Thailands rødklædte er tilbage i Bangkok
Skrevet af Webmaster d. 10/01/2011 03:29:57

Udvidet nyhedstekst


Efter mere end et halvt års ro er de rødklædte tilbage med nye protestdemonstrationer i Bangkoks gader.

Omkring 30.000 thailandske såkaldte rødklædte samledes i Bangkoks gader søndag, oplyser politiet. Det er de rødklædtes største magtdemonstration, siden militæret sidste år nedkæmpede deres massedemonstrationer mod regeringen.

En sikkerhedsstyrke på 1000 mand er udstationeret i hovedstaden i forbindelse med den protestmarch, som bevægelsens medlemmer, klædt i deres karakteristiske røde tøj, gennemfører med taktfaste håndklap og sang, nogle med bannere, der støtter ikke-vold.

Generalmajor Piya Utayo fra Bangkoks politi siger, at 30.000 mennesker er samlet til demonstrationen. Det tal bekræftes af en kilde fra en specialstyrke i det thailandske politikorps.

De rødklædte har erklæret, at de vil holde møder to gange om måneden i Bangkok indtil deres ledere, der blev fængslet efter demonstrationerne i april og maj sidste år, bliver løsladt. Den gang blev flere end 90 mennesker dræbt i sammenstød med politiet.

- Jeg gør mit bedste for at opfordre til løsladelsen af de fængslede og til at mindes de dræbte, siger Jatuporn Prompan, der er politiker og en af de ledende rødklædte, der er sigtet for terrorisme.

Jatuporn, der er løsladt mod kaution, siger at juridiske eksperter har sagt til ham, at han kunne deltage i demonstrationen uden at overtræde kautionsbetingelserne, så længe han ikke taler til forsamlingerne.

Thaksin Shinawatra, de rødklædtes helt og tidligere premierminister, der blev styrtet ved et militærkup i 2006, ventedes at deltage i demonstrationen telefonisk. Han opholder sig nu i udlandet for at undgå at komme i fængsel for korruption.

Mange af de hovedsageligt fattige rødklædte fra arbejderklassen støtter den kontroversielle tidligere premierminister for den folkelige politik, han stod for, da han var ved magten. Samtidig er Thaksin hadet af hovedstadens elite.

kilde .berlingske.dk