Debatemne: Thai-Dk Din debat side :: Thailands unge protesterer

Oprettet af thai d. 19-11-2020 11:20
#23

Alle love vil blive taget i brug mod demonstranter, der kræver den thailandske premierminister Prayuth Chan-ochas afgang, en ny forfatning og reformer af kong Maha Vajiralongkorns monarki.

Det siger premierminister Prayuth Chan-ocha selv torsdag.

Meddelelsen kommer i en erklæring, dagen efter at tusindvis af demonstranter kastede maling på det thailandske politis hovedkvarter. Nogle demonstranter malede også antimonarki-graffiti på bygningen.

Ifølge demonstranterne var det et svar på politiets brug af vandkanoner og tåregas, som tirsdag skadede mange.

Tirsdag var den mest voldelige dag med protester siden juli.

Her blev mindst 55 mennesker såret under demonstrationer i Thailands hovedstad, Bangkok. Flere af dem af skud, oplyser hospitalskilder.

- Situationen forbedres ikke, og der er en risiko for en optrapning af volden. Hvis der ikke bliver gjort noget, kan det skade landet og det elskede monarki, udtaler Prayuth Chan-ocha i en erklæring.

- Regeringen vil intensivere sine handlinger og bruge alle love, alle artikler, til at tage affære mod demonstranter, som har brudt loven, tilføjer han.

I erklæringen fra premierministeren fremgår det ikke, om dette også omfatter den såkaldte artikel 112, som forbyder at fornærme monarkiet.

Premierministeren oplyste tidligere på året, at denne artikel på kongens anmodning ikke bliver anvendt i øjeblikket.

- Dette kan betyde, at de bruger artikel 112 til at anholde protestledere, skriver aktivisten Tanawat Wongchai på Twitter.

Protesterne er den største udfordring for det thailandske styre i årevis, og demonstranterne har brudt et langvarigt tabu ved at kritisere monarkiet. Dette kan ellers give en fængselsstraf på op til 15 år.


Læs mere her: https://jyllands-...nstranter/