Debatemne: Thai-Dk Din debat side :: Få fingeren ud

Oprettet af yindee d. 05-06-2012 07:08
#1

dagens leder i ekstrabladet, tak for det på tide den sag kommer frem i lyset


FOR DE to danske gidsler i Somalia, Søren Lyngbjørn og Eddy Lopez, og deres fire filippinske kolleger kan situationen dårligt blive mere fortvivlende. I skrivende stund har søfolkene været i de khat-tyggende piraters vold i 516 dage. Og der er ikke udsigt til løsladelse.

SOM det fremgår af Ekstra Bladets dækning, er der ingen hjælp at hente hos gidslernes arbejdsgiver, Shipcraft. Rederiet er fuldt optaget af at skovle penge hjem til sig selv gennem lukrative våbensejladser.

KYNISMEN er grænseløs. Da Shipcraft kort efter gidseltagningen i januar sidste år fik fat i sit mandskabstomme fragtskib, handlede det for rederi-direktør Claus Bech åbenbart kun om én ting: at få den værdifulde last af missiler transporteret videre til Vietnam.

DE SEKS kaprede søfolk kunne –med et ikke særlig velvalgt billedsprog –sejle deres egen sø. Og det i en sådan grad, at organisationen Søfartens Ledere har politianmeldt rederiet.

OGSÅ fra politisk side har gidslerne oplevet svigt på svigt på svigt. For et år siden foreslog Socialdemokraterne en lovændring, så et rederi ikke kan kaste ansvaret for sin besætning over bord. Og SF's Holger K. Nielsen krævede, at regeringen pressede rederiet.

I DAG, hvor S og SF har skiftet oppositions-bænken ud med minister-taburetter, er kursen søreme lagt om. Holger K. vil ikke længere udtale sig om sagen. Og hos Socialdemokraterne aner søfartsordfører Benny Engelbrecht ikke en kæft om, hvad der sker.

GIDSLERNES forbandede problem er, at de hverken er en opsigtsvækkende historie –som sejlerfamilien fra Kalundborg –eller udgør en økonomisk værdi i forhandlings-sammenhæng. Men det gør ikke deres lidelser mindre.

DET HAR vist sig, at de somaliske myndigheder og de utilregnelige kidnappere kan presses. Så beskeden til den danske regering og rederiet er kort og godt: Få så fingeren ud!

http://ekstrablad...770777.ece

Redigeret af yindee d. 05-06-2012 07:09