---

Jeg kan huske et visarun jeg havde med en flok af de seje sailors.

Noget af det har jeg nævnt tidligere, men ikke hele historien, så den kommer her.

Vi var fem mand der behøvede nyt visa, flere nede fra Soi Saen Suk og omegn.

Vi blev enige om at tage toget ned til grænsen ved Hat yai.

Forplejning i flydende form blev indkøbt, for lissom ikke at sidde og blive kedelige på den lange rejse, og det blev vi heller ikke.

Da vi havde passeret grænsen lejede vi en Limousine der skulle køre os ned til Penang, og det var her kæden begyndte at hoppe af, Flemming der havde inhalleret lidt for meget Whisky nægtede at betale ekstra for aircondition, han var fra Jylland og syntes det skulle være med i prisen, helt rigtigt Flemming.

Efter et par kilometer trak driveren en pose marihuana frem og begyndte at rulle sig en fed.
Jeg spurgte, er du nu sikker på du kan køre bil når du ryger det der, ork ja sagde han, så kører jeg bedst.
nånå.
Er der nogen der vil smage spurgte han, og Flemming svarede, så giv mig et drøn da.

Han havde en kæmpepose under sædet og solgte en del af det til Flemming, trods protester fra os andre.

Fremme i Penang fandt driveren et billigt hotel med venlig betjening af damer, men Flemming, der havde græsset lidt for meget under rejsen forkastede de hårrejsende priser på damerne og fik på ægte jysk vis presset prisen i bund.

Ventetiden på visa gik mest med at holde Flemming oprejst og væk fra ballade da han gik rundt med trutmund og var negativ til alt og alle.

Da vi skulle tilbage over den Thailandske grænse kiggede tolderne lidt forundrede på Flemming der stod og så ud som en bøvet udgave af det skæve tårn i pisa, men igennem slap vi da.

Efterregningen for de billige damer betalte vi oppe hos den danske læge i Bangkok, tak Flemming.