Oprettet af M55 d. 20-12-2014 01:43
Fire kinesiske turister og deres guide havner i myndighedernes sorte bog efter have angrebet en stewardesse med kogende vand og truet med at bombe et fly fra Thai AirAsia.
Med en kop kogende vand som våben gik en gruppe kinesiske turister for nylig amok på en stewardesse og tvang et fly fra Thai AirAsia til at vende tilbage til Bangkok.
Den vanvittige opførsel skyldtes angiveligt passagerernes utilfredshed med de tildelte sæder og byttepenge i thailandske baht ombord på flyet til Nanjing i Kina.
Udover at have betalt 50.000 baht, 9.215 kroner, i erstatning til stewardessen og knap 1.000 kroner i bøde, bliver kineserne nu straffet i deres hjemland ved at havne i turistmyndighedernes sorte bog.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Truede med at bombe flyet
I første omgang opførte gruppen sig angiveligt truende, da det ikke lykkedes for kabinepersonalet at opfylde de fem passagerers ønsker om at sidde sammen.
Og da en mandlig turist fra det lille rejseselskab blev betalt tilbage i thailandske baht efter købet af en kop kogende vand, eskalerede situationen, skriver nyhedsbureauet AP.
I stedet for at hælde de skoldhede dråber i nudelsuppen, smed mandens ledsager, en kvinde fra Anhui, det kogende vand i ansigtet på en stewardesse, hvorefter kvinden løb ned i bunden af kabinen og slog løs på et vindue med truslen om at springe ud af flyet.
Et øjenvidnes videooptagelser, der blev vist på det kinesiske stats-tv CCTV, viste desuden billeder af kvinden og hendes ledsager, mens de truede med at bombe flyet.
Hele optrinnet blev dokumenteret med mobilkameraer af flere chokerede medpassagerer, der efterfølgende fortalte Beijing Times, at kabinepersonalet forsøgte at dæmpe gemytterne.
Nægtede at undskylde
Den hidsige kvindelige passager blev stillet over for valget mellem at sige undskyld til stewardessen eller være ansvarlig for, at flyet returnerede til Bangkok.
Og da hun nægtede at undskylde over for den grædende stewardesse, vendte piloterne flyet 180 grader. Ved ankomsten til Thailand blev de fem passagerer bedt om at forlade flyet, mens de øvrige passagerer kunne fortsætte rejsen til Nanjing med fem timers forsinkelse.
De kinesiske turistmyndigheder har ikke uddybet, hvad det helt konkret betyder, at de fire turister er blevet sortlistet. Men i en erklæring forleden tog myndighederne skarp afstand fra de hidsige landsmænd med ordene om, at de ”i stærk grad har skadet det generelle billede af det kinesiske folk”.
De fire kineseres guide har fået inddraget sin licens i et år.
http://jyllands-p...C3%A5-fly/