Debatemne: Thai-Dk Din debat side :: Praktikophold på ambassaden i Bangkok?

Oprettet af thai d. 19-08-2014 02:36
#1

Danmarks ambassade i Bangkok søger to praktikanter fra den 1. februar 2015 til den 31. juli 2015.

Praktikanterne vil blive del af hver sit dynamiske team inden for to af ambassadens vigtigste arbejdsområder: Politik, Administration & Public Diplomacy, samt Eksportfremme & Økonomisk Diplomati. Praktikanterne forventes at deltage i alle typer opgaver inden for deres arbejdsområder og på tværs efter behov.

Politik, Administration og Public Diplomacy
Arbejdet vil omfatte bidrag til ambassadens dækning af indenrigs- og udenrigspolitiske forhold i Thailand og Cambodja, herunder forholdet til nabolande og internationale organisationer samt spørgsmål vedr. politisk stabilitet, menneskerettigheder m.v.. Det indebærer bl.a. informationsindsamling, deltagelse som observatør i politiske møder samt udarbejdelse af mindre analyser, artikler m.v. Praktikanten vil blive direkte involveret i korrespondance mellem danske, thailandske og cambodjanske myndigheder og i den praktiske gennemførelse af diverse arrangementer.
Hertil kommer opgaver med opdatering af ambassadens hjemmeside, sociale medier og anden kommunikation, fx besvarelse af henvendelser fra danske og thailandske studerende og andre borgere, der ønsker information om forskellige forhold i Danmark og Thailand.

Eksportfremme og Økonomisk Diplomati
Arbejdet giver mulighed for at få et godt kendskab til erhvervs- og samfundsforhold i Thailand, Cambodja og Myanmar. Der vil være mulighed for at få kontakt til virksomheder inden for forskellige brancher på såvel de thailandske, cambodjanske og burmesiske markeder som det danske. Arbejdet vil omfatte markedsføring af dansk erhvervsliv, udarbejdelse af markedsanalyser, afdækning af distributionskanaler, rådgivning af danske virksomheder, matchmaking mellem danske og lokale virksomheder, assistance vedrørende Global Public Affairs og virksomhedsbesøg. Arbejdet giver således mulighed for hands-on erfaring med praktisk eksportfremme.

Kvalifikationer
Praktikopholdet henvender sig til danske statsborgere eller personer med en længerevarende, fast tilknytning til Danmark, som er i gang med en relevant videregående uddannelse og har erhvervet sig en bachelorgrad. Ambassaden er særligt interesseret i ansøgere indskrevet ved studier som cand.scient.pol./adm./soc., cand.oecon., cand.merc. eller lignende. Ansøgere fra andre studieretninger, herunder civilingeniører og journaliststuderende, kan komme i betragtning.

Ansøgeren forventes at være selvstændig, ansvarsbevidst og fleksibel. Gode engelskkundskaber, skriftligt som mundtligt, samt et velformuleret og fejlfrit dansk forudsættes. Kendskab til brug af Microsoft Office inklusiv Access og Excel, samt interesse for og fagligt kendskab til Sydøstasien vil være en fordel.

Der stilles fra ambassadens side krav om en betydelig arbejdsindsats. Det forventes at begge praktikanter er positivt indstillede og åbne over for varetagelse af opgaver inden for flere arbejdsområder, samt på ambassadens øvrige ansvarsområder, herunder bidrage til håndtering af de løbende administrative og rutinemæssige opgaver.

Ansættelsesforhold
Praktikperiode: 1. februar - 31. juli 2015.

Praktikopholdet er ulønnet, men ambassaden yder et tilskud til dækning af leveomkostninger på DKK 2.500 om måneden. Der er under opholdet mulighed for at medtage SU efter gældende regler. Praktikanten er selv ansvarlig for at finde bolig, men de nuværende praktikanter kan være behjælpelige med kontakter og rådgivning.

Praktikopholdet skal bidrage til den studerendes udvikling og uddannelse og vil blive søgt tilrettelagt på en måde, der vil kunne sikre meritoverførsel i overensstemmelse med reglerne på det pågældende studiested. Der vil i et begrænset omfang kunne afsættes en del af arbejdstiden til arbejde på en eventuel praktikopgave.

Den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid er 37 timer. Praktikanten har under praktikopholdet ret til 2,08 dages ferie pr. måneds praktik.

Ansøgning
Ansøgning og CV på engelsk, relevante eksamenspapirer samt evt. anbefalinger skal være ambassaden i hænde senest mandag d. 6. oktober 2014.

Ansøgninger bedes målrettet det arbejdsområde, der primært søges tilknytning til.

Mærk venligst fax eller e-mail "praktikantansøgning til [relevante afdeling]".
E-mail:
Fax: +66 (0) 2 213 1752

kilde http://thailand.u...ktikanter/