen. For nemhed skyld kan du tage en tuk-tuk og sige, du skal til Chan Klan Road eller bare The Night Market.

Nat-zoo: Chiang Mai har en pænt stor zoologisk have, der tilbyder den såkaldte natsafari. Her køres gæsterne rundt, når mørket er faldet på. Dyrene er dermed mere aktive, og der var da også en del rovdyr, såsom løver og tigre, på aftenvandring, da vi var der. Man får en ganske god fornemmelse af at være tæt på dyrene, da man ikke ser hegnet. Entre til den særlige natsafari er 500 bath eller godt 82 kroner. Den zoologiske have ligger på 12 kilometer fra centrum på Hangdong Road i nærheden af Chiang Mais universitet. Der er dagligt åbent fra 08 til 21. Adgang fem kroner.

Doi Suthep: Der er 300 templer i Chiang Mai. Flere af dem historiske af en ganske imponerende størrelse. Et af de kendteste er Doi Suthep eller Wat Phra That Doi Suthep, hvor der også er et fantastisk kig ud over byen. Templet og bjerget, det ligger på, befinder sig omkring 16 kilometer fra Chiang Mai. Man kan både tage trappen og kabel-elevatoren.