Debatemne: Thai-Dk Din debat side :: Leicester-ejers helikopter styrtet ned udenfor stadion

Oprettet af nej d. 28-10-2018 02:56
#1

En helikopter er styrtet ned på en parkeringsplads ved den britiske fodboldklub Leicester Citys hjemmebane, King Power Fodboldstadion.

Det skriver flere medier.

Helikopteren tilhører Leicester Citys ejer, Vichai Srivaddhanaprabha.

Det er uvist, om nogen er kommet til skade.

Ulykken er sket, kort tid efter at Leicester City med Kasper Schmeichel på mål lørdag aften spillede 1-1 mod West Ham på det pågældende stadion.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters bekræfter politiet i Leicester City, at de er til stede ved en hændelse i nærheden af King Power-stadionet, og at redningsmandskab også er på stedet.

Det britiske medie Daily Mail skriver, at helikopteren ifølge øjenvidner lettede fra stadionets plæne, fløj over det sydøstlige hjørne af stadionet, før den snurrede mod jorden og brød i flammer.

Leicester City har bekræftet, at klubejer Vichai Srivaddhanaprabha var tilskuer ved lørdagens kamp. Men der er endnu ingen meldinger om, hvorvidt han faktisk var om bord på helikopteren, der menes at have plads til op til 20 passagerer.

Det er dog en tilbagevendende begivenhed, at ejeren og hans følge forlader Leicester Citys hjemmebanekampe i helikopter.

I en udtalelse på klubbens hjemmeside siger Leicester Citys talsmand:

- Vi bistår Leicestershire Politi og beredskab med at håndtere en alvorlig hændelse ved King Power Stadion. Klubben vil komme med en mere detaljeret udtalelse, så snart der er yderligere informationer.

Ifølge Sky Sport News er der forlydender om, at det var et problem med helikopterens bageste rotor, der fik den til at snurre rundt og efterfølgende styrte mod jorden.

Mange fans havde allerede forladt King Power Stadion, da ulykken skete, men de, der stadig var i nærheden, blev set løbe væk, idet helikopteren styrtede.

Billeder fra ulykkesstedet viser voldsomme flammer stige op fra helikopteren, som ligger på den ene side på jorden.

Parkeringspladsen, hvor helikopteren er styrtet ned, er ifølge Sky Sports News beregnet til Leicester Citys stab.

kilde: https://denkortea...841461dc18


Redigeret af nej d. 28-10-2018 04:04