Thailand markerer royale fødselsdage ved at benåde 25.000 fanger
Skrevet af ADM d. 16/08/2012 12:10:46

Udvidet nyhedstekst

25.000 fanger er blevet løsladt før tid fra Thailands overfyldte fængsler som led i en kongelig amnesti.

Thailand har løsladt omkring 25.000 fanger fra landets overfyldte fængsler.

De benådes for at markere, at den thailandske dronning og kronprins begge er fyldt rundt for nylig - henholdsvis 80 og 60 år.

De fanger, der er blevet benådet, var for de flestes vedkommende idømt kortere fængselsstraffe, eller også var der tale om ældre mennesker eller unge under 25 år.

Vicejustitsministeren: »Vi håber, at I ikke kommer tilbage«
»Vi »Vi giver jer en chance for at vende tilbage til samfundet som gode mennesker«, sagde vicejustitsminister Precha Thannanand til 1.500 fanger, inden de blev løsladt fra Klong Prem-fængslet i hovedstaden Bangkok.

»Vi håber, at I ikke kommer tilbage«, tilføjede han.

De benådede fanger fik hver et beløb svarende til knap hundrede kroner til hjemtransport.

Der sidder omkring 300.000 fanger i de thailandske fængsler, og det er langt flere, end der på papiret er plads til.

Det er ikke ualmindeligt, at der gives amnesti i forbindelse med kongelige fødselsdage, så antallet af indsatte kan nedbringes.

 

Kilde Politiken