3533 artikler om svinesyge på 5 dage
Skrevet af ad d. 30/04/2009 08:16:54

Udvidet nyhedstekst
Svineinfluenza - 15.000 danskere kan dø. Et nys er nok."

Sådan så overskriften på B.T. ud den 28. april - og avisen er langt fra den eneste, der de sidste fem dage har slået svineinfluenzaen stort op.

Således viser en søgning i Infomedia, at der på fem dage - siden den 23. april - er blevet skrevet 3533 artikler, hvor ordet svineinfluenza indgår. Til sammenligning var der før den 23. april kun skrevet 20.

50 artikler på nyhederne.tv2.dk
På nyhederne.tv2.dk har der også været travlhed med svineinfluenzaen.

Siden den 24. april er der i skrivende stund blevet skrevet i alt 50 artikler (inklusiv denne) om svineinfluenzaen.

Men hvis det viser sig at man har haft virussen fint under kontrol, så kan medierne da - alle som min - komme til at se voldsomme ud. Det er vi ikke blinde for, og det er en diskussion, vi dagligt har på B.T.

—Peter Brüchmann

Før den 24. april er der kun blevet skrevet én artikel om svineinfluenza - den blev skrevet den 1. august 2005 og handlede om, at svineinfluenzaen spredte sig i Kina.

"Medierne skaber frygt"
I virkeligheden har den nye influenzavirus indtil videre kun været ansvarlig for otte dødsfald - syv i Mexico og ét i USA. Til sammenligning mister cirka 1000 mennesker, alene i Danmark, hvert år livet som følge af den almindelige influenzavirus.

Det får flere eksperter til at kritisere både medierne og de danske sundhedsmyndigheder for at skabe unødig frygt og for at blæse dækningen ud af proportioner:

"Der er et for stort udbud af nyhedsmedier og nyhedsprogrammer, og det får den historie til at blusse op," siger professor i journalistik på RUC, Jørgen Poulsen.

Planlægning efter ting, der ikke sker
Jesper Fisker, der er administrerende direktør i Sundhedsstyrelsen og ansvarlig for Danmarks sundhedsberedskab, afviser kritikken:

Frygten for at blive ramt af en mystisk sygdom, og måske også frygten for at samfundet skal gå nærmest i stå, hvis mange mennesker bliver syge på en gang. Det scenarium er jo ren gyserfilm

—Eva Rymann

"Vi har fokus på svineinfluenzaen ud fra devisen, at vi som myndighed skal tage det meget alvorligt. Vi bliver også nødt til at planlægge ud fra nogle af de ting, som - vi ikke håber - kommer til at ske," siger han.

Jesper Fisker bliver bakket op af Else Smith, der er formand for pandemigruppen og chef for center for forebyggelse i Sundhedsstyrelsen.

"Vi ved ikke, hvad der står foran os. Det er en ny situation. Det er derfor sundhedsmyndighederne er i højt beredskab, men der er selvfølgelig tale om en balance - hvordan kommunikerer man, at danskerne skal tage det roligt og leve deres liv, alt i mens vi eksperter styrter rundt?, siger Else Smith.

B.T.: Vi forsøger at give svarene
Så vidt sundhedsmyndighederne - men hvad med medierne? Skaber de unødig frygt med overskrifter som "Svineinfluenza - 15.000 danskere kan dø"?

Det mener chefredaktøren for B.T: Peter Brüchmann ikke:

Vi pisker ikke en stemning op, men forsøger at give svarene på, hvordan man skal forholde sig. Nogle af de ting, der indgår i vores historie i går, er worst case scenario, som de norske myndigheder har lavet. De danske myndigheder havde ikke nogle svar, og statsministeren vaklede, så vi kiggede til Norge, som vi kan sammenligne os med," siger han til nyhederne.tv2.dk.

Et nys ER nok
Peter Brüchmann understreger, at for de danskere, der har siddet i isolation for svineinfluenza, så var et nys nok til at komme under mistanke for at være smittet.

"Men hvis det viser sig, at man har haft virussen fint under kontrol, så kan medierne da - alle som min - komme til at se voldsomme ud. Det er vi ikke blinde for, og det er en diskussion, vi dagligt har på B.T.," siger Peter Brüchamnn.

"Det er jo en ren gyserfilm"
Ifølge redaktionschefen for nyhederne.tv2.dk, Eva Rymann, taler historier om svineinfluenzaen til menneskers grundlæggende følelser:

"Frygten for at blive ramt af en mystisk sygdom, og måske også frygten for at samfundet skal gå nærmest i stå, hvis mange mennesker bliver syge på en gang. Det scenarium er jo ren gyserfilm, og derfor vil man uvægerligt have behov for at stille en masse spørgsmål, som vi journalister så finder svarene på i vores løbende dækning," siger hun.

Hellere en artikel for meget
Eva Rymann mener desuden, at forklaringen på de mange artikler skal findes i, at det er en historie, der løbende udvikler sig:

"Jo mere præcist og detaljeret vi kan besvare brugernes spørgsmål, jo mere gør vi for at afmontere frygten. Og jeg vil vove den påstand, at angsten og frygten nager mere, hvis man sidder tilbage med ubesvarede spørgsmål. Så når det gælder netmedierne, ser jeg hellere en artikel for meget end en for lidt."


kilde http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-22018701.html