En dødelig brand brød ud på et hotel i det sydlige Thailand, da en bilbombe eksploderede i byen Hat Yai, siger den lokale politichef, der mistænker en oprørsbevægelse for at stå bag.
Branden dræbte tre personer, herunder en malaysisk turist, og sårede hundredvis af andre.
Angrebet på hotellet kommer efter, at to bomber tidligere lørdag hærgede den sydlige by Yala, hvor 10 mennesker døde og 117 blev såret.
LÆS MEREBomber i motorcykler skabte kaos i det sydlige Thailand
»Det var en bombe, der forårsagede skaderne på hotellet, og den er med stor sandsynlighed relateret til hændelserne i Yala«.
»Det er den samme gruppe, der står bag«, siger den nationale politichef, Priewpan Damapong.
Der var også meldinger om en bombe i Mae Lan-distriktet i naboprovinsen Pattani.
Otte års hærgen
Siden begyndelsen af 2004 har et blodigt muslimsk oprør uden klart formulerede mål raset i Thailands sydlige provinser, hvor der er et muslimsk flertal i det ellers buddhistiske land.
Mange af de lokale hævder, at de etniske malay-muslimer bliver diskrimineret af myndighederne. Tusindvis af mennesker er blevet dræbt under oprøret, som har ført til næsten dagligt skyderi.
Et stort antal soldater er sat indsat i regionen.