Debatemne: Thai-Dk Din debat side :: 30 populære turiststeder i Thailand

Oprettet af harry eker d. 01-04-2021 09:53
#7

River Kwai


Et par timers kørsel nordvest for Bangkok, tæt ved grænsen til Myanmar (Burma), ligger den berømte jernbanebro over floden Kwai, der blev udødeliggjort med filmen "Broen over floden Kwai".

Historien om River Kwai
Broen indgik som en del af den 414 kilometer lange Burma-Siam-jernbane, der blev anlagt af japanerne under 2. verdenskrig. Jernbanen bærer det dystre tilnavn "Dødens jernbane", fordi konstruktionen af den kostede mere end 100.000 asiatiske arbejdere og ca. 12.000 allierede krigsfanger livet.

Smukke naturscenerier
Området omkring jernbanen og River Kwai er et af Thailands smukkeste naturområder med frodig jungle, majestætiske kalkstensbjerge og sukkerrørsmarker. Du kan opleve det hele på en dagsudflugt fra Bangkok, men vi anbefaler, at du tilbringer minimum en og gerne to nætter ved River Kwai på grund af den lange transporttid. Så får du al den tid du behøver til at indsnuse den specielle historiske stemning og nyde den smukke natur.