Turister vender Phuket ryggen
Skrevet af ad d. 02/05/2009 07:36:42

Udvidet nyhedstekst

Antallet af danske turister i det thailandske ferieområde Phuket er næste halveret, viser de seneste tal.

 

Økonomisk krise og politiske spektakler i Thailand har ført til, at Thailand fravælges, når ferien planlægges.

De seneste officielle tal over antallet af turister er fra tredje kvartal i 2008, og de viser ifølge netsiden phuketwan. com, at antallet af udenlandske turister i Phuket faldt med 42,83 procent i forhold til samme kvartal året før.

Tallene kommer fra de thailandske turistmyndigheder.

Statistikken er delt op på nationaliteter, og de officielle tal viser, at der i sidste års tredje kvartal ankom 6332 danskere til ferieområdet i den sydlige del af landet. Det er et fald på 40,64 procent i forhold til året før.

Den største enkeltgruppe af turister var australiere. Dem kom der 78.567 af, men det var et fald på 41,03 procent.

Turismen, der er meget vigtig for Thailands økonomi, blev ramt af den politiske uro i sensommeren sidste år, og balladen førte blandt andet til, at lufthavnen i Phuket var lukket i nogle dage i august.

Der er i øvrigt ikke meget, der tyder på, at turismen har fået det bedre efter tredje kvartal. I november i fjor kogte situationen over igen i det sydøstasiatiske land, da det kom til tumult i hovedstaden, Bangkok, hvor demonstranter blandt andet lukkede den internationale lufthavn. Det var dengang, da kronprins Frederik og kronprinsesse Mary var på officielt besøg i hovedstaden.

Tidligere i år var der atter uro i Bangkok, hvor demonstranter blokerede veje og var i slagsmål med sikkerhedsstyrkerne.

/ritzau/

 

kilde  http://www.thaidk.dk/administration/news.php?aid=1470b20299fede9a