Oprettet af pensionisten d. 15-01-2011 06:51
#1
13.01.2011 Phun Phin Surat Thani
Godmorgen Dagbog.
Grundet tekniske problemer med den kun en måned gamle strømforsyning der selvfølgelig valgte at gå kaput på vejen herop, passer Dagbogen ikke helt med datoen, men den kommer :TUP
Så startede turen mod Bangkok endnu engang !!
Og jeg kan endelig slappe lidt af efter Jörgs besøg som betød at jeg måtte lave BBQ næsten hver aften i en uge, meget masende og meget vådt, og noget jeg ikke havde bedt om :VI
Ved 1 tiden eftermiddag torsdag tog jeg en Songthaew mod Nathon i pisse øsende regnvejr, ikke så godt for mig, men godt for Sank den gamle snigskytte der gemmer sig i plastik paradiset Pattaya ((8((((4))
Men det er træls, den sidste regnbyge der startede Onsdag aften varede til Torsdag morgen og fik alt til igen at stinke af kælderrum. Så denne gang da jeg tog afsted lod jeg vinduerne stå åbne så jeg kan holde ud at åbne døren når jeg kommer tilbage, og krydser fingre, håber jeg på at se miraklet.
Jeg nyder faktisk at sidde her i Phun Phin, Surat Thani hvor jeg kom til klokken 18.45 efter et bus skifte i Surat til lokal bussen til 13 Bht som i myldretiden som jeg havnede i, og som ikke kan anbefales. Efter en laaaaaaang varm tur med 314 skoleelever af begge køn i en lille bus den aircon, nåede vi endelig frem til Phun Phin, hvor jeg efter at have tænkt over tingene tog til. For Jannik fik mig overbevist om at jeg uanset hvor gerne jeg end ville, ikke havde tiden med mig hvis jeg tog biken fra Samui til Surat lufthavn. Og nu besøget fra Tyskland var lidt anstrengt på grund af den forventede oppasning, passede det mig faktisk godt at komme væk. Jannik har selv erfaring med ruten og studerede endnu engang kortet for min skyld, tak for det... :TUP
Og med prisen på værelset her på Queen Hotel i Phun Phin som bestemt skal tages med et gran salt ( i forhold til navnet !!!) til 240 Bht, gør det ikke så ondt i pengepungen. Står man uden for stationen Phun Phin kan man se en Seven 100 meter væk på højre hånd, næsten direkte overfor ligger hotellet der fungerer lidt som et alt muligt sted for rejsende. Man kan sidde og vente mens man bruger Internettet der desværre ikke findes trådløst her, og man kan spise til rimelige priser indtil stedet lukker ned klokken 7 på grund af manglende turister fik jeg at vide!! Værelset er ikke mange millimeter fra lugten hjemme og gør ventetiden nemmere og hjemmelig, det uundgåelige TV som kun har Thai kanaler kører i baggrunden og er egentlig hyggeligt selv om det distraherer mig lidt nu jeg har lært et par nye ord, og kigger op hver gang jeg genkender noget.
Man skal ikke forvente den store luksus til de priser der er her, der er en masse små rum der typisk er beboet af Thaier og som ikke rangerer på nogen Michelin liste ((7))
Banditten på Samui som kørte mig til Nathon havde som alle de andre taxier også pillet det lovkrævede skilt ned med priserne, så igen måtte jeg betale overpris for den korte tur på 20 Bht. Færgen var steget til 150 Bht til forhold til sidste gang hvor jeg gav 140 Bht og og var et eller andet sted okay !!
Vel fremme i i Don Sak efter en dejlig rolig tur hvor de mørke skyer der indhyllede Koh Samui forsvandt agterud, holdt der et noget ældre eksemplar af en Mercedes Bus som kørte mig og de andre falanger til Surat for 100 Bht pr næse, og det var en herlig tur hvor jeg var glad for at jeg var med ??
For den ældre mand som styrede det her gamle stykke metal var en fantastisk underholdning hele vejen, for som i alle de andre Mercere er rattet kæmpe stort og kan være en udfordring for enhver. Den lille gut som ikke var meget større end mig, holdt fast alt det han havde lært og kæmpede en sej lang kamp, kun i de lange sving kneb det for ham at holde stilen, hvor han til tider blev hevet med rundt af rattet og næsten lettede fra sædet ((8((
Og jeg har altså en mistanke om at reklamen for Phantip (1970) som der stod på siden af bussen, var repræsenteret af selv samme bus som selskabet startede med ((7))
Malingen på fronten af bussen blev skrællet af på grund af farten der til tider og mest ned af bakke, med hele 65 kilometer i timen gik i fuld fart ind mod byen hvor vi ramte den ene kø efter den anden der desværre stoppede den vanvittige fart bussen ellers havde. Det store rat som kunne drejes næsten halvvejs uden at forhjulene registrede det, voldte den her ældre mand store problemer mens han holdt sig midt på striberne for at være sikker, herlig oplevelse ((11((
Trykluft hornet som blev brugt da vi passerede et tempel, var garanteret større end den pustende og brølende motor, for det kneb sgu altså gevaldigt med at komme fremad selv om chaufføren gjorde hvad han kunne inklusive kunstfærdige gearskift der fik bussen til at stå stille ((8((
Men frem kom vi da selv om det tog lang tid ((11((
Jeg blev jo fulgt til dørs af regn og var sgu glad da himlen over Surat så lidt mere venlig ud, min irritation over Samui er blevet meget negativ af mange årsager og gjorde at det tog lidt tid inden jeg begyndte at slappe af igen og nød turen med synet af de velkendte bjerge som omkranser Don Sak. Med tågedis svævende mellem tinderne er det et utroligt flot syn som jeg nyder hver gang jeg ser det, og denne gang afprøvede jeg det nye kamera selv om der var dårligt lys, prøves sku det ((113((
Jeg tænker selvfølgelig over min modstand og vrede over den paradisø jeg flyttede ud til for et par år siden, det pragtfulde syn der gav mig sparket til at flytte, smuldrer nu mellem mine fingre hver dag !!
Synet af palmerne, de små øer, og de forholdsvis små bjerge som der er på Koh Samui første gang jeg kom med flyveren, glemmer jeg aldrig. Azur grønne bugter skødesløst kaste rundt på øerne omkranset af palmer er et så smukt syn. Det ændrede min opfattelse totalt om hvad farver og skønhed var og vil for altid være på nethinden, men nu mister ikke kun jeg, men alle der bor på Koh Samui den enestående chance for at leve i et paradis ((125((
Jeg håber at der sidder bare én person derude der forstår mig, for det er så svært at forklare på en forståelig måde. Min nysgerrighed som har ført mig rundt om øen og på tværs af øen mange gange, har samtidig givet mig en opfattelse af samfundet. Og rengøringen af min strand har ikke ligefrem hjulpet på min optimisme med det jeg ser hver dag, alt virker ikke, og hele øen er voldsomt forurenet !!
På turen herover begyndte jeg at forberede Dagbogen, og nåede frem til at det eneste der ifølge min opfattelse er udviklet på Koh Samui, er de dybe lommer !!
For alle de penge regeringen har givet Samui er blevet væk og næsten intet er sket !!
Det sidste jeg har hørt om, er de 900 Millioner Bht regeringen gav Koh Samui til den første renovering af vejnettet i 27 år der forsvandt. De startede ellers rigtigt nok med at banke de ødelagte betonstykker op, og lægge ny beton. Men det var åbenbart enten for dyrt eller for langsommeligt, for det gik hurtigt i sig selv igen. Lastbilerne begyndte at komme til Samui fra fastlandet med asfalt fordi der ikke findes en asfalt fabrik på øen, og var starten på en meget langsommelig proces med de få afgange færgerne har.
Og tilfældigvis startede man med at lægge den nye belægning af asfalt ud for retsbygningen som ligger ude på landet mellem Hua Thanon og Nathon og så fortsætte til den modsatte udkant af Shaweng, så mon ikke det er der spidserne på øen bor !!
Små 15 kilometer blev det til for de 900 Millioner, alt maskineri er væk igen, og den nylagte asfalt som kun havde 4 måneder på bagen havde sin TV debut den 3 November fordi borgmesteren i Shaweng bad regeringen om hjælp fordi vejene i og omkring Shaweng forsvandt sammen med vandet !!
Allerede kort efter starten på arbejdet begyndte ristene i vejen for regnvandet at falde ned i afløbet og skabte deciderede dødsfælder, utroligt mange gange er folk kommet til skade på grund af dem fordi der kun bliver sat et palmeblad ned i hullet for at advare folk. Så udover at vejene som ellers var en fornøjelse at køre på smuldrer, forfalder infrastrukturen samtidig.
Vejene på øen er i en slem forfatning og er det stik modsatte indtryk man får hvis man kommer til Samui med fly, man stiger ud af et moderne stykke metal og bliver blændet af den meget flotte lufthavn som virkelig er et flot stykke arbejde. Men så knækker filmen, for når man så kører til sit hotel foregår det ad små veje der mest af alt minder om en jordvej med huller og manglende belægning. Forestil jer at stige ud af en flot skinnende flyver med alle dens bekvemmeligheder og så stå midt ude i bushen i møg op til knæene, sådan er vejene her og er meget værre hvis man kommer med færgen !!
Jeg mener virkelig at intet virker, udover forureningen som betyder meget for mig og som for mig er uoverskuelig, kan jeg ærligt ikke fortælle bare en solstråle historie om Samui !!
Kriminaliteten stiger voldsomt, Thaier bliver røvet af Thaier som er et dårlig tegn. Politiet er så godt som ikke eksisterende og der hersker lovløse tilstande. Og jeg indrømmer blankt at jeg er alt for blød til alt det her, jeg kan ikke ha det, men kan intet gøre. Så jeg gør som alle andre mennesker, jeg erkender når nok er nok, og flytter.
Ikke engang et anbefalet brev virker her, til trods for at man får tilbuddet om tracking og selvfølgelig betaler ekstra for alt det her, bliver det anbefalede brev smidt et eller andet sted i nærheden af hvor man bor, pisse irriterende ((1((
Men for hulen jeg kommer til at savne min strand og min have, lyden af havet og dyrene i haven blandet med den bløde raslen af palmebladene i vinden bliver svær at undvære. Mine aftener på stranden alene eller med et bål kan ikke betales for penge, udsigten til den uendelige uendelighed jeg har når jeg kigger op på stjernerne og drømmer, er allerede en tanke jeg har det svært ved at skulle undvære ((10((((114((
Men nu er jeg på vej mod godt humør og varmt vejr igen, i morgen tidlig spenderer jeg en times flyvning på det der med bussen tager 13 timer. Så jeg er i vældigt humør, kokken, som forøvrigt kalder sig for Kat, siger at der er meget varmt og meget koldt i Nonthaburi, og venter med længsel ((134((
Så nu må vi se hvad der sker denne gang, efter min sidste uheldige oplevelse som var en lærerstreg er jeg blevet meget forsigtig og afventende og har al tid i verden. Lindy mente godt nok at jeg vist var blevet ung igen og havde fart på. Men jeg kigger for hulen ikke efter det, jeg bliver næsten tvunget til at det her dame halløj, så jeg er helt uskyldig i den her sammenhæng :VI
Men herligt er det ((11((((11((
Så jeg er nødt til at takke Buddha for mit liv endnu en gang, jeg brokker mig over modgangene mens jeg på samme tid hygger mig over den udfordring det er at forblive positiv. Men jeg har et godt liv som jeg er glad og tilfreds for, så tak for det Buddha...((6))
