Se emne

Hvem er her? 1 gæst(er)
 Udskriv emne
Dansk Superliga-målmand skifter til fodboldklub i Thailand
Je suis Charlie
#1 Udskriv indlæg
Skrevet d. 19-01-2018 04:43
Bruger avatar

Bruger

Antal indlæg: 688
Tilmeldt: 14.01.15
 Status: Offline

Målmand Michael Falkesgaard har ikke fået sin debut for FC Midtjylland siden sit skifte fra OB i sommer, og den kommer heller ikke i denne omgang.




BT kan afsløre, at den 26-årige keeper rykker til den thailandske klub Bangkok United, der i den netop afsluttede sæson havde den tidligere Horsens-angriber Gilberto Macena i truppen.

Bangkok United har ifølge BTs oplysninger længe villet have fat i Michael Falkesgaard, og i begyndelsen af 2017 var klubben en af bejlerne, da han skulle skifte væk fra OB. Dengang valgte han FC Midtjylland.

Nu er det så lykkedes den thailanske klub at hente ham, og Bangkok United betaler ifølge BTs oplysninger halvanden millioner kroner for at få Michael Falkesgaard, mens målmanden selv kan glæde sig over en klækkelig løn i det asiatiske, hvor han i de kommende to år ventes at tjene cirka 10 millioner kroner med bonusser.

I Thailand følger sæsonen kalenderen, og det betyder, at trods det faktum, at 26-årige Michael Falkesgaard skifter klub denne vinter midt i den danske sæson, starter han op på en frisk med sine nye holdkammerater, der i 2017 sluttede på en tredjeplads i Thai League 1.

Netop defensiven, som Michael Falkesgaard er købt ind til at forstærke, var holdets helt store akilleshæl i sidste sæson med hele 57 indkasserede mål, så selv om Bangkok United scorede klart flest mål af alle hold, 97, var danskerens nye klub ikke i nærheden af mesterskabet, som Buriram United vandt med 20 point flere end Bangkok United.

Det skal der rettes op på med Michael Falkesgaard som førstevalg til målmandsposten. En situation, den tidligere danske ungdomslandsholdsmålmand aldrig rigtig har prøvet som seniorspiller.



I løbet af sin karriere er det blevet til i alt 19 Superliga-kampe fordelt på tre sæsoner forBrøndby og OB, hvor skader og dyre konkurrenter har sat en stopper for ham


https://www.bt.dk...i-thailand
Til forsiden  Til toppen  Til bunden
Je suis Charlie
#2 Udskriv indlæg
Skrevet d. 26-09-2018 03:56
Bruger avatar

Bruger

Antal indlæg: 688
Tilmeldt: 14.01.15
 Status: Offline

Tidligere Superliga-keeper har succes i Thailand: Et fantastisk skifte


27-årige Michael Falkesgaard nyder livet i Thailand, hvor han er blevet en af de bærende profiler på sit hold, True Bangkok United.


Det hele startede i Brøndby IF for Michael Falkesgaard, der dog også nåede en tur forbi både OB og FC Midtjylland i sin Superliga-tid.

Den 27-årige målmand skiftede dog tilbage i januar den midtjyske hede ud med lidt varmere himmelstrøg i en af Thailands største fodboldklubber, True Bangkok United, hvor han har spillet fast med stor succes:

- Indtil videre har det bare været et stort, fedt fodboldeventyr, og det ser ikke ud til at slutte foreløbig,

- Jeg spiller fast, har succes, bor i en storby og oplever en helt anden kultur. Så jo, det har været et fantastisk skifte. Det er en oplevelse for livet, og jeg nyder virkelig, at det går så godt både på og uden for banen, siger Michael Falkesgaard til Ekstra Bladet.

I Superligaen blev det kun til i alt 19 kampe for Falkesgaard, der nu allerede er noteret for 28 kampe i den bedste thailandske række og ifølge det asiatiske fodboldsite Football Tribe vurderes til at være det bedste indkøb i ligaen i denne sæson.

Michael Falkesgaard har siden sit skifte til thailandsk fodbold desuden fået debut på det filippinske landshold, som han kan spille for, da hans mor er fra Fillipinerne. Her kan han til januar se frem til at spille Asiens svar på EM, AFC Asian Cup, som Fillipinerne for første gang nogensinde er kvalificeret til.


Kilde » Tipsbladet
Til forsiden  Til toppen  Til bunden
Je suis Charlie
#3 Udskriv indlæg
Skrevet d. 21-12-2018 00:49
Bruger avatar

Bruger

Antal indlæg: 688
Tilmeldt: 14.01.15
 Status: Offline

Michael Falkesgaard oplever en enorm interesse for fodbold i Thailand.

Danskere i thailandsk fodbold er et sjældent syn, men tidligere i transfervinduet skiftede målmand Michael Falkesgaard fra FC Midtjylland til Bangkok United, der er en af de store klubber i Thailand.

I Thailand venter der Michael Falkesgaard et eventyr på- og udenfor banen, men allerede nu kan målmanden fastslå, at han ikke er havnet i et fodbold U-land. Han oplever stor interesse for fodbold i landet med de knap 70 millioner indbyggere.

- Det vildeste indtil videre, er den interesse, der er for fodbold her. Det havde jeg ikke forestillet mig. Men jeg vidste heller ikke særlig meget om fodbold i Thailand inden. Det andet er også, hvor meget klubben går op tingene. For eksempel havde de hyret et helt filmhold på 30-40 mennesker til at optage en film i forbindelse med lancering af de nye trøjer, fortæller Michael Falkesgaard til 3point.dk.

Udenfor banen er alt anderledes end på den jyske hede.

- Der bor vel 10 millioner mennesker her, og det føles som om, alle skal den samme vej. Så er varmen også noget, man skal vænne sig til, siger Falkesgaard.

Michael Falkesgaard, der foruden FC Midtjylland har en fortid i Brøndby og OB, tjener ifølge BT 10 millioner på de to år, han i første omgang skal tørne ud for Bangkok United.

kilde https://www.tipsb...i-thailand
Til forsiden  Til toppen  Til bunden
Je suis Charlie
#4 Udskriv indlæg
Skrevet d. 30-10-2019 08:21
Bruger avatar

Bruger

Antal indlæg: 688
Tilmeldt: 14.01.15
 Status: Offline

Personlig succes til Falkesgaard: Årets spiller i Bangkok United


Michael Falkesgaard blev forleden kåret til årets spiller i Bangkok United. Den tidligere Brøndby-keeper er glad for anerkendelsen, men er skuffet over sæsonen.


Den tidligere Brøndby-keeper Michael Falkesgaard rykkede i starten af 2018 til Thailand. Her har han i denne sæson haft personlig succes, da han i weekenden blev kåret til årets spiller i Bangkok United ved klubbens afslutningsfest. Han er dog ikke helt tilfreds med sæsonen.

– Det føles rart at blive anerkendt for min indsats på trods af en skuffende sæson set med klubbens øjne. Det er alle spillere og stab der har stemt, og det gør mig selvfølgelig rigtig glad, at de synes, jeg har haft en rigtig god sæson. Vi har desværre været hårdt ramt af mange langvarige skader til flere af vores profiler gennem hele sæsonen. Denne sæson er der blevet satset hårdt på at den skulle have indbringet et trofæ. Klubben har brugt mange penge på nye spillere op til sæsonen og presset har været stort fra sponsorernes side. Især på vores træner, der er den længst siddende træner i Thailand. Særligt i og med vores slogan denne her sæson har været “The Time Is Now”, udtaler Falkesgaard til 3point.dk og fortsætter;

– Det har desværre ikke været vores tid og vi har heller ikke kendt vores besøgstid. Vi røg ud af Asian Champions League-kvalifikationen, vi tabte på straffe i pokalsemifinalen selvom vi spillede med en mand i overtal i hele den forlængede spilletid og vi sluttede på en skuffende 4.-plads, otte point fra 1.-pladsen, afslutter Falkesgaard.

Bangkok United havde ligaens tredjebedste forsvar. Michael Falkesgaard er i dag 28 år.

kilde https://3point.dk...ok-united/



Til forsiden  Til toppen  Til bunden
Je suis Charlie
#5 Udskriv indlæg
Skrevet d. 22-03-2020 18:46
Bruger avatar

Bruger

Antal indlæg: 688
Tilmeldt: 14.01.15
 Status: Offline

Michael Falkesgaard nyder tilværelsen i thailandske Bangkok United, hvor han får en god sum penge ind på kontoen hver måned.




Den tidligere Brøndby-målmand Michael Falkesgaard var netop skiftet fra OB til FC Midtjylland i juli 2017, men kort efter ankomsten var der bud efter den danske målmand.

En tysk sportsdirektør i thailandske Bangkok United havde rådført sig med den tidligere Brøndby-træner Alexander Zorniger angående Falkesgaard, og så gik det ellers stærkt.

22. januar 2018 skiftede den nu 28-årige målmand tilværelsen i Danmark ud med Thailand og Bangkok United. Nu har den filippinske landsholdsspiller været i klubben i over to år, og han er stadig glad for sin beslutning.

- Jeg har ikke fortrudt, og hvis jeg fik tilbuddet igen, ville jeg sige ja med det samme. Det er måske once in a lifetime, ikke kun fodboldmæssigt men også arbejdsmæssigt. At opleve en anden kultur, og så samtidigt blive godt betalt.

- Der følger nogle forventninger, men jeg er bare glad for, at jeg tog denne chance. Jeg har også taget den. Jeg er jo blandt andet blevet årets spiller i klubben, siger Michael Falkesgaard til bold.dk.

- Var det både eventyret og den gode løn, der trak dig til klubben?

- Ja, det var hele pakken. De betalte en transfer for mig, og samtidigt sagde de, at jeg var deres nummer ét. ’Vi giver dig, hvad du vil have’, sagde de.

- Når jeg skal flytte hele min familie, så skulle det selvfølgelig økonomisk også være rigtig fint. Så det er både et eventyr, og så er det rigtig godt økonomisk for min familie og jeg.

Falkesgaard kunne godt se, at der var langt til spilletid i FC Midtjylland, da Jesper Hansen blev hentet til klubben, og derfor sprang han ud i et eventyr.

- Jeg skulle lige finde hoved og hale i det hele, da jeg lige var flyttet til Midtjylland med hele familie efter min tid i OB. Jeg var dårligt nok startet i Midtjylland, så det var lidt uvirkeligt at forholde sig til efter så kort tid i den nye klub.

- Den tyske sportsdirektør i Bangkok United var dog meget ihærdig og ville rigtig gerne have mig til klubben. De sagde, at de lige manglede mig. Vi snakkede lidt løst om det, men jo mere jeg hørte om klubben, så kunne jeg måske godt se mig selv i det, siger Falkesgaard.

Gode penge i Thailand
Falkesgaard nævner, at de største klubber i Thailand har en ganske god økonomi, hvor fodboldbosser står bag og finansierer klubberne. Derfor kan ligaen også trække en del prominente navne til landet.

- Landsholdsspillerne i Thailand får en rimelig god løn. Hvis man er lokal og ikke har vist noget endnu, så tjener man meget lavt. Der er et stort lønhop. For udenlandske spillere er der et endnu større lønhop, og det er generelt skattefrit.

- Der er en brasilianer, der blev årets spiller, og han tjener 430.000 kroner om måneden skattefrit, så der er gode penge herovre, men det er ikke alle klubber, der har det budget.

Den tidligere Brøndby-, OB- og FC Midtjylland-målmand er fast mand i målet for Bangkok United. Han blev nummer to med klubben i sin første sæson.

Målet er nu en titel for målmanden, og det tror han også på. Bangkok United er lige nu nummer ét i Thai League, hvor holdet har vundet deres første fire kampe.

Personligt har han også haft succes på banen, og han kan mærke, at det thailandske folk går meget op i fodbold.

- Der er mange, der genkender mig og ved, hvem jeg er, og det er jo også en del af det. Klubberne går også utroligt meget op i fodbold.

- Eksempelvis fik vi hyret et helt tv-hold og brugte mange penge på det. Det ville man aldrig gøre i Danmark, så der er en lidt anden tilgang hernede.

Falkesgaard har svært ved at sammenligne niveauet i Thailand med de danske rækker, da der spiller mange faktorer ind.

- Fugten og varmen spiller en stor rolle. I Europa kan de tonse 95 minutter, mens du kun kan det i 20 minutter her, og så er du færdig. Man griber kampene helt anderledes an. Det er dog ikke helt på Superliga-niveau, siger han.

Glad for at have taget springet
Selvom det var et stort spring for målmanden at rejse om på den anden side af jordkloden med familien, så er han glad for, at han sprang ud i det.

- Fodbold handler også om held, og om at folk tror på dig på de rigtige tidspunkter. Der er mange dygtige hold i Danmark også i 1. og 2. division.

- Her får du måske ikke så mange penge, og det kan hurtigt ende i, at motivationen forsvinder. Så valgte jeg at skifte væk fra bænken og til en klub, der gerne ville have mig.

Det har givet Falkesgaard meget på det personlige plan at have oplevet en helt ny kultur i Thailand og mødt nogle andre mennesker.

- Det har været en fed udfordring, som jeg nærmest ikke kan forklare. Det er noget, som man skal springe ud i. Man ved ikke helt, hvad man får ud af det.

- For mig har det dog givet nogle fede minder, og jeg har mødt nogle fede mennesker. Jeg mødes også meget med de andre udlændinge og har et fællesskab med dem. I Danmark er man måske mere sig selv.

Michael Falkesgaard startede sin fodboldkarriere i Brøndby. I juli 2015 skiftede han vestegnsklubben ud med Fyn og OB.

To år senere tog han skridtet videre til FC Midtjylland. Han nåede kun at være hos midtjyderne i godt et halvt år, inden han skiftede til Bangkok United.

Den 28-årige målmand er noteret for 19 kampe i Superligaen.

Lige nu er den thailandske liga på pause grundet coronavirus. Bangkok Uniteds næste kamp er planlagt til 18. april.


kilde: https://www.bold....dt-betalt/
Til forsiden  Til toppen  Til bunden
Gå til debat:
 

Lignende tråde

Emne Forum Svar Nyeste indlæg
30 populære turiststeder i Thailand Hele Thailand 7 01-04-2020 11:03
42 væddeløbsheste døde af afrikansk sygdom i Thailand Nyheder på dansk 1 31-03-2020 08:57
Borgerservice har et klart budskab til alle danske rejsende i Thailand Kom hjem nu! Hele Thailand 1 30-03-2020 16:15
Mundbind fra Thailand forsvandt på vejen til Danmark Nyheder på dansk 1 30-03-2020 08:04
Bo fra Bangkok: Thailand og jeg holder vejret Nyheder på dansk 1 29-03-2020 11:56

Alt indhold på denne side er Copyright @ copy 2009 Thai DK Debat Forum Alle rettigheder forbeholdes Siden er optimeret til 1024 * 768
Powered by PHP-Fusion copyright © 2002 - 2020 by Nick Jones.
Released as free software without warranties under GNU Affero GPL v3.
Siden dannet på: 0.21 sekunder | 48,094,754 Unikke besøg | jQ Blog