Oprettet af pensionisten d. 26-03-2011 01:01
#1
22.03.2011 Kanchanaburi
Godmorgen Dagbog.
Kat's første togtur .....
Efter en noget stresset nat hvor Kat ikke kunne sove fordi hun både var spændt på turen, og nervøs for at sove for længe selv om hun ved at jeg står tidligt op, var det tid til afgang.
Vi tog en Rickshaw hen til stationen for at stille hende tilfreds, hun var drøn nervøs for at vi ikke nåede toget selv om der var 45 minutter til afgang, og der var 5 minutters gang til stationen. Men der var ingen grund til at stresse hende mere end højst nødvendigt nu den frygtede tur også ventede, så 50 Bht røg ned i lommen på den stakkel der måtte slæbe på os to og den omfangsrige bagage :TUP
Og fremme ved stationen gik det som sædvanligt galt for hende, for som jeg har fortalt før, aner hun ikke hvordan man køber en billet. Så hun sagde som sædvanlig at der var lukket og at der ikke kørte nogen tog i dag til trods for at det myldrede med skolebørn der ventede på toget, men jeg ved hun siger det fordi hun ikke ved hvordan man en billet. Så jeg kiggede på en tog kontrollant der gik rundt, og pegede på billetlugen, han nikkede og sagde noget til Kat der nu godt turde gå hen og købe billet til mig. Hun er jo Thai og kører gratis hvorimod jeg som falang skal betale 100 Bht, så det fik hendes ellers strålende humør til igen at dale lidt ((10((
Jeg er rigtig ked af når hun er i knibe som når hun skal købe billet, og jeg er ked af det når hun kigger på sin telefon, og ikke aner hvordan man skriver en besked eller gemmer et nummer. Men hun ved ingenting som helst om noget som helst den stakkel, så jeg prøver så godt jeg kan at forklare hende hvordan tingene foregår. Det går meget langsomt fordi det praktisk talt er alt hun ikke ved noget om, men jeg prøver tålmodigt selv om det er svært nogle gange, og jeg må mønstre al den tålmodighed jeg kan få øje på. Men jeg er sikker på at det nok skal gå, og roser hende når hun finder ud af bare den mindste ting ((5))
Nå, tilbage til togturen som startede med at toget var forsinket i 30 minutter. Lidt træls nu vi var stået tidligt op, men omvendt gav det hende så chancen for at kigge i fred og ro på det tog der holdt der og ventede på at vores tog skulle komme fra den modsatte retning, så hun kunne blive lidt fortrolig med det. Samtidig kom ejeren fra det lille spisested hvor vi næsten spiste hele tiden ( fordi det var billigt !! ) som hun snakkede med, han skulle på en lille ferie i Chang Mai og bød på en kølig ;) selv om solen dårligt var stået op som jeg dog pænt afslog, og inviterede mig med på turen :TUP
Så hun var rolig da toget endelig trillede larmende ind på stationen og klatrede ubekymret op i det højt udviklede tog ((8((
Og afsted det gik i rasende fart, med hornet i bund og med hele 20 kilometer i timen, toget gyngede som et skib i havsnød og Kat klamrede sig nervøst til både mig og sædet hun sad på. Så efter kun 100 meter blev hun søsyg og småbøvsede lidt, øjnene så meget syge ud, og kroppen sank sammen. Det kunne jeg sgu ikke overskue, så jeg flyttede hende over til en vinduesplads og gav hende besked på at kigge ud af vinduet, og IKKE kigge ned eller rundt i kupeen. Det hjalp meget på søsygen, og hun begyndte langsomt at se normal ud og få en naturlig hudfarve igen, mens hun meget nysgerrigt kiggede ud af vinduet som hun havde fået besked på.
Hun skal have tid til at fordøje alt det nye hun oplever som jo er næsten alt og som gør hende træt som et lille barn, så jeg måtte vente en times tid på at hun slap sit jerngreb i mit venstre ben. Og endelig kunne jeg så få masseret blodomløbet igang igen, og kramperne forsvandt langsomt i det næsten blåsorte ben ((114((
Så resten af turen ind til Thonburi stationen blev til en herlig glad oplevelse for os begge, og nu hun var blevet fortrolig med skuden ( læs toget ((8(( ), var hun blevet så modig at hun turde efter mange forsøg på at overtale hende, til at gå på toilettet. Altså ikke alene vel, nej jeg måtte tage hende i hånden og følge hende hen i den anden enden af vognen, en farlig tur på hele 12 meter, og stå vagt uden for døren fordi hun igen var bange. Men jeg smilede bare og var glad da hun igen sad på sædet og fortalte mig at hun var bange fordi hun aldrig havde set eller prøvet et tog toilet før ((128((
Men en utrolig flot tur jeg kun kan anbefale, for det utroligt næsten skærende grønne syn af rismarker og kvæg der græsser med de høje bjerge i baggrunden, er et fantastisk syn der fulgte os så godt som hele vejen, og kun til slut blev afløst af en masse blikskure der lå så tæt på skinnerne at Kat igen prøvede at stoppe mit blodomløb. Men for hulen en larm det tog kan lave, og samtaler kan kun ske ved at råbe selv om vi sad ved siden af hinanden :o
Og så var der kun en lille halv time tilbage i taxi inden vi kom tilbage til lejligheden i et begyndende gråvejr, og kunne puste ud. Og så gik det ellers galt, Pi Bao blev selvfølgelig besøgt for at de kunne pludre og det var hyggeligt selv om jeg ikke kan følge med i ordstrømmen. Pludselig flængedes stilheden af et hysterisk skrig der rungede mellem betonvæggene fra Annie, der skreg at Kat skulle komme over i restauranten som ligger 10 meter væk, og Kat's rædsel for Annie vendte så hurtigt tilbage at det var skræmmende at se på. Hun gik derover for at høre hvad Annie havde at sige, men det var såmænd ikke så meget hun sagde !!
Annie gav Kat en tynd halskæde sidste år i julegave som nu blev flået af halsen i et nu, og det eneste hun sagde til Kat var at det kostbare Simkort der sad i Kat's telefon også skulle afleveres. Det var jeg kun glad for og tænkte, godt tænkt Annie :TUP det er med at redde så meget som muligt. Især når man tænker på værdien i Simkortet, hele 99 Bht koster sådan en fætter og er hårdt at spare op til !!
Så det var Annie's måde at tackle situationen på, Kat blev utrolig ked af det og sad resten af aftenen og græd og snakkede. Thaier glemmer ikke sagde hun, så jeg kan ikke snakke dårligt om Annie selv om hun nu snakker dårligt om mig til alle og enhver der gider høre på det. Hun har givet mig penge og et sted at sove, og det glemmer jeg aldrig hulkede Kat, men jeg kan ikke lide hende mere fordi hun ikke forstår mig !!
Annie har faktisk intet problem udover at hun nu ikke har Kat som sponsor til at forsørge hendes familie mere, for hendes bror laver nu maden i restauranten til lige så lidt penge som Kat fik, mens Annie nu er nødt til at sidde på en stol som Kat hele dagen. Og det handler nok også om at hun ikke gider arbejde fysisk, det er trods alt nemmere, sjovere og hurtigere at give danseundervisning som hun gør tit :o
Kat er nu langsomt, men meget sikkert på vej til at blive stærk og få frygten for Annie til at forsvinde, hun opholder sig meget indendørs for tiden og smiler mere og mere for hver dag, veninderne kommer op og snakker med hende og støtter hende på den måde. Hun skubber den kommende diskussion omkring penge til datteren langt væk og vil ikke snakke om det, men den kommer ved jeg, og venter kun på den. Annie var jo så flink for et par uger siden at ringe til Kat's datter, du skal bede din mor om flere penge fordi hun har fundet en falang, fortalte datteren Kat som hylede som en stukken gris og var svær at trøste igen. Og når faderen er nødt til at tage benene ned fra bordet og tage arbejdstøj på, bliver han sgu nok negativ over den uretfærdighed han bliver udsat for :VI
I mellemtiden fik vi godtnok et regnvejr af dimensioner der mindede meget om det jeg oplevede på Samui, swimmingpoolen fik nu bundplanter fra en eller anden altan, og hvor alt der ikke var naglet fast, fløj gennem luften. Gardinstænger, tøj på bøjler underligt nok, og presseninger eller rettere resterne af dem blev kidnappet fra altanerne i højhuset og lå og flød alle vegne da vi vovede os ned på markedet for for at købe mad. I vand til anklerne måtte vi gå langt i dag fordi alt var lukket, men det lykkedes Kat at finde et sted hvor hun hoverende købte mad til hele dagen for 100 Bht. Og det har jeg så hørt på lige siden, derfor ved jeg at hun er på vej tilbage igen den nærrigrøv ((134((
Nu ikke mere tragisk sludder, jeg har fået en afløser for Per når det ikke går så godt og det er tid til vores aftenmøde nede ved floden. Kat vil med mig og nyder at se alt det nye hun ser hver dag, og i anledning af de 'gode !!' nyheder vi fik, blev jeg bevilget hele 2 øl som blev nydt mens vi sad og kiggede på den travle flod og det liv der var på molen. De pustende mennesker der også i dag prøvede at følge instruktøren til sindssyg høj musik, blev studeret ekstra grundigt og kommenteret, ikke negativt, men positive kommentarer om hvor dygtige de var selv om mange af dem er oppe i årene ((9((
Og de gode nyheder fik vi i går eftermiddags hvor en af veninderne kom på besøg, og fortalte at nu var restauranten sat til salg. Kunderne er forsvundet og ønsket om en ny kok er bombet tilbage til stenalderen, for efter hvad der blev fortalt koster en kok der skal arbejde som Kat gjorde 9.000 Bht pr måned. Og det har Annie været så dum at fortælle pigerne i huset, at det vil hun ikke betale !!!
Selv Kat begyndte at tale om hvor meget hun var blevet snydt for gennem årene, og det er ikke småpenge hvis man laver et gennemsnit på det hun er blevet betalt på 1.500 Bht pr måned !!!
Puha det er mange penge på 6 år hun er gået glip af, men hun trak på skulderen og sagde Mai Pen Rai. Nu er jeg endelig sluppet væk og er lykkelig for det, så det blev afslutningen på tumulten og vi er begge glade. Især Kat som flere gange om dagen siger at hun selv kan vælge om hun vil arbejde eller sove, det har jeg ikke prøvet før siger hun og smiler med hele kroppen ((11((
Så tak for din hjælp Buddha, jeg ved du har hjulpet os begge gennem det her..... ((6))
