Debatemne: Thai-Dk Din debat side :: Åbent brev til Villy Søvndal

Oprettet af yindee d. 21-07-2012 17:33
#1

tyvstjålet fra http://www.pelars...vndal.html


Åbent brev til Villy Søvndal
21/07/20120 Comments

Kære Villy Søvndal

I dagens Ekstra Blad giver du et interview ang. de seks gidsler fra LEOPARD, som nu har været gidsler hos de somaliske pirater i mere ned halvandet år.

Hovedingrediensen i dette interview, som jeg ser det, er en stor undskyldning for din og den danske stats manglende/fejlslagne indsats for at gøre noget for at få de stakkels mennesker frigivet.
At rederiet Shipcraft reelt har ansvaret for at få deres søfolk frigivet, er jeg enig i. Men det har nu i halvandet år vist sig, at det vil/evner Shipcraft ikke. Er det dermed din mening, at de stakkels mennesker bare skal overlades til intetheden, fordi et spekulativt rederi ikke formår at leve op til sine forpligtigelser overfor deres tilfangetagne søfolk?

Du siger i interviewet, og jeg citerer, - Vi har i hvert fald gjort, hvad vi kan for at lægge det pres på rederiet, som er nødvendigt -.
Jeg skal ikke kunne sige, hvad du, og din regering har gjort for at lægge pres på rederiet. Men kan kun konstatere, at det helt klart ikke er nok.

På et spørgsmål om, hvorfor Danmark ikke kan gøre noget, når det er lykkedes andre landes regeringer at få gidsler frigivet, er dit svar, at vi gør hvad vi kan – men du tror at alle gidselsituationer er forskellige.

Det har du helt ret i – modsat andre lande, giver du og den danske stat, klart udtryk for at danske gidsler ikke er statens problem, men derimod rederiets. Det er bl.a. det der gør gidselsituationer forskellige. Er det en forskel du, helt alvorligt, mener, kan være en retsstat og stor søfartsnation som Danmark værdigt?

Mener du i fuld alvor, at du som ansvarlig politiker, forsat med ro i sindet kan se på at den fejlslagne taktik med at lægge pres på Shipcraft, er alt hvad den danske stat kan stramme sig op til, når danske statsborgeres liv er i fare?

Hvis det er tilfældet, beklager jeg at måtte sige, så er gidslerne ikke ”kun” gidsler for piraterne, men i lige så høj grad for en inkompetent dansk regering. En regering, der tilsyneladende tager mere hensyn til piraterne og ikke mindst deres forbryderiske bagmænds ve og vel.

Danmark støtter en somalisk overgangsregering med dobbelt bistand, for at sætte denne i stand til at bidrage i kampen for pirateriet. Den somaliske overgangregering kvitterer for de mange gode bistandskroner, med at give en berygtet somalisk piratbagmand diplomatstatus!

På linker - her - kan artiklen om Somalias FN-støttede regering læses.

Hvad tror du, det danske samfund mener, er bedst.

At den danske stat, og dermed du kære Udenrigsminister, vågner op og gør noget effektivt for at hjælpe de stakkels gidsler fra LEOPARD?

Eller, at den danske stat forsat støtter en fejlslagen indsats, som tilsyneladende tager mere hensyn til piraterne og deres bagmænds fremtid, end egentlig gør noget effektivt for at stoppe disse forbrydere?

Se, det kunne du jo passende svare på i næste interview, i stedet for at fremkomme med nogle ynkelige undskyldninger for regeringens manglende indsats/evner i piratkampen.

NB: for god orden skyld, vil jeg gøre dig opmærksom på at dette brev vil blive videregivet til medierne.


Med venlig hilsen


Poul Erik Larsen,
forhenværende navigatør