Oprettet af pensionisten d. 13-03-2011 05:38
#1
12.03.2011 Nonthaburi Bangkok
Godmorgen Dagbog.
Så skulle jeg efterhånden være med igen !!
For en gangs skyld vil jeg starte med at sige at jeg selvfølgelig er på vagt i døgndrift for ikke at ha endnu en dårlig oplevelse, på trods af det jeg oplevede før kan jeg ikke genkende noget som helst der hvor jeg er nu. Jeg har nu kendt Kat siden November måned hvor jeg kom hertil første gang for at være sammen med Per den glade dreng, og ikke én eneste gang i den periode er jeg blevet bedt om noget som helst. Ikke en eneste gang er der kommet en historie om syge køer eller brækkede negle som hun forøvrigt ikke har, og det jeg prøver at give hende bliver enten afvist eller lagt tilbage i min lejlighed !!
Tværtimod kører hun had på mig fra morgen til aften for at jeg skal spare penge, og vender hver en Satang for mig. Hun frygter at blive gammel og ikke ha penge siger hun, og minder mig om min dårlige ryg mens hun tømmer mine lommer for småpenge som hun lægger i et plastikkrus, for senere at veksle dem for mig. I morges var der så mange småpenge at de blev talt op mens vi sad på gulvet og drak
Udsigten fra balkonen
morgenkaffe, 600 Bht var der i alt, dem veksler jeg nede hos Gun Bao sagde hun inden hun gik. Og der gik kun 10 minutter inden hun stod med pengene i hånden oppe i lejligheden, i stedet for at åbne restauranten :TUPMen selvfølgelig er intet umuligt Skipper, og jeg håber Buddha holder hånden over mig denne gang ((6))
Men Dagbogen fortsætter med at fortælle om mit liv med hende, i starten havde jeg lidt overvejelser om jeg skulle holde mund for en sikkerheds skyld. Men nu er Dagbogen jo en fortælling om mit liv og min hverdag som jeg serverer 100 % ærligt og åbent for jer, så jeg ville få problemer hvis jeg skulle udelade den glæde og varme jeg får fra hende og al den tid jeg tilbringer sammen med hende, så jeg fortsætter med at fortælle om mit liv med hende ((134((
Og går det galt får i det også at vide, sådan er Dagbogen !!
Så jeg fortsætter i vanlig stil med fortællingen om den tempeltur som pigerne efter krisemødet havde arrangeret for at give mig humøret tilbage, og for at rette mere op på stilladset ((6))
Men før den tur havde Per og jeg besluttet os for at gribe dybt i lommerne og købe et transportmiddel så vi kan komme mere omkring og se, nyde og opleve ((11(( Og det skal jeg love for skete, en teknisk kompliceret cykel i minicykel stil blev købt til mig, og Per den store dreng måtte købe en større cykel for ikke at skrabe knæene mod asfalten ((8((
Så efter et par småjusteringer af cyklerne begav vi os ud på den første officielle Dagbogs tur til stor morskab for Thaierne der hujende kommenterede vores kørestil. Kæmpe smil fra øre til øre uanset hvor vi kørte blev normalt, hvor skal i hen blev vi spurgt af helt fremmede mennesker der var utroligt venlige over for de to tossede falanger der ikke kørte i taxi. Vi hygger os bare svarede jeg dem og sagde holliday som de syntes var utroligt muntert ((7)):TUP
Og nu jeg er stedkendt, startede vi selvfølgelig med at køre ned af nogle små soi som endte blindt og tvang os til at køre tilbage igen ad samme vej ((8(( Men bare det var en fantastisk oplevelse, for kun 30 meter fra den tungt befærdede og larmende vej, havnede vi i noget der mindede om en tur på landet. Ingen trafik overhovedet forstyrrede fuglene som kvidrede lystigt i palmerne og de meget flotte farvestrålende blomster som er så godt for øjet at se på mødte vores nysgerrige øjne, kun som baggrundstøj kunne vi svagt høre larmen, og vi nød det mens vi langsomt trillede afsted mens vi snakkede om det vi så. Jeg havde taget kameraet med for at kunne dokumentere jomfrurejsen, og fandt selvfølgelig noget at tage billeder af som i kan se ((113((
Vi valgte bevidst de små Soi frem for de store for at få nogle dejlige oplevelser, og havnede der hvor jeg tidligere tog et par billeder af den lille shop hvor jeg købte vand. Der holdt vi en lille pause for at gentage seancen mens ejerne pludrede og pludrede på Thai, den lille arvtager blev stolt fremvist og og blev med alle kneb lokket til at smile til fotografen. Men han var ikke så stolt over falanger og lod som ingenting ((7))
Og det er det som er herligt med Per, selvfølgelig ikke herligt at han ikke er rask, men vi behøver ikke aftale noget som helst på forhånd udover hvornår vi starter turen. Har vi brug for en pause, holder vi en pause. Går det for stærkt, sætter vi farten ned. Han går langsomt og jeg går langsomt, vores tempo passer så perfekt sammen at det er en fryd at tage på tur med ham der har lige så meget behov for pauser som jeg. Så vi gassede den gevaldigt mens vi gik og cyklede ned af de meget små soi hvor vi flere gange følte at vi næsten gik igennem folks stuer, der blev kigget og kigget på alt fra legende børn til gamle koner der var ved at skvatte ned af stolen af træthed her klokken 10 morgen ((8((
Floden som tiltaler os begge har vi nogenlunde styr på hvor ligger, så vores indbyggede GPS der virker nogle gange ((8(( fik os til at tage den retning hvor vi både fik gode og dårlige oplevelser inden vi endelig fandt en Sala hvor vores kommende venner fiskede :TUP
De dårlige oplevelser er de forbandede bidske hunde der i ét tilfælde var ved at få fat i os, ejeren var der gudskelov og kunne tæve hunden tilbage ind til huset mens Per og jeg småfes lidt i bukserne i ren skræk over de blottede tænder den viste os. Fy for fanden det er modbydeligt, jeg har stadig oplevelsen fra Kanchanaburi siddende i mig hvor jeg var ved at blive ædt af nogle bidske hunde på en af mine gåture, og har stor respekt for dem. Men det var første gang Per oplevede det, så han var rystet mens vi forsigtigt kiggede om hundene nu også var væk så vi kunne køre vores vej igen ((128((
Og det var så årsagen til at vi hver gang vi så en hund ligge på en soi, valgte at køre videre mens vi snakkede om hvad vi kunne gøre. Vi aftalte at købe noget peberspray næste gang vi kom i China Town og jeg vil kigge efter en strøm ting jeg har set. Som en pegepind og måske 1 ½ meter lang med strøm ude i enden må det være løsningen på vores problem, så det arbejder vi på. Men en af de gode oplevelser var de mennesker her der grinende snakkede til os, og igen spurgte hvor vi skulle hen nu vi uden at vide det var på vej ned af en blind vej, de blev overrasket over at jeg kunne snakke lidt med dem, og gik så igang med en længere søforklaring inden jeg fik stoppet dem og fortalt at jeg altså ikke var verdensmester i Thai. Søde rare mennesker jeg selvfølgelig skulle have et billede af som jeg fik lov til at tage ((113((
Endelig fandt vi så en soi der endte i en pragtfuld beliggende Sala nede ved floden, også her var der dejligt fredeligt, hvor stilheden kun blev afbrudt af de larmende longtail både der drønede forbi. Så her satte vi os i skyggen for at nyde livet og rette skroget lidt ud, for vi havde uden at tænke over det kørt rundt i et par timer, og var godt varme og småbrugte efterhånden.
Der er altså noget med det vand, for alle bekymringer og problemer bliver til bagateller når man sidder der og kigger på de dovent smukke øer af lotus der langsomt driver forbi. De hårdt arbejdende slæbebåde der maser for at trække det tunge læs og meget langsomt sejler forbi samtidig med at Thaierne der fisker, fanger ens opmærksomhed er guld værd, og livet er sgu da pragtfuldt ((11((((9((((6))
Vi begyndte så småt at snakke om at fløjte kampen af, jeg havde min aftale med pigerne om tempelturen hængende over hovedet, og vi var som sagt brugte. Og pudsigt nok ringede Kat på vejen hjem og sagde at det nok ikke varede så længe inden vi skulle afsted, så tidsmæssigt passede det jo meget godt. Kat havde forsøgt at få mig til at sidde og vente i lejligheden som jeg bestemt afviste, for Thaiernes tids opfattelse stemmer ikke så godt overens med min, og jeg har altså andet at lave end at sidde og vente på en der ikke ved hvornår hun kommer :VI
Og jeg var da også lige kommet hjem og sad og pustede svedende i lejligheden mens Kat fandt tøj frem til mig så jeg så pæn ud i templet som hun sagde, da Pi Bao ringede og sagde at nu var det nu. Men der stod jeg altså stejlt på et bad efter marathonløbet med Per, og det blev så det jeg gjorde inden jeg gik ned og satte mig i den propfyldte pickup :(
Som sild i tønde sad tre piger og mig bagi, foran sad Richard som har en pige her i huset, og turen begyndte. Hvor vi skulle hen vidste kun pigerne som ikke kunne fortælle navnet eller hvor det lå, så det i sig selv var lidt spændende (for mig !!) Jeg aner stadig ikke hvor vi var eller hvad stedet hed, men vi endte et sted uden det sædvanlige tempel som overraskede mig. Beliggende ved en flod i stille omgivelser var stedet meget anderledes end hvad jeg er vant til og var domineret af flere små bygninger hvor jeg blev gelejdet rundt af Pi Bao og Kat der fortalte mig hvad jeg skulle gøre de forskellige steder. Og for første gang i den tid jeg har besøgt templer og bedt til Buddha og hvor man som udgangspunkt ikke må røre noget, fik jeg nu besked på at røre ved to statuer af nogle små tykmavede Buddhaer. Pi Bao og Kat gjorde det samme og det ville efter hvad de sagde, hjælpe på mine smerter. Så det gjorde jeg selvfølgelig, og tænkte i mit stille sind på pigerne der alle som en var gået fra deres arbejde for min skyld, det er stadig tankevækkende og meget nyt for mig ((6))
Nu jeg havde taget så mange billeder af templer, havde jeg ikke taget kameraet med som ærgrede mig da jeg så stedet, men det overlever både i og jeg nok :TUP
Vi brugte en times tid tror jeg, hvor vi endte med at gå ned til floden og give de fisk, ål og frøer vi havde købt tilbage til Buddha. Kat læste fra et stykke papir, bad og sagde jeg skulle røre hende mens hun forsigtigt satte dyrene tilbage i floden, det betyder at Buddha kigger på os at vi giver dyrene friheden igen fik hun fremstammet efter vi endnu engang havde knælet og bedt. Til sidst satte vi røgelsespindende i den mudrede flodbred og Wai Pa inden vi langsomt gik tilbage til templet.
Og så begyndte den lange tur hjem i myldretiden hvor tankerne fik frit spil, hvad er alt det her for noget sad jeg og tænkte. Er der nogen der hører hvad jeg beder Buddha om at gøre og give mig, eller er det bare en overtro ???
Det fik jeg svaret på næste morgen da jeg kom hjem efter en pragtfuld cykeltur med Per hvor vi tog den lille færge over til den modsatte bred og stille og roligt kørte hen mod det store tempel hvor også jeg var med Kat og Nui. Efter et par forsøg igen med nogle blinde veje, lykkedes det os at finde frem til en super hyggelig morgen. På parkeringspladsen hvor vi stillede cyklerne brugte små 15 ældre Thai damer tiden på at motionere til højt musik, selv om de fleste af dem var noget overvægtige betød det ikke at de ikke kunne klæde sig ungt ((9((
Stramtsiddende sorte gamachebukser og et lille koket miniskørt flagrede rundt mens de dansede og morede sig, så det var en herlig start på den indlagte gåtur der bragte os rundt på hele tempelgrunden og hvor jeg fik vist Per de store fisk jeg havde lavet den lille film med. En pose brød blev købt inden vi gik derned hvor de store fisk som sædvanligt ventede på os, kæmpestore fisk lå i overfladen og åbnede gabet dovent når vi forsøgte at ramme deres mund. Per blev endda så modig at det lykkedes ham at håndfodre en af de store bamser som fik et stort smil frem i hans ansigt og vi aftalte at vi ville lave en lille film om det ((113((
Og så gik vi ellers i den utroligt flotte have hvor vi bestemt ikke var alene, motionsredskaberne var belejret at både unge og gamle Thaier der smilende fik dagens motion på den måde. Blid Thai musik strømmede svagt ud fra de højtaler der sidder i lygtepælene, mange joggede og familier hyggede sig med ungernes fjernstyrede biler så vi på vores tur rundt, og vi fik også hilst på en lille skildpadde der var på vej over stien. Påfuglene viste deres flotte halefjer mens de små perlehøns pikkede i græsset efter mad, og i kanalerne hyggede både fisk og skildpadder sig i den dejlige morgen ((11((
Så vi hyggede os gevaldigt og holdt nogle pauser hvor vi sad og studerede omgivelserne mens vi sammenlignede vores hverdag hjemme kontra her, og jeg behøver vel ikke sige at vi hurtigt blev enige om at den hverdag vi har nu hvor varmen hjælper på vores skavanker, er at fortrække ??
Og igen forsvandt tiden for os mens vi hyggede og sludrede inden vi fandt tilbage til den lille færge igen, folk kigger altså lidt hovedrystende på os når vi slæber cyklerne ombord, falanger har jo penge som skidt, så hvorfor i alverden tager vi ikke en taxi syntes at være tanken.
Nu er det så tid til at vende tilbage til mine tanker om besøgene i templerne og min snak med Buddha, for da jeg vendte tilbage til til bygningen, kom Kat selvfølgelig som sædvanligt da hun så mig komme. Jeg vil snakke med dig sagde hun og trak mig hen til en sofa der står der, vi satte os ned og jeg tænkte, hvad nu ???
Jeg siger til Annie at jeg stopper når hun kommer tilbage sagde hun !!!
Tak skal du ha jeg blev overrasket, for aftalen var jo at det skulle ske langsomt. Men efter jeg er stoppet med at snakke med Annie og spise i restauranten har Annie ikke snakket med hende som hun var ked af, hun var lige pludselig taget på ferie med sin Amerikanske boyfriend uden at sige et ord til Kat om det. Det, og så at både hun og jeg selvfølgelig er ked af den fejde der er gang i, fik hende til at tage den beslutning.
Jeg blev selvfølgelig glad men også forvirret, men sagde selvfølgelig at hun ikke skulle bekymre sig, jeg skulle nok hjælpe hende indtil hun fandt et nyt arbejde. Med billedet på nethinden af hendes bankbog der viser at det højeste beløb hun har fået i løn siden Oktober sidste år er 1.500 Bht, mener jeg jo at det ikke kan gå helt galt !!!
Og så kom nummer 2 overraskelse, vi holder holliday sagde hun og gik med op hvor jeg tog et bad mens jeg tænkte over hvor jeg skulle tage hende med hen. Og det endte med at vi tog flod taxien og havnede i Chinatown hvor vi dog kun spiste og købte et par ørenringe til 50 Bht inden vi tog en taxi til Phantip og sidegaderne der, hvor jeg mente det var billigt. Desværre var hun blevet søsyg på vejen ind til byen og var lidt skidt tilpas, så jeg besluttede at vi ville tage toget tilbage til Mo Shitt og en taxi hjem derfra i stedet for båden hjem. Men vi fik da set på tøj i lange baner, den ene skideballe efter den anden blev delt rundhåndet ud, du sagde det var billigt sagde hun mens øjnene skød lyn. Det er meget billigere hjemme i Nonthaburi på markedet sagde hun og nægtede at tage imod mit tilbud om at købe noget som helst :VI
Så det blev en billig fornøjelse, kun et besøg i KFC i Phantip kostede penge, og hvor jeg fik en tankevækkende oplevelse. Efter vi havde spist søgte jeg over mod håndvasken der altid er i KFC for at vaske hænder, Kat fulgte efter og fandt en klud og begyndte at tørre fingrene. Næh Næh sagde jeg, du skal vaske hænder som jeg, hun havde jo som sædvanligt madet mig og havde saft op til albuerne i sin iver for at gøre mig tilfreds. Så jeg viste hende sæbebeholderen og fik hende til at stikke hænderne under mens jeg trykkede på knappen, men da sæben kom blev hun så forskrækket at hun trak hænderne til sig !!
Jeg kom desværre til at grine lidt som jeg dog hurtigt fortrød da hun sagde at hun aldrig havde set sådan en før og var bange for den, så jeg skyndte mig selvfølgelig med en dårlig smag i munden over min dumhed at hjælpe hende for at bøde på mit grin inden vi gik mod skytrain, hvor hendes angst endnu engang kom op til overfladen. For hun har aldrig kørt i tog før og sagde bekymret over alt det nye mens hun trykkede sig nervøst ind til mig, jeg har kun set tog på film og er bange sagde hun. Så det var lidt vanskeligt at købe billet og på op på perronen fordi hun holdt krampagtigt fast i mig, tegnene på gulvet deroppe der viser hvor man skal stille sig forvirrede hende gevaldigt, og jeg prøvede at forklare hende det stille og roligt. Og hun var ærligt bange, især da toget kom gik det ikke særligt godt, men ind kom vi da hvor hun uden at tage hensyn til de mange andre mennesker, maste sig målrettet hen mod en stang hvor hun kunne holde fast ((128((
Men gudskelov tror jeg hun følte sig lidt tryg stille og roligt efter et par stationer, og slappede sit greb lidt i mig fordi alle de andre passagerer ikke viste andet end kedsomhed. Og da vi kom frem til Mo Shitt var hun rolig og hendes øjne som jeg havde holdt øje med, viste nu kun interesse. Igen må jeg sige at jeg tænkte meget over den isolation hun er blevet holdt i, og den frygt hun har for alt hun ikke kender, da hun så senere på aftenen så den BBC naturfilm jeg kiggede på og spurgte om fisk åd fisk som filmen viste, blev jeg sgu lidt ked af det ((10((
Der venter mig et stort arbejde for at få hende lidt op mod mit niveau omkring hvordan ting virker, det ved jeg og bruger mit hjerte som Dardi siger han kan læse sig til at jeg bruger, i den langsomme proces jeg ved det er, men jeg er tålmodig.
Tak Buddha fordi du lyttede til mig, for det gjorde du da jeg bad dig om at snakke med Kat...... ((6))((6))
Redigeret af ADM d. 18-07-2017 04:40